Grindsted: Region Syddanmark har tirsdag holdt møde med 22 forskere om kritikken af sundhedsundersøgelsen i Grindsted. På mødet fik forskerne, der både var del af den oprindelige forskergruppe og nye forskere, præsenteret metode og resultater fra sundhedsundersøgelsen. Og på dette møde og to møder i den nærmeste fremtid skal forskerne komme med deres holdning til, om der er brug for yderligere undersøgelser.
I en pressemeddelelsen fra regionen fortælles det, at professor Annette Kjær Ersbøll fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) præsenterede forskerne for en grundig gennemgang af sundhedsundersøgelsen, som SIF gennemførte på vegne af Region Syddanmark i Grindsted i 2018 og 2019.
Regionen havde også inviteret Ketty Hjøllund med til mødet, så hun kunne give sine input til mødets punkt om de nye mulige tilfælde af ALS. Ketty Hjøllund var en af de centrale personer i forhold til, at der overhovedet blev lavet en sundhedsundersøgelse. Hendes mand døde af sygdommen ALS, og hun begyndte at undre sig over, at hun også hørte om andre i Grindsted med sygdommen, selvom den er ret sjælden. Hun lavede derfor det, hun selv har kaldt for en husmorundersøgelse, der var medvirkende til, at regionen besluttede sig for at at undersøge udbredelsen af sygdomme i Grindsted.
På det seneste er Ketty Hjøllund blevet kontaktet af flere ALS-syge og pårørende til ALS-patienter, og det er den direkte baggrund for, at regionen nu overvejer flere undersøgelser.
Den første sundhedsundersøgelse undersøgte nemlig sygdomsforekomst i byen for en lang række sygdomme inklusiv ALS, men undersøgelsen dækkede kun årene 1941-2017. Spørgsmålet er, om der siden da er blevet diagnosticeret bemærkelsesvis mange med forbindelse til Grindsted, i forhold til at sygdommen er sjælden.
Regionen har påtaget sig opgaven med at undersøge og verificere de sygdomstilfælde, som Ketty Hjøllund præsenterede.
Mødet varede i to timer og 15 minutter. Det næste møde i gruppen afholdes 22. november 2021.