Annonce
Navne

29-årig underviser på Learnmark Horsens har fået en national hæderspris - hun trækker kvinder til struktørfaget

- Der er mange fordomme derude, og det er virkelig godt at kunne være med til at nedbryde nogle af dem, for vi har i den grad brug for kvinderne på byggepladserne, siger prisvinderen Nana Holm Kristiansen i en pressemeddelelse fra Dansk Industri. Foto: Learnmark Horsens
Med en baggrund som struktør og kloakmester tiltrådte Nana Holm Kristiansen sidste år som faglærer på Learnmark Horsens, og siden har det rykket på struktøruddannelsen. Nu er hun blevet hædret for at tiltrække flere kvinder til bygge- og anlægsbranchen.

Horsens: Siden Nana Holm Kristiansen i 2018 tiltrådte som faglærer på struktøruddannelsen på Learnmark Horsens, er antallet af elever, der vælger struktørvejen, næsten fordoblet. Samtidig er antallet af kvindelige struktørelever steget fra én til seks.

For den indsats har den 29-årige faglærer, der er uddannet struktør og kloakmester, fået Arkils Hæderspris på 25.000 kr.

Prisen er indstiftet af entreprenørkoncernen Arkil med det formål at skabe fokus på kvinder i bygge- og anlægsbranchen ved at hædre personer, som gør en særlig indsats for at tiltrække kvinder til branchen.

Arkils Hæderspris består reelt af to priser, Indsatsprisen og Elevprisen, hvoraf det er Indsatsprisen, som Nana Holm Kristiansen har fået.

I priskomitéens begrundelse lyder det blandt andet:

"Vi har siddet med et utroligt stærkt felt af virkelig imponerende kvinder, som bevidst har valgt at gå mod strømmen, og som hver dag yder en ekstra indsats - ikke blot på deres egen arbejdsplads, men også for at række ud til andre og invitere dem med ind i den branche, de holder af. Selv om det har været et svært valg, ønsker vi i priskomitéen særligt at fremhæve Nana Holm Kristiansen for den store inspiration, hun er for de unge mennesker, hvis fremtid hun er med til at forme - og ikke mindst for de markante resultater, hun har skabt på sin arbejdsplads".

Annonce
I tidligere job har hun været sjakbajs, og hun har ad den vej opnået respekt for sin person, som en professionel, dygtig og pålidelig kollega. Hun er god til at skabe sammenhold, og man er ikke tvivl om, hvor hun står, for hun har en dejlig direkte tale - hun er en smilende og venlig, men bestemt dame.

Fra indstillingen af Nana Holm Kristiansen til hædersprisen

"En særdeles stærk rollemodel"

Nana Holm Kristiansen underviser på struktøruddannelserne på Learnmark Horsens. Her introducerer og inspirerer hun elever på grundforløb 1, som endnu ikke har valgt uddannelsesretning, til branchen gennem projektforløb og valgfag.

Hun underviser også elever, som er i gang med deres uddannelse til enten anlægs- eller bygningsstruktør.

- Det betyder virkelig meget at få så stor en anerkendelse af, at det, man går og gør i det daglige, også gør en forskel og bliver værdsat af andre.

- Selv om jeg oplever, at der i dag er en anelse kortere mellem kvinderne på byggepladserne, end da jeg startede i faget, er der stadig lang vej igen. Der er mange fordomme derude, og det er virkelig godt at kunne være med til at nedbryde nogle af dem, for vi har i den grad brug for kvinderne på byggepladserne, siger Nana Holm Kristiansen i en pressemeddelelse fra Dansk Industri.

- Det er et stort skulderklap fra mine kolleger og ledere, at de har indstillet mig.

- Jeg arbejder med verdens fedeste fag, og jeg vil jeg gerne vise de unge, at man som struktør kan løse mange forskellige opgaver, at det er et job, hvor man både skal bruge hænder og hoved, og hvor vi gør noget for miljøet, siger hun i en pressemeddelelse fra Learnmark Horsens, hvori Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens, udtaler:

- Hvis der skal flere kvinder i bygge- og anlægsbranchen, er der brug for positive rollemodeller. Jeg er glad for, at vi på Learnmark Horsens har en særdeles stærk rollemodel i Nana, og hun fortjener bestemt at vinde prisen.

- Hun er nærværende i forhold til eleverne og stiller tydelige faglige krav til dem. På den måde åbner hun branchen for eleverne og inspirerer og motiverer elever, der egentlig ikke umiddelbart havde set en fremtid i struktørfaget, til at søge i den retning.

Vandt foran fagfælle og netværk

Nana Holm Kristiansens kolleger har været med til at skrive indstillingen til Arkils Hæderspris. I den skriver de blandt andet:

"Nana er en god repræsentant for struktørfaget, som ikke kræver store overarme, men mere omtanke og god tilrettelæggelse af arbejdet. I tidligere job har hun været sjakbajs, og hun har ad den vej opnået respekt for sin person, som en professionel, dygtig og pålidelig kollega. Hun er god til at skabe sammenhold, og man er ikke tvivl om, hvor hun står, for hun har en dejlig direkte tale - hun er en smilende og venlig, men bestemt dame."

De to øvrige nominerede til hædersprisen var struktør og kloakmester Marie Lund, der som den første kvinde bestrider en formandsstilling hos CG Jensen, og netværket Kvinde, Håndværker, Krop og Faglighed, der gennem mere end 25 år har støttet kvinder i bygge- og anlægsbranchen på tværs af fag og arbejdspladser.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce