Annonce
Vejle

Opdateret: 28-årig fængslet: To mænd fra Vejle mistænkes for at voldtage 11-årig dreng sammen

Forholdet blev begået i et boligområde i Vejle by i forbindelse med et rollemodelsprojekt. Arkivfoto: Torben Glyum
I sidste uge erkendte en 29-årig mand overgreb på en 11-årig dreng i forbindelse med et rollemodels-projekt i Vejle. Nu mistænker politiet en 28-årig for at have deltaget i overgrebene.
Annonce

Vejle: En 28-årig mand fra Vejle blev onsdag fængslet i fire uger, da han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er sigtet for at have voldtaget en 11-årig dreng.

I sidste uge blev en 29-årig mand fremstillet i samme sag.

De to mænd er under mistanke for at have begået overgreb mod drengen sammen.

Det fortalte vicepolitiinspektør Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi inden retsmødet, der af hensyn til offeret skulle foregå for lukkede døre.

Derfor kan Carsten Thostrup heller ikke sige meget om sagen. Kun at han kærede afgørelsen om varetægtsfængslingen.

- Den videre efterforskning af sagen har ledt til, at vi også har anholdt og nu fremstiller en 28-årig mand i retten. Han er sigtet for at have voldtaget drengen i forening med den 29-årige mand, sagde Carsten Thostrup.


Den videre efterforskning af sagen har ledt til, at vi også har anholdt og nu fremstiller en 28-årig mand i retten.

Carsten Thostrup, vicepolitiinspektør, inden retsmødet


Det er uvist, hvordan den 28-årige forholder sig til sigtelsen. Men den 29-årige, der blev fremstillet i sidste uge, har erkendt, at han om aftenen 7. december 2018 udførte oralsex på den dengang 11-årige dreng.

Annonce

Rollemodel i boligområde

Forholdet blev begået i et boligområde i Vejle by i forbindelse med et rollemodelsprojekt, hvor den 29-årige skulle fremstå som et forbillede for børn i kvarteret. I stedet udnyttede han altså sin rolle til at forgribe sig på drengen.

Om den 28-årige havde en tilsvarende rolle, er på nuværende tidspunkt uvist.

Under grundlovsforhøret i sidste uge blev den 29-årige sigtet i yderligere to forhold, oplyste Sydøstjyllands Politi bagefter i en pressemeddelelse.

Det ene forhold skulle være begået mellem 1. september 2019 og 1. november 2019, hvor den 29-årige er sigtet for at have haft andet seksuelt forhold end samleje med den samme dreng, blufærdighedskrænkelse og besiddelse og distribution af børnepornografi.

Hertil kom endnu en sigtelse for at have haft andet seksuelt forhold end samleje med den 11-årige dreng og for blufærdighedskrænkelse - foregået i perioden mellem 1. september 2019 og 1. januar 2020.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle den 29-årige i foreløbig fire uger.

Udfaldet af dagens retsmøde, hvor den 28-årige blev fremstillet, forelå ikke ved redaktionens slutning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Tre nye corona-smittede på et døgn: Borgmester forventer at se flere syge i Vejle

Annonce