Annonce
Jelling

376 siders lokalhistorie i ny bog: Leif gør historien om Jelling mere komplet

Forfatter Leif Baun sidder her, hvor Gormsgade tidligere gik rundt om Sydhøjen. Her lå engang en ubrudt række af huse med forretninger i helt op til den toiletbygning, der ses i baggrunden ved den gule krobygning. Foto: Mette Mørk
I 20 år har Leif Baun været undervejs med en bog om Jellings historie. Denne gang er han dykket ned i byens huse og mennesker fra 1860 til 1960. Resultatet er en bog på 376 sider, der fortæller om liv og virke byens huse, også de mange nedrevne.
Annonce

Jelling: Leif Baun har gjort det igen. Skrevet en lokalhistorisk bog om Jelling.

"Jelling - husene og deres mennesker" er titlen på bogen, som er en minutiøs gennemgang af stort set alle de huse, der var i Jelling by fra 1860 til 1960. Bogen er den 11. i rækken af bøger om lokalhistoriske emner, der handler om alt fra festivalen og seminariet til detaljerede værker om byens udvikling de seneste århundreder.

Og nu er det altså husene og deres mennesker, som præsenteres nærmere i denne bog.


Hvor man i andre byer har erstattet de nedrevne huse med nye bygninger, har man i Jelling væltet husene og sået en græsplæne.

Leif Baun


- Når jeg går rundt i byen, hører jeg flere snakke om emnet: "Var der ikke et hus der?" spørger de og peger ud over græsset. Og jo, det har der højst sandsynligt været. Derfor har jeg skrevet bogen for at fortælle om de mange huse, der er revet ned gennem årene. Historien om Jellings verdensarv er ikke komplet, hvis ikke man fortæller, at der var en masse huse, som er fjernet, siger Leif Baun, der siden 1989 har været journalist på Vejle Amts Folkeblad.

Det er ikke første gang, han i sine bøger beskæftiger sig med Jellings usædvanlige udvikling. Hvor byen engang var på top 20-listen over stationsbyer i Jylland, gik den på et tidspunkt helt i stå, "fordi nogle københavnske personer ikke ville have huse i nærheden af oldtidshøjene", som det står beskrevet i omslaget i den nye bog.

- Det er ikke, fordi bogen har en bestemt kritisk vinkel, men jeg synes, det er vigtigt at huske, hvor meget aktivitet  - særligt handelsaktivitet - der har været i byen, siger han.

Annonce

Langt forarbejde

Det er efterhånden 20 år siden, at Leif Baun indsamlede de første kilder og billeder til bogen.

I kraft af sit engagement i Jelling Lokalhistoriske Forening har han gennem årene kigget i utallige udgaver af Vejle Amts Folkeblad, men også brandforsikringsprotokoller, kirkebøger, folketællingslister og sognerådsprotokoller har været vigtige kildegrupper i hans research. Alt dette har han gemt i en databank, som indeholder mere end 25.000 notitser.

Dertil har han interviewet flere personer med et stort kendskab til Jellings historie. De ældste interviews er udført tilbage i 2008.

- Det er en af de bøger, jeg har brugt længst tid på. Det havde nok været nemmere, hvis jeg bare havde lavet en top 50-liste med de mest spændende huse, fordi det er jo ikke alle huse, der er lige meget at skrive om, siger han.

Hvor blev byen af? Leif Baun står her i den tidligere midtby, der nu er en del af monumentområdet i Jelling. Lidt af Jellings i gamle dage fine ende, Østerbyen, kan skimtes i baggrunden. Foto: Mette Mørk

Alligevel er det lykkedes at vise og illustrere næsten alle huse, der er bygget i Jelling før 1960. I alt bliver 276 forskellige adresser gennemgået i løbet af bogen.

Hvorfor er det perioden 1860-1960, du har kastet dig over?

- Det var den, der manglede, siger han og henviser til bogen "Jelling - det gamle kongesæde", hvor han sammen med tre andre forfattere viser træk af Jellings historie fra 1960 til 2004.

- Før 1860 var Jelling ikke en by, men bestod blot af nogle gårde. Men den tager fart i 1862, da det bliver tilladt for købmænd at have forretning på landet. I 1894 kommer jernbanen til byen, hvilket også sætter gang i aktiviteterne. Her er en interessant detalje, at jernbanen blev anlagt på en mark syd om Jelling, hvilket kan være svært at forstå i dag, hvor jernbanen deler byen over, uddyber han.

Annonce

Seminariet har sat præg

Undervejs i bogen kommer Leif Baun blandt ind på, hvilken betydning seminariet har haft for Jellings huse, siden det blev stiftet i 1841.

- Dengang boede seminaristerne i byen, og der var omkring 100 unge mænd, som havde brug for bolig og mad. Det gav basis for købmandsvirksomhed og mange pensionater. Folk byggede større for at få en huslejeindtægt fra seminaristerne, fortæller han.

Jelling - husene og deres mennesker

  • Lokalhistorisk bog om Jellings huse og mennesker i perioden 1860-1960.
  • Skrevet af forfatter og journalist Leif Baun.
  • Fylder 376 sider og indeholder lidt over 400 motiver.
  • Lokalhistorisk Forening står bag udgivelsen med økonomisk støtte fra Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, Jelling Musikfestivals Fond, Jelling Sparekasses Fond og Kulturpuljen Vejle Kommune.

- Seminarielærerne satte deres præg på flere parametre. De engagerede sig i byen, stiftede elværk og vandværk og deltog i foreningsarbejdet. Det kan være noget af forklaringen på, at seminariet, lærerne og de studerende har haft så stor betydning på Jelling gennem årene. I dag er det dog ikke boliger, de studerende søger efter i Jelling. Det er i stedet parkeringspladser, da de fleste studerende i dag pendler til byen, siger han.

Bogen udkommer torsdag 3. december med bogsalg i Byens Hus. En større præsentation kan ikke afholdes grundet de aktuelle coronarestriktioner.

Leif Baun mener, at bogen kan være interessant, uanset om man er inden- eller udenbys.

- Jellings historie er usædvanlig. At man nedriver huse er ikke unormalt. Det ser vi også i alle andre byer. Men hvor man i andre byer, har erstattet de nedrevne huse med nye bygninger, har man i Jelling væltet husene og sået en græsplæne, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Konspirationsteorierne er for alvor kommet til Vejle: 'Jeg kunne bare ryste på hovedet'

Coronavirus

Live:  Falck lukker sine lyntestcentre fra februar

Vejle

Forældre til udviklingshæmmede er bekymrede: Hvornår skal vores børn egentlig vaccineres?

Annonce