Helt utroligt: Pseudotvillinger ramt af næsten identisk uheld indenfor 36 timer

Samme sygehus, samme afdeling og samme læge var involveret, da Oscar og Lucca Fusager med 36 timers mellemrum begge kom til skade med deres arme under fodboldkampe for Jelling fS. Foto: Søren E. Alwan

Helt utroligt: Pseudotvillinger ramt af næsten identisk uheld indenfor 36 timer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Torsdag aften i sidste uge brækkede 12-årige Oscar Fusager armen under en fodboldkamp. 36 timer senere gik det galt for den 11-årige lillesøster Lucca, der fik albuen revet af led. Begge har nu fået venstre arm i gips.

Jelling: På fordøren til familien Fusagers hus hænger et klippekort til Kolding Sygehus. Med god grund.

Det er egentlig ikke, fordi familien er vant til mange besøg på sygehuset. Men i sidste uge var de to yngste familiemedlemmer, Lucca og Oscar, involveret i en særdeles tragikomisk situation, hvor et hospitals-klippekort i høj grad havde haft sin berettigelse.

Her kom både Lucca og Oscar til skade under fodboldkampe for hver deres hold i Jelling fS. Begge gange gik det ud over venstre arm, og begge gange blev de kørt til Kolding Sygehus på samme stue og med samme læge - blot med 36 timer i mellem.

Historien lyder næsten for utrolig til at være sand, men den er desværre god nok, og i dag sidder Lucca og Oscar, der er født med 14 måneders mellemrum, med deres venstre arme i gips.

Jeg kunne godt mærke, at der var noget galt, og da jeg rejste mig op, kiggede jeg på armen og kunne se, at den sad helt forkert. Og så begyndte jeg at skrige.
Lucca Fusager, 11 år
Mens det er første gang, at Lucca prøver at brække noget, har storebror Oscar tidligere prøvet at brække hånden, da han for et par år siden havde et cykelstyrt på vej hjem fra fodboldtræning. Foto: Søren E. Alwan

Brækket arm

Dramaet starter torsdag aften, da Oscar spiller fodboldkamp i Egtved for Jelling fS U13.

- Stillingen var 1-1, og der var ikke så lang tid tilbage af kampen. Jeg mistede bolden og ville prøve at vinde den tilbage, men jeg blev tacklet af modspilleren. Det var en ren tackling, men jeg faldt ned på kunstgræsbanen, som var rimelig hård, fortæller Oscar.

Desværre lander han forkert på sin venstre arm.

- Den var fuldstændig knækket. Jeg var i chok og begyndte at skrige. Jeg kunne ikke bevæge mig, uden at det gjorde mega ondt. Selv om ambulancen kom allerede efter 20 minutter, føltes det som to timer, lyder det fra den uheldige fodboldspiller.

Faktisk er han ikke den eneste, der bliver berørt af situationen. Både holdkammerater og modstandere er så bevægede, at kampen bliver aflyst.

Det var bestemt ikke rart i øjeblikket, da Lucca og Oscar Fusager brækkede hver deres venstre arm, men i dag kan de godt grine ad situationen. Foto: Søren E. Alwan
Det var bestemt ikke rart i øjeblikket, da Lucca og Oscar Fusager brækkede hver deres venstre arm, men i dag kan de godt grine ad situationen. Foto: Søren E. Alwan

34 minutters operation

Afsted med Oscar til Kolding Sygehus, hvor de på grund af travlhed venter med at operere ham til dagen efter.

- Jeg var bange for, at jeg slet ikke kunne sove, fordi det gjorde så ondt. Men jeg fik nogle smertestillende piller og sov som en sten til næste morgen, fortæller Oscar.

34 minutter varer operationen, og i løbet af fredag aften er Oscar og resten af familien tilbage i hjemmet i Jelling. Endelig weekend, endelig efterårsferie og endelig lidt ro på efter et hektisk døgn.

Familien Fusager kunne med rette få gavn af et klippekort til sygehuset, efter de to yngste børn brækkede deres venstre arme på under 36 timer. Foto: Søren E. Alwan
Familien Fusager kunne med rette få gavn af et klippekort til sygehuset, efter de to yngste børn brækkede deres venstre arme på under 36 timer. Foto: Søren E. Alwan

Albue gået af led

Lillesøsteren Lucca er dog i mellemtiden taget til fodboldcup med Jelling fS U12 i Middelfart, hvor hun skal spille kampe både fredag, lørdag og søndag.

Og der er ikke spillet mere end ti minutter af lørdagens første kamp, inden Lucca kommer galt af sted.

- Jeg driblede med bolden og fik et skulderskub i ryggen. Jeg faldt og tog fra med venstre arm, der var fuldt udstrakt. Jeg kunne godt mærke, at der var noget galt, og da jeg rejste mig op, kiggede jeg på armen og kunne se, at den sad helt forkert. Og så begyndte jeg at skrige, fortæller Lucca.

Albuen er gået af led, og der bliver ringet til ambulancen, så Lucca kan blive behandlet.

Samme sygehus, samme afdeling og samme læge var involveret, da Oscar og Lucca Fusager med 36 timers mellemrum begge kom til skade med deres arme under fodboldkampe for Jelling fS. Foto: Søren E. Alwan
Samme sygehus, samme afdeling og samme læge var involveret, da Oscar og Lucca Fusager med 36 timers mellemrum begge kom til skade med deres arme under fodboldkampe for Jelling fS. Foto: Søren E. Alwan

Fusager? Det lyder bekendt

Her venter samme hospital, samme afdeling og sågar samme læge som dagen forinden, da storebroren var igennem samme mølle.

- Da lægen kigger på efternavnet, undrer han sig: "Fusager? Det lyder bekendt." Og jeg måtte svare ham: "Ja, det er rigtigt. Du må undskylde, at vi føler os sådan hjemme, men vi var her lige i går," fortæller moren Tina Fusager.

Lucca slipper for operation, men får ligesom Oscar også lagt gips rundt om armen, inden familien nok en gang kan tage turen hjem fra Kolding Sygehus til Jelling.

Siden har de begge haft besøg af trænere og holdkammerater i Jelling fS for at tale ud om de ubehagelige oplevelser.

Komisk

Her få dage efter sidder familien med et smil på læben. For på trods af de hektiske og uheldige omstændigheder kan forældrene Henrik og Tina samt børnene Lucca, Oscar og Mille godt grine lidt ad situationen.

- Nu prøver vi at se det fra den komiske side, og der er også flere, der har joket med, at vi hellere må spænde Mille fast, så hun ikke også ender med at brække armen, lyder det fra moren.

Lucca og Oscar er næsten fri for smerter. Om en uges tid kan de begge få gipsen af deres arme, og derefter venter et genoptræningsforløb på et par måneder, inden de er klar til at spille fodbold igen.

Helt utroligt: Pseudotvillinger ramt af næsten identisk uheld indenfor 36 timer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce