Annonce
Jelling

48 meter høj mobilmast skal rejses i populær skov: Naboerne er vrede

Volker Hirth og Christina Deleuran kan blive nogle af de tætteste naboer til en ny mobilmast i Grejsdalen. Foto: Mette Mørk
Banedanmark har søgt om tilladelse til at opføre en 48 meter høj mobilmast ved jernbanen i Grejsdalen. Men placeringen ved Brandbjerg Sønderskov, som er af Vejle Kommunes mest populære naturområder, vækker harme.

Hørup/Brandbjerg: I forrige uge tikkede et digitalt brev ind i Christina Deleurans e-Boks:

"Vejle Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til etablering af 48 meter høj gittermast samt teknikskab på Saksmosevej 26C," stod der i brevet.

Ansøgningen kommer fra Banedanmark, som vil have bedre mobildækning i togene. Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Men det er der til gengæld med placeringen af masten, mener Christina Deleuran.

For Saksmosevej 26C er blot 100 meter fra hendes hjem, hvor hun har boet med sin familie i 20 år. Og så er det ovenikøbet i udkanten af Brandbjerg Sønderskov. En skov med tusindvis af gæster, der benytter shelters, bålplads eller går en tur på Grejsdalstien.

- Vi har aktivt valgt at bo i naturskønne omgivelser i landzonen omgivet af en fredet skov. Vi er derfor uforstående overfor, at Vejle Kommune har sendt anmodningen i nabohøring, da vi opfatter placeringen af en 48 meter høj mast i dalen i forbindelse med skoven, som meget upassende og til stor gene for både skovens gæster og fastboende naboer, siger Christina Deleuran.

Hun er ikke ene om kritikken.

Hendes nabo Volker Hirth bor endnu tættere på Saksmosevej 26C, så han kan få 'fornøjelsen' af masten, hver gang han kigger ud ad sit køkkenvindue.

- Vi anerkender behovet for bedre internet i togene, men en mast på 48 meter høj er alt for voldsomt her i området. Det er højere end Vejlefjordbroen, siger Volker Hirth.

Kommunen markedsfører sig på sin flotte natur, og så vil man sætte sådan en motherfucker af en mast - undskyld udtrykket - lige midt i en af kommunens flotteste naturområder.

Volker Hirth

Det hænger ikke sammen

Kigger man på tidligere sager i Danmark, hvor borgere har klaget over lignende mobilmaster, har Christina Deleuran og Volker Hirth dårlige odds.

Og hos Vejle Kommune er der ikke noget, der giver anledning til panderynker. Det fortæller Ole Stokholm Lauridsen, leder af kommunens byggesagsafdelingen i Vejle Kommune.

- Som myndighed vurderer vi, at masten ud fra planmæssige betragtninger godt kan være der. Det er ikke ensbetydende med, at man som nabo ikke kan føle sig generet af den. Men umiddelbart er der ikke noget, der skriger til himlen, om masten kan være der eller ej. Dog træffer vi selvfølgelig ikke en afgørelse, før vi har overstået nabohøringen, siger Ole Stokholm Lauridsen.

Christina Deleuran og Volker Hirth undrer sig over, at der fra kommunens side ikke er "noget, der skriger til himlen" i forhold til placeringen af masten.

- Det passer ikke ind i mit billede af Vejle Kommune. Den markedsfører sig på sin flotte natur, og så vil man sætte sådan en motherfucker af en mast - undskyld udtrykket - lige midt i en af kommunens flotteste naturområder. På den ene side forskønner man, og på den anden side gør man det grimmere. Der er noget, der ikke hænger sammen, lyder det fra Volker Hirth.

Bange for værdiforringelse

Naboorienteringen varer to uger og slutter torsdag 12. september. Herefter træffer Vejle Kommune den endelige afgørelse, om masten skal være der eller ej.

- Det er ikke lang tid, man får til at reagere, og hvis vi havde været på ferie, var det slet ikke sikkert, vi havde opdaget det. Desværre er vi ikke mange, der bor her i området, så der er ikke mange til at protestere mod masten. Men det er ikke noget, vi stiltiende kan acceptere, siger Christina Deleuran.

De frygter også, hvilke konsekvenser masten kan få for ejendomsværdien.

- Vi er bange for en værdiforringelse af vores huse. Da vi flyttede hertil, vidste vi godt, at der var en jernbane ved siden af, men vi havde ikke forventet, at der ville komme en mast på 48 meter, siger Volker Hirth.

Den eneste fordel ved masten for beboerne i området er, at de får bedre mobildækning. Men ifølge Volker Hirth og Christina Deleuran har dækningen været god i mange år, selvom de bor i en dal.

- Vi er ikke imod bedre internetforbindelse i togene, men der må findes andre muligheder end en 48 meter høj mast her i dalen ved Brandbjerg Sønderskov, lyder det fra Volker Hirth.

Lige bag Christina Deleuran ønsker Banedanmark at opføre en mast. Den skal give bedre mobildækning i togene, der passerer på jernbanen ved siden af. Træerne er en del af Brandbjerg Sønderskov. Foto: Mette Mørk

Mastens placering

Lige her skal masten placeres. Det er i udkanten af Brandbjerg Sønderskov, som har ligget urørt siden 1997. Det betyder, at når træerne vælter, skal de blive liggende, mens nye træer skal så sig selv. Godt en procent af Danmarks skov er urørt skov. Foto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce