Annonce
Indland

30.000 danske bilister er havnet i EU-register efter ny lov

Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix
Siden juli har det været muligt for udenlandske myndigheder at sende fartbøder direkte til danske bilister.

Tre måneder efter at et nyt europæisk samarbejde har gjort det muligt for EU-lande at sende bøder direkte hjem til danske bilister, er over 30.000 danskere blevet registreret i forbindelse med forseelser i Europa.

Langt størstedelen af forseelserne omhandler hastighedsoverskridelser.

Det viser en aktindsigt hos Rigspolitiet, som Gjensidige Forsikring har fået udleveret.

1. juli trådte et nyt EU-direktiv i kraft herhjemme, hvor udenlandske myndigheder nu kan sende bøder direkte hjem til danske bilister, der har overtrådt trafikregler i andre EU-lande.

Tidligere skulle de øvrige EU-lande først kontakte de danske myndigheder, der skulle sende bøden videre.

Den proces samt en bagatelgrænse på bøder på under 520 kroner, gjorde at danske bilister ofte kunne slippe udenom at betale.

Det nye samarbejde er positivt for trafiksikkerheden i EU, siger skadedirektør i Gjensidige Forsikring Henrik Sagild.

- Det er præcis ligeså farligt at køre for stærkt eller uden sele i andre lande, som det er i Danmark, og derfor skal man følge reglerne på samme måde som herhjemme - både for sin egen og for ens medtrafikanters skyld, siger Henrik Sagild.

Det er i alt 21 EU-lande, der har adgang til andre EU-landes motorregistre.

Størstedelen af forseelserne i det danske register er sket i Tyskland, der tegner sig for lidt over 20.000 opslag.

Også bilejernes interesseorganisation, FDM, er positive over den nye lov, der også gør det muligt for de danske myndigheder at sanktionere udlændinge.

- Det betyder, at bøderne rent faktisk bliver sendt på tværs af landegrænser, og danskerne ikke længere kører for stærkt risikofrit i udlandet, og omvendt bliver udlændinge herhjemme også ramt.

- I sidste ende højner det trafiksikkerheden, siger juridisk konsulent ved FDM, Dennis Lange.

Han kan dog ikke svare på, hvorvidt 30.000 danskere, der er blevet registreret, er mange eller få.

- Der har været et mørketal, fordi den gamle ordning ikke fungerede. Håbet er, at antallet af forseelser vil på sigt falde, fordi man ikke længere kan bryde loven i udlandet risikofrit, siger Dennis Lange

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Masser af juleaktiviteter i weekenden

Erhverv For abonnenter

Efter bekymrede miner og bredside til politikerne: Vi tjekker Vejles gågade for tomme butikker

Vejle

Rockerrapperen A'typisk droppet fra plakat til koncert i Løget

Annonce