Annonce
Erhverv

21-årige Anne-Sofie er cykelmekaniker: Jeg får tit at vide, at det er vildt fedt, at jeg har valgt det her fag

21-årige Anne-Sofie Danielsen fandt sit kald, da hun tilfældigvis havde engelskundervisning med drengene fra cykelmekanikeruddannelsen på erhvervsskolen. Foto: Sascha Reiffenstein Petersen
21-årige Anne-Sofie Danielsen, der er en af landets få kvindelige cykelmekanikere, er blevet færdigudlært under coronapandemien. De seneste måneder har hun knoklet på værkstedet, og nu glæder hun sig over også at være tilbage i butikken.

Hedensted: Med omhyggelighed sætter 21-årige Anne-Sofie Danielsen et nyt gearkabel på den sorte og grønne cykel, der er spændt op i loftet i værkstedet hos Fri Bikeshop Hedensted på Bredgade.

Som nyudlært cykelmekaniker har hun tilsluttet sig den lille gruppe af kvinder, der er i branchen. Et branchevalg, der ofte giver hende positive tilkendegivelser med på vejen.

- Jeg får tit at vide, at det er vildt fedt, at jeg har valg det her fag, selvom der er flest mænd i branchen, siger Anne-Sofie Danielsen, der var den eneste kvinde på holdene i løbet af de tre et halvt år, hun gik på cykelmekanikeruddannelsen på Herningsholm Erhvervsskole.

Annonce

Elsker afvekslingen

Samtidig med forløbet på skolen har Anne-Sofie Danielsen været i mesterlære hos Fri Bikeshop Hedensted, og siden hun officielt fik sit svendebrev 31. januar, har hun kunnet kalde sig cykelmekaniker samme sted.

- Jeg elsker alsidigheden og afvekslingen mellem værkstedet og butikken - at jeg ikke bare står og skruer på den samme cykel hele tiden, siger Anne-Sofie Danielsen, der i den grad har savnet at tale med kunderne under coronanedlukningen.

Men afveksling har der alligevel været for den nyudlærte cykelmekaniker. Indehaver af Fri Bikeshop Hedensted Eddie Burgaard fortæller, at forretningen har haft glæde af Anne-Sofie Danielsens computerkompetencer. Kompetencer hun har tilegnet sig, da hun oprindeligt startede på erhvervsskolens uddannelsesforløb for tekniske designere.

Der arbejdes på højtryk i Fri Bikeshop Hedensted for at følge med efter genåbningen 1. marts. Flere har ventet med at købe deres nye cykel, indtil de kunne komme ned i butikken for at se og prøve flere modeller på en gang, fortæller indehaver Eddie Burgaard. Foto: Sascha Reiffenstein Petersen
Annonce

På hold med drengene

- På skolen havde jeg engelsk med drengene fra cykelmekanikeruddannelsen, og da jeg fik indblik i deres arbejde og begreber, var jeg overbevist om, at det var det, jeg skulle i stedet for, siger Anne-Sofie Danielsen, der skiftede retning efter at have været i lære som teknisk designer i en måned.

Men selvom hun har skiftet fag, er Anne-Sofie Danielsen samtidig glad for, at hun i en stille tid har kunnet udnytte sin tekniske indsigt til at sammensætte og opstille udstyrspakker, så kunderne bedre kan få overblik over mulighederne for udstyr til den enkelte cykel.

Det har nemlig været vigtigt for Eddie Burgaard at udnytte coronasituationen til at få lavet nogle af de ting, man ikke har tid til, når der både er travlt i butikken og på værkstedet.

- Det er ikke så godt at køre videre, når gearkablet ser sådan her ud, siger cykelmekaniker Anne-Sofie Danielsen. Foto: Sascha Reiffenstein Petersen


På skolen havde jeg engelsk med drengene fra cykelmekanikeruddannelsen, og da jeg fik indblik i deres arbejde og begreber, var jeg overbevist om, at det var det, jeg skulle i stedet for.

Anne-Sofie Danielsen, cykelmekaniker


Annonce

Har savnet kunderne

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at kunderne har været savnet i cykelforretningen, og ifølge Eddie Burgaard lader det også til, at folk har savnet at se hele udvalget og prøve forskellige modeller, inden de bestemte sig for en cykel.

Efter genåbningen 1. marts har der er i hvert fald været travlt med at få klargjort nye cykler på værkstedet.

- Selvom vi er glade for, at mange har brugt vores hjemmeside, og at vi under nedlukningen kunne køre ud til kunderne eller vejlede folk via udendørs demonstrationer, så har det også været svært at hjælpe alle gennem bagdøren til værkstedet, siger Eddie Burgaard, der dog kan fortælle, at forretningen har holdt omsætningen på trods af udfordringerne.

- Det er bedre, at det er os, der slår os, end kunden, hvis der skulle være noget, der fortsat mangler at blive justeret, siger indehaver af Fri Bikeshop Hedensted Eddie Burgaard, der er ved at klargøre en ny cykel til en kunde, og som også lige skal prøvekøre cyklen, inden den kan afhentes. Foto: Sascha Reiffenstein Petersen
Annonce

Flere har opdaget cykling

- Mens coronaen har stået på, har flere tilsyneladende fundet ud af, at cykling er fedt - at det er en god måde at bruge naturen på. De kunder har jeg primært fundet mountainbikes til. Der er også flere, der har købt en el-cykel som erstatning for bil nummer to, fordi de desværre har mistet deres job under coronakrisen eller er begyndt at arbejde mere hjemme, siger Eddie Burgaard.

Det er ikke kun Eddie Burgaard, der værdsætter igen at kunne hjælpe kunderne med at finde det rette cykelvalg i butikken. Anne-Sofie Danielsen er også et stort smil, fordi hun igen kan vende tilbage til en endnu mere afvekslende hverdag, der både byder på kundekontakt i butikken og reparationer samt klargøring på værkstedet.

Både Anne-Sofie Danielsen (t.v.) og hendes chef Eddie Burgaard (t.h.) er glade for, at de igen kan hjælpe kunderne inde i cykelforretningen. Foto: Sascha Reiffenstein Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce