Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

OECD-mørksyn møder opbakning i bankerne


OECD-mørksyn møder opbakning i bankerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OECD's nye prognose, som forudser gråvejr for dansk og europæisk økonomi, får tilslutning fra danske banker. Faktisk undervurderer OECD gældskrisen, lyder det. - Der er stort set ikke udsigt til nogen vækst. Risikoen for stigende ledighed er derfor overhængende, siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, i en kommentar. Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling (OECD) forudser, at den danske vækst vil ligge på 1,1 procent i 2011 og 0,7 procent i 2012. Men de skøn er for blåøjede ifølge cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen: - Vores umiddelbare vurdering af OECD's prognose er, at den meget vel kan vise sig at være for optimistisk, når det gælder den internationale situation i lyset af den øjeblikkelige gældskrise, siger han og fortsætter: - Det betyder også, at der er en risiko for, at prognosen for Danmark er for optimistisk. På den positive konto forventer OECD at se færre arbejdsløse danskere de næste år. Ledigheden vil ligge stabilt i det korte løb på omkring 7,2 procent for så at falde til 7 procent i 2013, lyder prognosen. Og det på trods af, at væksten i 2013 efter OECD's skøn kun bliver på 1,4 procent. Men den forudsigelse kan Steen Bocian ikke tilslutte sig: Vi føler os ikke overbeviste om, at en vækst på under 1 procent i 2012 er nok til at stabilisere arbejdsmarkedet. Og en vækst på 1,4 procent er normalt ikke nok til at få ledigheden ned. - Samlet set må man dog konkludere, at vi deler OECD's overordnede syn på dansk økonomi, konstaterer han. Med enkelte forbehold er holdningen den samme i Nordea, hvor Helge J. Pedersen påpeger, at den lave danske rente og regeringens tiltag for at kickstarte økonomien kan få afgørende betydning. - Men som OECD selv anfører det, er usikkerheden enorm for tiden, siger han.