Annonce
Hedensted

350 kornvogne til Båstrup i døgnet: Kvalitet og mængde over middel set i lyset af de to forrige somre

På Hornsyld Købmandsgaard i Båstrup er kornafvikler René Nielsen i færd med at vurdere brødhveden, som strømmer ind fra tørreanlægget. Foto: Søren Gylling
Over middel bliver årets høst betegnet som hos Hornsyld Købmandsgård i Båstrup, efter to somre, der enten var for våde eller for knastøre. Halvdelen af egnens korn er i hus, og sidste halvdel ventes hjemme i løbet af de næste fem dage.

Båstrup: - Indtil videre vurderer jeg høsten til at være over middel. 50 procent af høsten er i hus her på egnen, og sidste halvdel høstes i løbet af de næste fem dage. Kvaliteten og mængden er rigtig fornuftig i forhold til sidste år, hvor alt blev høstet meget tidligt på grund af tørken, siger René Nielsen, der er kornafvikler på Hornsyld Købmandsgård i Båstrup.

Høsten er igen gået op i tempo efter en kort pause med ustadigt vejr, og en John Deere traktor med rød kornvogn bagpå kører ind på vægten hos Hornsyld Købmandsgård i Båstrup, det ene af købmandsgårdens tre kornindleveringsanlæg.

Dem kommer der omkring 350 af i døgnet, fordi vejrguderne i øjeblikket tillader det. En blå kran svinger en sugeslange ind over den røde kornvogn, og straks suges 1,5 kg vårbyg op, som rasler videre ind i laboratoriet til analyse. Derinde aflæses vandindhold, rens, protein og rumvægt, som er afgørende for en klar vurdering af kornets kvalitet.

- Den kommende tid bliver hektisk for os, hvis vejret vel at mærke fortsætter med at holde tørt, siger René Nielsen.

Fire monumentale stålsiloer udgør en del af virksomhedens opbevaringskapacitet. De er knapt ti år gamle, og så kan de tilsammen indeholde 16.000 tons afgrøder, hvilket svarer til cirka 1400 fyldte kornvogne. Når kornet har været igennem et af tørrerierne, transporteres det ud i de store haller, hvor det kan ligge på luftudblæsning fra hullerne i betongulvet det meste af vinteren.

- Det hele handler om en så skånsom tørring som muligt, så kvaliteten ikke falder. Det meste af det korn, vi modtager, går til fødevareproduktion og tilbage til landbruget som behandlet foder, siger René Nielsen.

Fire stålsiloer med plads til 4000 tons afgrøder i hver hvisler, da kornet suser gennem rørene. Det er her alt kornet skåntørres. Foto: Søren Gylling

Hvede fylder mest i landskabet

Det er især vinterhvede, som for tiden fylder mest i tørreanlægget på Hornsyld Købmandsgård. Det skyldes, at afgrøden i år er vokset med 155.000 hektar på landsplan sammenlignet med 2018.

- Vårbyg, vinterraps og vinterhvede er de primære afgrøder i siloerne hos Hornsyld Købmandsgård. Vi har i øjeblikket 5000 tons raps på lager, hvoraf halvdelen presses til kvægfoder i form af rapskager, mens resten bliver til rapsolie, siger René Nielsen.

Som noget forholdsvis nyt er virksomheden begyndt at modtage og behandle brødhvede, noget som udspringer af en aftale mellem Hornsyld Købmandsgård og blandt andre Valsemøllen. Aftalen kaldes konceptavl og indebærer, at kravene til kornets egenskaber og kvaliteter stilles højere end tidligere.

- Vores brødhvede skal have en acceptabel hæveevne og være uden stråforkorter. Konceptavl stiller krav om både kvalitet og udvikling til landbruget og foderstofvirksomheden, fortæller René Nielsen.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce