Røverhistorier fra Barocks første 40 år: Så var der også dengang, hvor...

Claus (til venstre) og Michael "Miller" Johansen er brødre i både blod og musik. De stiftede Barock i 1979 og har flere scrapbøger, udklip-samlinger og minder i gemmerne. Foto: Peter Friis Autzen

Røverhistorier fra Barocks første 40 år: Så var der også dengang, hvor...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fredericias ældste poporkester, Barock, har eksisteret i 40 år. Så der er løbet ganske mange røverhistorier i scrapbogen....

Fredericia: -Nåja, kan du huske dengang, hvor...

Røverhistorierne og anekdoterne står i kø, når først Fredericias ældste poporkester, Barock, bladrer gennem scrapbøgerne og får gang i snakken om deres tid sammen. I år fejrer bandet 40 års fødselsdag.

Barock har seks medlemmer, men gennem årene har 22 forskellige passeret gennem besætningen. De to, der har været med længst, er brødrene Claus og Michael "Miller" Johansen. De var med til at stifte bandet og spillede til den allerførste koncert i februar 1979.

ElboBladet har sat dem stævne og lokket en stribe røverhistorier ud af dem.

Vi har oplevet meget, gennem årene. Og vi er ikke færdige endnu.
Michael "Miller" Johansen
Allerførste koncert som Barock var i februar 1979. Og fra første færd var der medieopmærksomhed på bandet, der dengang bestod af (fra venstre) Claus Johansen, Stig Mikkelsen og Michael
Allerførste koncert som Barock var i februar 1979. Og fra første færd var der medieopmærksomhed på bandet, der dengang bestod af (fra venstre) Claus Johansen, Stig Mikkelsen og Michael "Miller" Johansen. Avisomtalen blev klippet ud og gemt i scrapbogen. Foto: Peter Friis Autzen

1:

- Så var der også dengang, hvor Christina var højgravid, fortæller Miller.

Vi spillede på Rådhuspladsen i Fredericia og havde borgmester Jacob Bjerregaard med som en overraskelses-gæst på sang og guitar.

Men den største overraskelse kom nu hen imod slutningen på koncerten, hvor Christinas vand gik. Mens hun stod forrest på scenen og sang for.

Så sagde hun til os andre, at "jeg tror sgu, jeg skal føde nu. Men vi spiller lige færdig først".

Så spillede vi de sidste numre - måske sprang vi ét eller to over. Bagefter pakkede vi andre sammen, mens Christina tog på sygehuset og fødte sin søn.

PR-foto fra sidste halvdel af 90'erne. Foto: Barock
PR-foto fra sidste halvdel af 90'erne. Foto: Barock

2:

- Så var der også dengang, hvor vi spillede den allerførste koncert som Barock, fortæller Claus.

Det var på Fredericia Teater, hvor Dansk Musiker Forbund holdt årsmøde. Vi var 14 og 11 år, og Stig Mikkelsen var 17.

Vi var så nervøse, at Miller måtte tude lidt, inden vi gik på.

Vi var nogle af de unge musikere, der fik lov at spille på dagen. Det blev til fem numre, hvoraf vi selv havde skrevet de tre.

Vi fik ingen hyre for jobbet, hvilket egentlig er lidt pudsigt, når nu vi spillede for et musiker-forbund. Men det gik godt, og vi fik meget ros fra de voksne musikere. Det betød meget for os. Det var der, det hele startede.

To år efter debuten var Barock tilbage på Fredericia Teater. Nu var Jan Midjord (yderst til venstre) også kommet med. Bemærk det koncentrerede publikum på scenekanten. Også den koncert blev foreviget i Fredericia Dagblad og gemt i scrapbogen. Foto: Peter Friis Autzen
To år efter debuten var Barock tilbage på Fredericia Teater. Nu var Jan Midjord (yderst til venstre) også kommet med. Bemærk det koncentrerede publikum på scenekanten. Også den koncert blev foreviget i Fredericia Dagblad og gemt i scrapbogen. Foto: Peter Friis Autzen

3:

- Så var der også dengang, hvor vi skulle køre hjem efter en koncert, fortæller Miller.

Vi har tit haft venner og bekendte med ude at spille, som giver en hånd med eller bare hygger. Denne aften sad en af vennerne ved rattet på vej hjem. Alle andre i bilen sov.

