OPDATERET DEN 13.10 MED NAVNE PÅ DE DØMTE
Kolding/Vamdrup: De tre mænd, der torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding sigtet for at ville sælge flere kilo stoffer, er alle blevet fængslet.
Det oplyser sagens anklager, Alexander Lange Madsen.
Ifølge anklageren har de tre mænd fået vidt forskellige straffe. To af mændene har fået straksdomme, mens den tredje mand, en 32-årig, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Så let slap de to andre mænd dog ikke.
24-årige Aleksander Wolfson er blevet idømt et år og tre måneders fængsel, efter han onsdag eftermiddag blev knaldet af politiet midt i en narkohandel. Den 24-årige forsøgte at købe 107 gram kokain til en samlet værdi af 41.000 kroner af de to andre mænd, der er involveret i sagen.
Det fik politiet dog sat en stopper for, da de afbrød handlen, der skulle finde sted på Wolfsons bopæl på A L Johansens Vej, og anholdte den 24-årige. Det fremgik af sigtelsen mod Aleksander Wolfson, at han ville sælge stofferne videre.
Politiet fandt desuden 4509 gram skunk, 1298 gram hash, 12,67 gram mdma og en ecstasypille i Wolfsons besiddelse. Dette var også til at sælge videre.
Over tre års fængsel
Den sidste mand, 28-årige Nicklas Klinge Pedersen, blev straffet hårdest. Han fik således en fængselsdom på tre år og seks måneders fængsel.
Nicklas Klinge Pedersen og den 32-årige mænd blev ifølge sigtelsen anholdt på Vestergade i Vamdrup. Også her fandt politiet en mængde narko. Her var der tale om, 875,7 gram kokain, der blev fundet på adressen, mens der samtidig blev der fundet i alt 138 gram kokain i en Volkswagen Transporter, som holdt parkeret i baggården. Stofferne blev opbevaret med henblik på videresalg.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og derfor har JydskeVestkystens ikke hørt mændenes forklaringer.
Både Nicklas Klinge Pedersen og Aleksander Wolfson modtog deres domme på stedet.