Annonce
Navne

60 år: Stress satte en stopper for drøm om Folketinget

Stig Grenov, som mandag 15. marts fylder 60 år, var formand for Kristendemokraterne i syv år. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fødselsdag: Fra 2012 til 2019 var Stig Grenov landsformand for Kristendemokraterne.

Men den læreruddannede politiker, som mandag 15. marts fylder 60 år, fik ikke opfyldt et stort politisk ønske.

- Jeg ville så gerne have set Kristendemokraterne i Folketinget. Men når jeg ser udviklingen siden 2008, så er det ikke så ringe endda, sagde Stig Grenov, da han i oktober 2019 takkede af som formand.

Annonce

Det var ellers tæt på ved folketingsvalget grundlovsdag samme år.

Kristendemokraterne fik 1,7 procent af stemmerne, tæt på spærregrænsen på to procent, og partiet var derudover tæt på at snuppe et kredsmandat.

Allerede tidligt i valgkampen havde Stig Grenov imidlertid trukket sig som Kristendemokraternes frontfigur og overladt pladsen i tv-debatterne til Isabella Arendt.

Stig Grenov havde fået symptomer på stress, hvilket var forårsaget af, at han gennem lang tid havde kombineret posten som landsformand med et fuldtidsjob som lærer på Marie Mørks Skole i Hillerød.

Under valgkampen meddelte Stig Grenov, at han senere samme år ville trække sig som Kristendemokraternes formand.

Han forsøgte dog stadig at komme i Folketinget, men han fik blot 419 personlige stemmer, mere end en halvering af hans personlige stemmetal ved folketingsvalget i 2015.

Stig Grenov er gift med Benedikte Grenov. Parret har tre børn sammen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce