Det må være logik for perlehøns at Billundbanen begraves


Det må være logik for perlehøns at Billundbanen begraves

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vil man ikke levere det, man har lovet, skal man da heller ikke sætte næsen op efter belønningen. Men det mener politikere åbenbart godt, man kan.

Det hører til sjældenhederne, at politiske forlig opsiges i dagspressen.

Normalt har politikerne røv nok i bukserne til at opsige en aftale ansigt til ansigt med de mennesker, man har indgået aftalen med. Men det gælder åbenbart ikke for Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen.

Han valgte sidste lørdag at opsige aftalen om Togfonden i avisen Danmark. Eller rettere, han valgte at trække tæppet væk under de dele af forliget, der sandsynligvis er flest stemmer i ikke at gennemføre. Det gælder en togbro over Vejle Fjord og en ny banelinje omkring Skanderborg og nordpå til Århus.

Til gengæld vil han gennemført andre dele, for eksempel den nye jernbane mellem Vejle og Billund.

Politik er åbenbart mere de små fidusers og det muliges kunst end det er troværdighed og ordholdenhed.

For hvordan var det nu, det var med jernbanen mellem Vejle og Billund? "Tullebanen", som den hedder i folkemunde.

Navnet har den fået, fordi det var Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahls betaling for at sikre forliget om Togfonden.

Jernbanen mellem Vejle og Billund var den gave, Dansk Folkeparti krævede, og fik, for at sige ja til en togbro over Vejle Fjord og den nye jernbanestrækning omkring Skanderborg.

Nu ryster man på hånden over det forestående valg og vil ikke levere varen. Til gengæld vil man holde fast i gaven.

Det er muligt, en sådan fremgangsmåde er anerkendelsesværdig blandt politikere omme i København.

Men for almindelige mennesker er det uforståeligt: Får man en gave for at levere en ydelse, så leverer man naturligvis ydelsen.

Vil man ikke levere ydelsen, så leverer man selvfølgelig gaven tilbage. Alt andet er da uanstændigt.

At det hele hænger sammen med det kommende valg gør ikke synet kønnere. At man skifter side er naturligvis politikernes ret.

Men hensynet til de mennesker, der stadig er truet af at få deres ejendomme ødelagt af en eventuel Billundbane, bør da tilsige DF at levere gaven tilbage.

Venstre vil i øvrigt heller ikke støtte banen, så få den nu lagt i graven en gang for alle.

Det må være logik for perlehøns at Billundbanen begraves

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce