Skolebørn indsamler 4000 skodder og sender opsang: Voksne, ryd op efter jer selv

Cigaretskodder er i fokus til årets affaldsindsamling, og børnene finder rigeligt. Foto: Nicolai Svante Skovgård

Skolebørn indsamler 4000 skodder og sender opsang: Voksne, ryd op efter jer selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Til lyden af slagordene "det er ikke skod at samle skod" render børn fra Bredagerskolen i disse dage rundt og rydder op i Jelling. Tirsdag blev det til så mange skodder, at børnene har fortjent en præmie.

Jelling: 1000 indsamlede skodder giver en lille præmie, 1500 giver en stor præmie, og 2000 skodder giver en megastor præmie.

Sådan fortalte lærer på Bredagerskolen Ove Rasmussen, inden han tirsdag travede med sin del af børnene på Asgård, Bredagerskolens indskolingsafdeling, ud for at rydde op i Jelling. De er afsted hver dag i denne uge, men faktisk var tirsdagens indsamling alene nok til at udløse den megastore præmie for indsamlede cigaretskodder.

Tallet endte nemlig på 4112 skodder. Og en masse andet skrald derudover - blandt andet flasker, dåser og masser af plastik.

Det er dårligt for naturen, så nu hjælper vi med at gøre den god igen. Men de voksne burde selv samle deres skrald op i stedet for, at det er børnene, der skal gøre det.
Mona Fatma Bønnerup, elev i Bredagerskolens indskolingsafdeling Asgård
Optællingen stod børnene selv for. Her er de godt halvvejs gennem en af bunkerne. Foto: Nicolai Svante Skovgård
Optællingen stod børnene selv for. Her er de godt halvvejs gennem en af bunkerne. Foto: Nicolai Svante Skovgård

Opsang til de voksne

Og det er altså ikke noget, der glæder børnene.

- Jeg synes, det er for dårligt, at der er mange, der smider så meget affald i naturen, siger Valdemar Røien Bach, der var en af dem, der sad og talte sammen, hvor mange skodder der var samlet ind.

Og derfor var der en klar besked til de voksne syndere.

- De burde finde en skraldespand og smide det deri, siger Dicte Lund Randrup, der sad lige ved siden af og fulgte med i optællingen.

Hun påpeger dog også, at selv det er folk ikke gode nok til.

- Vi fandt faktisk også meget skrald lige ved siden af skraldespandene, siger hun efterfølgende.

Der var også masser af andet affald end skodder, og det blev efterfølgende sorteret i klasseværelserne. Foto: Nicolai Svante Skovgård
Der var også masser af andet affald end skodder, og det blev efterfølgende sorteret i klasseværelserne. Foto: Nicolai Svante Skovgård

Børnene har lært det

Børnene arbejder i denne uge med affaldsindsamling, og det har lært dem, at man skal smide sit skrald i skraldespanden, og at man skal tænke på at sortere det, så man hjælper klimaet.

Derfor svarer de alle nej til, at de kunne finde på at smide det i naturen.

- Jeg har prøvet at smide affald, men der vidste jeg ikke, at det var dårligt for naturen. Nu gør jeg det ikke, siger Mona Fatma Bønnerup.

Det var om at have skarpe øjne, når der skulle spottes cigaretskodder i vejgrøfterne. Foto: Nicolai Svante Skovgård
Det var om at have skarpe øjne, når der skulle spottes cigaretskodder i vejgrøfterne. Foto: Nicolai Svante Skovgård

Ikke skod at samle skod

Det var Ove Rasmussens delegation af børn, der stod for størstedelen af dagens indsamlede skodder. Og det skyldes, at de kom forbi lærerseminariet, hvor der lå rigeligt.

- Der var en underviser derude, der sagde, at det næsten var ærgerligt, at de studerende ikke var der, så vi kunne vise dem vores fangst, siger han.

Til gengæld fik børnene gjort opmærksom på sig selv på andre måder. Dagens slagråb var nemlig "det er ikke skod at samle skod".

Indsamling på søndag

Derudover har børnene til morgensamlingen sunget om "De kloge voksne", der handler om, hvordan voksne kan være så kloge, når de ikke kan passe på naturen og klimaet. Og Ove Rasmussen kan tydeligt se, at børnene er opmærksomme på naturen.

- Vi har efterhånden arbejdet med det her over noget tid, så det er begyndt at bundfælde sig, og børnene lærer også meget hjemmefra, så når de ser en bunke glasskår, ved de godt, hvad de skal gøre, siger han.

- Og så har de også set billeder af skildpadder og fisk indhyldet i plastik, og det gør jo også indtryk på dem, siger han.

Denne uges tema om affald er en optakt til søndagens Affaldsindsamling 2019, som Danmarks Naturfredningsforening står bag. Der er derfor i stort set alle byer arrangeret fællesindsamlinger.

I Jelling starter man klokken 10 på p-pladsen ved Fårupvej 10, og i Ådal inviterer Hovedkær Lokalråd til, at man kommer forbi dem til en sandwich og lidt at drikke klokken 13, når man er færdig med indsamlingen i de omkringliggende byer.

Skolebørn indsamler 4000 skodder og sender opsang: Voksne, ryd op efter jer selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce