Billund: 114 drenge og piger i alderen 6-15 år løber i hele denne uge rundt på fodboldbanerne ved Billund Idrætscenter som deltagere på den lokale fodboldskole.
Dette års fodboldskole kan faktisk fejre jubilæum, da det er 25. gang, at Billund IF og DBU i samarbejde arrangerer fodboldskole i Billund. Det blev markeret ved besøg fra DBU, der overrakte et diplom og en landsholdstrøje - naturligvis med nummer 25 - til klubhusets vægge.
Selvom mange ting også inden for fodboldens verden har forandret sig meget på 25 år, fungerer fodboldskolen præcis som dengang midt i 90'erne.
- Der er et nyt tema hvert år, men ellers kører det i store træk, som det gjorde for 25 år siden. Det gør det, fordi det er et koncept, der virker, fortæller René Solberg Jensen, som er leder af fodboldskolen.
Kom i stand efter EM-sejren...
.
Siden har fodboldskolerne hvert eneste år været en fast del af sommerferien hos mange fodboldklubber landet over. Flere end 23.000 børn deltager på landsplan i fodboldskolen, hvor cirka 4000 trænere instruerer dem.
Udfordring for pigerne
De 114 deltagere svarer nogenlunde til deltagerantallet de foregående år, men bemærkelsesværdigt er det, at blot 13 af deltagerne er piger. De må derfor vænne sig til at spille med drengene.
- Det er da en udfordring for nogle af pigerne, når de kun er tre-fire piger i en gruppe. Hvis der havde været nogle flere piger, kunne vi have lavet en hel pigegruppe, siger René Solberg Jensen, der kan konstatere, at størstedelen af spillerne kommer fra Billund.
Derudover kommer en del fra Grindsted og enkelte fra de omkringliggende byer, mens nogle få kommer langvejs fra.
- Der er nogle, der kommer helt fra Sønderjylland. De flyttede derned for nogle år siden, og nu er det så fjerde år, at de er oppe og besøge de gamle kammerater og være med på fodboldskolen, siger René Solberg Jensen.
Bygget op om frivillighed
Ole Ladefoged, som repræsenterer DBU og stod for overrækkelsen af diplom og en alt for lille spillertrøje til fodboldskolelederen, rettede i sin tale en særlig tak til de mange trænere og hjælpere på fodboldskolen.
- Alt i DBU er bygget op omkring frivillighed. Hvis der ikke var frivillige, ville der ikke være nogen fodboldskole, og der ville slet ikke være noget DBU, sagde han.