Annonce
forside

30-årig fik halvandet års fængsel for 77 forhold

Arkivfoto

En mand fra Hornsyld blev ved retten i Horsens onsdag idømt halvandet års ubetinget fængsel for tyverier og narkokørsel samt overtrædelser af færdselsloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer.

Hornsyld: Et hashmisbrug var tilsyneladende årsagen til, at den 30-årige Morten Nielsen fra Hornsyld kom så meget på kant med loven, at han ved retten i Horsens onsdag blev kendt skyldig i hele 77 forhold og idømt halvandet års ubetinget fængsel.Morten Nielsen stod tiltalt for i alt 86 lovovertrædelser, blandt andet at have kørt bil uden kørekort 22 gange, at have kørt narkokørsel syv gange, 16 overtrædelser af lov om euforiserende stoffer, fem overtrædelser af knivloven, tre overtrædelser af våbenbekendtgørelsen, 11 tyverier og 22 andre lovovertrædelser.

Tyverierne blev begået i blandt andet Odense, Vejle, Give, Sorø og Varde.

Annonce

Retssag lang tid undervejs

- De mange forhold strakte sig over flere år, hvor manden ifølge eget udsagn var ude i et hashmisbrug. Sagen har tidligere været forsøgt gennemført flere gange, men er hver gang blevet udsat på grund af sygdom hos tiltalte, eller fordi han ikke mødte op. Tiltalte ville fra starten af retsmødet gerne erkende adskillige forhold, men hukommelsen kneb det med, fortæller anklager Tobias Engby fra Sydøstjyllands Politi.

Sagen blev sendt til retten allerede i begyndelsen af 2016, men det lykkedes ikke at få sagen for en domstol, før den 30-årige blev anholdt forud for det første retsmøde 15. december.

Retten fandt manden skyldig i 77 ud af 86 strafbare forhold og idømte ham et år og seks måneders ubetinget fængsel, frakendelse af førerretten i 10 år, konfiskation af blandt andet hash, amfetamin, ulovlige knive, knojern, peberspray samt en bil. Endeligt skal han betale sagens omkostninger.

- Anklagemyndigheden lagde op til en lang fængselsstraf på grund af mandens tidligere domme, samt det store antal af strafbare forhold. Dette synspunkt valgte retten at følge, forklarer Tobias Engby.

Den dømte sidder i forvejen varetægtsfængslet for en anden sag i en anden politikreds, oplyser Tobias Engby.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce