Bysmart Fiat strammer smilet

Profilen er skærpet for Fiat 500X, der efter et facelift har fået ny styling og nye motorer. Sikkerhedsudstyret afslører dog, at det er en aldrende model. Foto: Christian Schacht

Bysmart Fiat strammer smilet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den høje Fiat 500X crossover, som har fået ny styling og nye motorer, er stadig unik i sin klasse. Men den løber op i pris, hvis der skal nødbremse om bord.

Humor var der masser af, da Fiat for nogle år siden lancerede den høje 500X. Det skete med en reklamefilm, hvor en aldrende italiensk herre var på vej ud i en erotisk seance med en moden italiensk mama. Men han måtte først peppe sig op med en viagra-pille, som undervejs uheldigvis røg ned i tanken på en nuttet Fiat 500, der svulmede op til en fyrig crossover, som også hævede sig over den mere fornuftige 500L MPV.

Siden er markedet boomet med flere potente høje biler, og nu giver Fiat 500X en overhaling, som skal skærpe italieneren i kampen mod nye konkurrenter i klassen, og som placerer sig mellem Seat Arona og Nissan Qashqai.

Det sker blandt andet med nye lygter og styling for og bag, ny instrumentering, som er lettere at aflæse, nyt sikkerhedsudstyr og ikke mindst de to nye "Firefly"-motorer, som lever op til de skærpede EU-miljøkrav. De byder begge på turbo, direkte benzinindsprøjtning, partikelfilter samt Fiats Multiair-ventilstyringssystem. De lanceres i en trecylindret udgave på 1,0 liter med 120 hk og i en firecylindret version på 1,3 liter med 150 hk, hvor den sidste altid går i spænd med en sekstrins dobbeltkoblingsgearkasse.

Vi tester den 120 hk motor, som afløser både den bedagede og sløve 1,6 liter multijetmotor på 120 hk uden turbo, men også den 1,4-liters Multiairmotor på 140 hk.

Testbilen er kampagnemodellen, Urban City First Edition, til godt 250.000 kroner, som omfatter en del introduktionsudstyr, og som med yderligere ekstraudstyr løber op i 268.000 kroner. Du kan dog få den billigste Urban med 120 hk fra 210.000 kroner. Den større 140 hk benzin med automatgear starter fra 280.000 kroner, men en 1,6-liters MJT diesel med 120 hk koster fra 265.000 kroner.

Fiat 500 X City Cross First Edition
Pris: 267.990 kroner (med udstyr).Grøn ejerafgift, halvårlig: 1190 kroner.

CO2 pr. km: 152 gram (WLTP).

Brændstofforbrug: 14,5 km/l (WLTP).

Motor: Trecylindret benzinmotor på 1,0 liter.

Effekt: 120 hk.

Ydelse: 190 Nm/1750 omdr.

0-100 km/t.: 11,2 sekunder.

Topfart: 188 km/t.

L/B/H: 427/180/160 cm.
Den høje Fiat 500 er stadig smart og praktisk. Bagagerummet på 350 liter er rimeligt. Foto: Christian Schacht
Den høje Fiat 500 er stadig smart og praktisk. Bagagerummet på 350 liter er rimeligt. Foto: Christian Schacht

Bil med personlighed

500X er sammen med Citroën C3 Aircross de to crossovere med størst personlighed.

Det er både et plus og det modsatte for modellen. Den har nemlig en unik italiensk udstråling, men den er altså samtidig en helt anden og mere voksen bil uden den kække Fiat 500's charme. Der er ingen tvivl om, at profilen er skærpet med faceliftet. Og de indre værdier holder stadig.

500X er stadig en bil, som er praktisk med regulær plads for og agter og et rimeligt bagagerum på 350 liter. Du skal dog også leve med en enorm C-stolpe i takt med tidens crossovermode, som tager meget af udsynet agterud, og en bagklap, der virkede, som om cylinderen har tabt pusten, så den kun åbner halvt.

Det betyder, at du har risiko for at knalde panden ind i kanten. Da vi senere testede en version med den større nye firecylindrede motor på 150 hk, opførte bagklappen sig dog noget bedre.

Bag rattet har du udsigt til et stiligt og velordnet instrumentbord med beklædning i karrosserifarven, ligesom i Fiat 500. Syvtommerskærmen med Fiats U-Connect-multimediesystem virker dog noget klejn og utydelig efter dagens standard og er heller ikke den hurtigste i byen.

Interiøret med et tråde til den ikoniske Fiat 500, har fået en ommøblering. Skærm og infotainment-system er dog noget gnidret. Foto: Christian Schacht
Interiøret med et tråde til den ikoniske Fiat 500, har fået en ommøblering. Skærm og infotainment-system er dog noget gnidret. Foto: Christian Schacht

Pænt med trækkraft

Sæderne er velpolstrede, kørestillingen er fin, og på vejen oplever du en bil, som involverer føreren mere end de andre modeller i 500-serien. Den nye motor gør det godt og leverer pænt med trækkraft, selv om den snakker lidt med under acceleration.

Forbruget er rimelige 14,5 km/l efter den nye WLTP-norm. Speederresponsen er kontant, undervognen, som Fiat 500X deler med koncernfætteren Jeep Renegade, er forholdsvis fast, mens styretøjet gør, hvad det skal uden ligefrem at være skarpslebet, og du har stadig en bil, som lægger mere op til komfortable hverdagskørsel, frem for sportslig fremfærd ad snoede sogneveje.

Grundmodellen til de 210.000 har det meste i udstyr. Men ingen nødbremse. Her skal du op i næste udstyrsniveau, City Cross, der koster det samme som intromodellen, altså 250.000 kroner. Så får du også masser af ekstraudstyr med, inklusive Apple Carplay, advarsel mod blinde vinkler, baksensor og adaptiv fartpilot. Men du kan dog ikke købe nødbremse som løst ekstraudstyr til grundudgaven. Det er en stor hage ved modellen, for så befinder vi os i samme farvand som den lidt større og ellers ganske veludstyrede Nissan Qashqai.

Konklusion

Fiat 500X er et fint og stadig frisk indslag i klassen for mellemstore crossovere. Den nye grundmotor og faceliftet giver vitalitet. Du skal dog op i versionen til 250.000 kroner for at få nødbremse. Det skaber unødige udfordringer for 500X, da konkurrenterne presser på.

Bysmart Fiat strammer smilet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce