Annonce
Alarm 112

22-årig dømt for trafikdrab: - Jeg så ham ikke, før han var 20 centimeter foran mig

Retten i Kolding idømte onsdag den 22-årige Morten Holm Thorsager fængsel i et år og fire måneder for at være skyld i en trafikulykke, hvor en 15-årig dreng blev dræbt. Arkivfoto: Camilla Rytz.
Retten vurderede, at der var tale om skærpende omstændigheder, da den onsdag idømte en 22-årig mand 16 måneders fængsel for uagtsomt manddrab efter en trafikulykke ved Billund sidste efterår.

Billund: Den 22-årige Morten Holm Thorsager fra Farre ved Give skal i fængsel i ét år og fire måneder efter en trafikulykke ved Billund sidste efterår. Morten Holm Thorsager blev onsdag ved Retten i Kolding dømt for uagtsomt manddrab efter ulykken, som endte med at koste 15-årige Kristian Green Hansen livet.

Ulykken skete en sen nattetime i september sidste år, da Morten Holm Thorsager og en medpassager var på vej fra Grindsted, hvor de havde været til et biltræf, i retning mod Billund og Vejle. Ulykken skete kort før, de nåede til Billund, hvor bilen, som Morten Holm Thorsager sad bag rattet i, kørte frontalt ind i Kristian Green Hansen, der kom kørende i modsatte retning på sin knallert.

Sammenstødet skete i den vejbane, hvor knallertkøreren skulle være.

Annonce

- Det var som om, at der pludselig stod et dyr eller en person foran mig, så jeg prøvede at trække over i den modsatte vejbane for at undvige, forklarede Morten Holm Thorsager i retten.

Så ham ikke

Det var på tidspunktet for ulykken særdeles mørkt og tåget, og der var derfor meget dårlig sigtbarhed.

- Jeg så ham ikke, før han var 20 centimeter foran mig, forklarede han.

Morten Holm Thorsager blev dømt for uagtsomt manddrab efter særligt skærpende omstændigheder, da retten fandt det bevist, at han i forbindelse med ulykken havde forsøgt at overhale en anden bil. Det benægtede hovedpersonen selv, men to personer, som kørte i samme retning i en anden bil, forklarede fra vidneskranken, at Morten Holm Thorsager havde overhalet dem få øjeblikke før det fatale sammenstød.

Annonce

Glad for fart

Overhalingen kombineret med den dårlige sigtbarhed overbeviste retten om, at der var tale om skærpende omstændigheder. Noget tyder da også på, at Morten Holm Thorsager er glad for at køre hasarderet, for han har ved en tidligere lejlighed mistet sit kørekort, ligesom han har flere verserende sager om for høj fart hængende over hovedet. I den ene sag er han tiltalt for at have kørt omkring 192 kilometer i timen på motorvejen ved Vejle, hvor den tilladte hastighed er på 110 kilometer i timen.

Til gengæld blev han ikke dømt for at være påvirket af alkohol i forbindelse med ulykken, da en blodprøve taget samme nat viste en promille på 0,39.

Udover de 16 måneders fængsel har Morten Holm Thorsager mistet retten til at køre bil i de kommende fem år, ligesom han skal betale i alt 195.000 kroner i erstatning til Kristian Green Hansens forældre.

Morten Holm Thorsager udbad sig 14 dages betænkningstid til at overveje, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.


Det var som om, at der pludselig stod et dyr eller en person foran mig, så jeg prøvede at trække over i den modsatte vejbane for at undvige.

Morten Holm Thorsager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle For abonnenter

Stadsarkitekten afviser kritikken af vandkunsten ved Vejle Rådhus: 'Det fungerer både til hverdag og fest'

Annonce