Annonce
Jelling

465 dage til touren i Jelling: Gamle, gulmalede cykler er på vej ud i byen

De unge fra Bøgelund Center for Udvikling hjælper med at male gamle cykler gule som optakt til Tour de France, der kommer til Jelling- og Vejle-området i juli 2022. Foto: Anders Kynde
Den gule farve kommer til at sætte sit præg på Jelling frem mod cykelløbet Tour de France, der rammer byen om cirka 15 måneder.

Jelling: Vinden kan være drilsk.

I hvert fald, hvis man er ved at spraymale en cykel udenfor. For pludselig kan det gule støv fra spraymalingen flyve steder hen, hvor det ikke er så hensigtsmæssigt. For eksempel hen på bygninger.

- Vi måtte indstille malingen og vente på en anden vindretning, konstaterer Jesper Lydiksen mandag eftermiddag.

21-årige Anne Louise Hansen fra Bøgelund Center for Udvikling er med til at male cyklerne. Foto: Anders Kynde

Han er afdelingsleder i Jobgruppen på Bøgelund Center for Udvikling, der holder til på Plantagevej i udkanten af Jelling. Her har de unge fra det pædagogiske opholdssted fået til at opgave at male en række gamle og brugte cykler gule.

En af de unge beboere er 21-årige Anne Louise Hansen. Hun er iklædt hvid beskyttelsesdragt og maske og står klar med malersprøjten. Til ære for avisens udsendte demonstrerer hun et kort øjeblik, hvordan cyklen sprayes med den gule farve.

- Det er sjovt, og så er det anderledes end det, vi plejer at lave i cykelværkstedet, siger Anne Louise Hansen om opgaven.

Annonce

Lokalt samarbejde

I alt venter 15-20 cykler, der skal iføres den gule farve. Planen er, at de første cykler kan ses i bybilledet i påsken som optakt til Tour de France 2022, hvor de tre første etaper skal foregå i Danmark.

Her i Jelling er det datoen 3. juli 2022, der er værd at huske. Det er datoen for tredje etape, som begynder i Vejle, hvor cykelstjernerne fra start sætter kursen mod Jelling, inden de vender tilbage til Vejle og kører syd på til målstregen i Sønderborg.

Vidste du, at det ældste navn for byen Jelling er Jalunki og betyder "stedet med de gule blomster"? Foto: Anders Kynde

Og selv om der stadig er 465 dage til denne historiske dag, er lokale kræfter i Jelling allerede godt i gang med at forberede sig til tourens ankomst.

Bag initiativet med de gule cykler står BID Jelling, der samler foreninger, erhvervsdrivende og ildsjæle med det formål at skabe liv, aktiviteter og sammenhængskraft i Jelling.

Både byens borgere og erhvervsdrivende har bidraget til projekter - førstnævnte har stillet cykler til rådighed og sidstnævnte har blandt andet doneret maling samt jord og blomster til pyntning af cyklerne.

Gamle cykler får nyt liv på Bøgelund Center for Udvikling. Foto: Anders Kynde

Og hos Bøgelund Center for Udvikling har det så været opgaven at male cyklerne gule.

- Vi satser på at komme videre i morgen, hvis vinden har lagt sig eller skiftet retning. Dog når  vi nok ikke alle cyklerne inden påske, lyder det fra Jesper Lydiksen.


Det er sjovt, og så er det anderledes end det, vi plejer at lave i cykelværkstedet.

Anne Louise Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Se Knuds første stik: 766 fik med nålen på den store vaccinationsdag - og der er plads til endnu flere

Annonce