Annonce
Trekantområdet

50 job i spil: Power forbereder sig på at åbne med et brag

Cecilie Rasmussen havde fundet en plads på første række, da elektronikkæden Power holdt informationsmøde på Comwell i Kolding onsdag sidst på eftermiddagen. Hun er interesseret i stillingerne som sælger, kassemedarbejder og salgsleder. Foto: Søren Gylling
225 var meldt til, da Power onsdag holdt informationsmøde om de over 50 nye job, elektronikkæden skal have besat i Kolding. Direktør Jesper Boysen garanterer, at dørene til kædens butik nummer 18 slås op inden Black Friday i slutningen af november.
Annonce

Kolding:  Cecilie Rasmussen har fundet en plads på første række, da elektronikkæden Power byder velkommen til informationsmøde om sit nye varehus i Kolding. Mødet holdes på Comwell. Kæden har slået over 50 jobs op, og de skal snart besættes, så alt er klar til at slå dørene op  inden udgangen af november.

Cecilie overvejer at søge job som sælger, kassemedarbejder eller salgsleder.

- Lige nu er jeg sommerferieafløser på et plejehjem, men jeg er uddannet i Matas og har seks års salgserfaring, og det brænder jeg for. Hidtil har det været svært at finde et butiksjob, hvor arbejdstiderne kan forenes med at have børn, men  ud fra jobopslagene ser det ud til at kunne lykkes i Power, så jeg skal vælge, om jeg vil gå social- og sundhedshjælper-vejen eller butiksvejen,  siger hun.

Power administrerende direktør Jesper Boysen fortæller, at der plejer at komme mellem 400 og 600 mennesker, når kæden holder informationsmøde, inden den åbner en butik som den i Kolding.

Andreas Huusmann, til venstre, er den første medarbejder, der er fundet til den nye Power-forretning i Kolding. Han er varehuschef.  Powers administrerende direktør, Jesper  Boysen,  fortæller, at kæden melder åbningsdatoen ud, så snart den ligger fast. Foto: Søren Gylling


- Denne gang var vi på grund af corona-pandemien nødt til at sætte 225 som loft for antallet af tilmeldinger. Ikke alle er mødt op, og vi er spændte på, hvor mange ansøgninger vi får. Når vi tidligere har åbnet varehuse, har det laveste antal ansøgninger været 800 og det højeste 2200, fortæller han.



Hovedparten af de godt 50 nye medarbejdere skal begynde hos os den 1. oktober. Vi ansætter dem cirka halvanden måned før, at butikken åbner, så de kan lære vores kultur, varer og it-systemer at kende, så alle er klar, når vi åbner med et brag.

Jesper Boysen, administrerende direktør.


Annonce

Varehuschef ansat

Power har ikke hyret konsulenter, men bruger egne varehuschefer til at hjælpe med at læse de mange ansøgninger igennem.

- Hovedparten af de godt 50 nye medarbejdere skal begynde hos os den 1. oktober.  Vi ansætter dem cirka halvanden måned før, at butikken åbner, så de kan lære vores kultur, varer og it-systemer at kende, så alle er klar, når vi åbner med et brag, fortæller Jesper Boysen.

Den første medarbejder er allerede ansat. Det er varehuschef Andreas Huusmann.

- Ham har vi hentet i Haderslev. Han har været varehuschef hos os i Holstebro, Sønderborg og Odense. Han og HR-chefen skal fortælle om vores uddannelsesforløb. Vi har også medarbejdere fra andre afdelinger med på mødet til at fortælle, hvordan hverdagen er i en Power-forretning. Når vi holder informationsmøde er vi meget åbne og ærlige, fortæller direktøren.

Han har erfaring med, at folk spørger, om de skal have været i branchen for at få et job, men det er ikke et krav.

Direktøren kan endnu ikke oplyse, hvornår den nye Power, der med sine 2500 kvadratmeter bliver kædens næststørste butik, slår dørene op.

- Der bygges på livet løs, men vi kan først melde en åbningsdag ud, når vi er sikre på, at håndværkerne kan være færdige, og det er ikke Powers håndværkere. Det er Rema 1000, der står for byggeriet, og vi er lejere hos, men jeg kan garantere, at vi er klar til Black Friday i slutningen af november og julehandlen, lover Jesper Boysen.

Hvis man er interesseret i at søge et af de job, der er slået op, skal det gøres online. Jobopslagene ligger på firmaets hjemmeside.

Magnus Sommer og Dennis Hibic fandt også vej til Powers infomationsmøde på Comwell.  Begge er 18 år og læser på IBC, så det er deltidsjob, de går efter. De har haft fritidsjob før, men for en sikkerheds skyld går de lige til informationsmødet, inden de sender deres ansøgninger afsted til job som servicemedarbejder, sælger eller supporter. Foto: Søren Gylling


Power

Forretningen i Kolding bliver elektronikkæden Powers 18. butik i Danmark.

Den bliver på 2500 kvadratmeter og skal åbne i nye lokaler ved siden af Bauhaus ved Kolding Storcenter. Det er Rema 1000, der står for byggeriet, som Power lejer sig ind i.  

Onsdag holdt Power informationsmøde på Comwell i Kolding, hvor 225 tilmeldte kunne høre mere om kæden og de over 50 nye stillinger, som Power skal besætte i forbindelse med åbningen af det nye varehus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Musikgudstjeneste i Vor Frelsers Kirke

Vejle

Vejles margarinekonge kom brat af dage

Erhverv For abonnenter

Egtved Brugs, Café Kværn, Ravning Dambrug, Gadbjerg Kloakservice - og mange andre: Her er ugens regnskaber i Vejle Kommune

Vejle

Fra himmel til helvede i Nørreskoven: Pølse-grillen stod kold og forladt

Annonce