Annonce
Dom

55-årig læste om boliger til salg: Stjal designermøbler for knap en million kroner

Den 55-årige blev anholdt i Børkop, hvor han havde lejet en bolig. Her blev der fundet adskillige tyvekoster. Retten idømte ham i denne uge to år og otte måneders fængsel. Arkivfoto
En 55-årig mand med adresse i Horsens er i denne uge blevet idømt fængsel i to år og otte måneder for indbrud og hæleri.

Horsens/Børkop: I marts blev den 55-årige Nicki Andersen fra Horsens anholdt i en bolig, som han havde lejet i Børkop-området.

Politiet havde forud for anholdelsen efterforsket manden, fordi han var under mistanke for at have begået en række indbrud.

En ransagning af boligen afslørede da også 100 forskellige tyvekoster, der kunne føres tilbage til indbrud, der var begået i Sydøstjylland.

Tyvekosterne blev konfiskeret, og ved Retten i Horsens var manden i denne uge tiltalt for at have begået 13 forskellige indbrud i private hjem i Sydøstjylland, tre forsøg på indbrud og seks forhold af hæleri, som retten kategoriserede som særlig grov og organiseret berigelseskriminalitet. Han erkendte sig skyldig.

Indbruddene og indbrudsforsøgene var begået i Horsens, Juelsminde, Skanderborg, Brædstrup, Børkop, Give, Bredsten, Stouby, Børup og Fredericia, oplyser anklager Therese Brüner, der mødte i sagen for Sydøstjyllands Politi.

Forud for størstedelen af indbruddene havde den 55-årige mand lavet research på boligsider og udset sig villaer, der var til salg hos forskellige ejendomsmæglere.

Udbyttet ved kriminaliteten, som i høj grad bestod af designermøbler, blev vurderet til ikke under 800.000 kroner.

Annonce

Nøje planlagt

I forbindelse med strafudmålingen lagde retten vægt på antallet af indbrud, der var rettet mod private hjem.

Der blev også lagt vægt på, at berigelseskriminaliteten blev betegnet som særlig grov og organiseret, da det under sagen også kom frem, at indbruddene - ud over at være planlagte og forberedte - også blev begået delvist i forening med en anden person.

Den 55-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til strafudmålingen.

Han er tidligere straffet for berigelseskriminalitet, oplyser anklageren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vejlenserne siger farvel til Albert: Tak for de unikke billeder. Dig glemmer vi aldrig

Annonce