Pludselig vågner jeg ved klask-lyden af refleks-pindene i vejkanten. Klask. Klask. Klask. Chaufføren er faldet i søvn, og bilen trækker langsom ud mod grøften, mens den pløjer reflekspælene ned.

Jeg råber op i panik og får vækket både chaufføren og alle de andre. Og vi er her stadig i dag.

Barock vandt Se & Hørs Grand Prix, som den gang var en eftertragtet titel, der gav adgang til rigtig pladeindspilning. Foto: Thomas Kvist Christiansen
Barock vandt Se & Hørs Grand Prix, som den gang var en eftertragtet titel, der gav adgang til rigtig pladeindspilning. Foto: Thomas Kvist Christiansen

4:

- Så var der også dengang, hvor Lars forsvandt ned gennem gulvet under en koncert, fortæller Miller.

Scenen bestod af kasse-elementer, og Lars havde et stort, tungt, elektronisk flygel med, som nok fik kasserne til at give sig en smule. I hvert fald rykkede kasserne sig, så hans stol pludselig forsvandt under ham. Og han røg med ned.

Men selvom han røg ned gennem scenegulvet, formåede Lars at spille videre med den ene hånd strakt ud i fuld armslængde over sit hoved. Så når vi andre kikkede hen på hans plads, kunne vi kun se en hånd danse rundt på klaviarturet.

5:

- Så var der også dengang, hvor vi skulle spille i en motorcykelklub, fortæller Claus.

Der var flere seje drenge blandt publikum, og dér kom vi som sådan et cola light-poporkester. Det lå i luften, at vi kunne få et lag tæsk, hvis ikke vi spillede noget rock.

Vi havde lavet en punk-udgave af den tyske grand prix-vinder "Ein bisschen frieden" og lavet en tekst med "Ein neues führer" og så videre. Den fik ikke for lidt med grove tysker-referencer.

Bagefter opdagede vi, at der var flere tyske rockere blandt publikum, så vi var lidt nervøse for, hvordan de tog det.

Men vi slap uskadt derfra - måske fordi Stig gik amok og smadrede sin Höfner-bas som et improviseret sceneshow.

6:

- Så var der også dengang, hvor vi skulle spille på Århus Musikkonservatorium, fortæller Claus.

Her var vi blandt fiiine musikere, og vi ville ikke gøre noget forkert.

Miller havde skåret sig i fingeren, da han på arbejdet havde haft hånden i en kasse med skrotaffald. Fingeren var syet med fire sting, og en aflysning truede. Men vi har aldrig aflyst et job. Og det gjorde vi heller ikke denne dag.

Miller fortalte på sygehuset, at han skulle ud at spille. Så de gav ham noget smertestillende. Under hele koncerten lod han hånden ramme låret ved hvert lilletromme-slag. Det tog af for slaget og aflastede fingeren, men gav ham til gengæld et blåt lår.

Dagen efter var fingeren så hævet, at stingene ikke kunne ses.

7:

- Så var der også dengang, hvor vi ret ofte spillede på Lady Hammilton på Axeltorv, fortæller Miller.

Indehaver Therkel var en god mand for det lokale musikmiljø, og han hyrede gerne amatørbands.

Men han havde ikke altid styr på sin kalender. Nogle gange fik han hyret to bands til samme dato - en gang imellem endda tre. Så det gjaldt om at komme først og få stillet op, inden de andre bands ankom.

Så når vi var hyret til Lady Hamilton, tog vi altid direkte ned og stillede op, så snart vi fik fri fra vores dagjob. Så når det andet band dukkede op, kunne vi sige "jamen, nu har vi jo stillet op og alt det".

8:

- Så var der også dengang, hvor vi skulle spille efter-koncert for Gnags i Lillebælthallen, fortæller Claus.

Den ene side af vores frontlyd døde under lydprøven. Nu var gode råd dyre, for vi havde ikke andet grej at trække på. Men heldigvis var Gnags' lydfolk søde og hjælpsomme. De hjalp os med at få lyd i begge sider af scenen - godt nok i mono, men alligevel.

Det er et eksempel på, at de store og berømte, vi har mødt gennem årene, altid er søde og hjælpsomme. Både teknikere og stjerner. Det har vi oplevet mange gange.

9:

- Så var der også dengang, hvor vi havde planlagt "en turné" på Bornholm. Den bestod af to spillejobs på samme spillested, henholdsvis fredag og lørdag, fortæller Claus.

Vi var blevet lovet overnatning i en penthouse-lejlighed, men den var på forunderlig vis forvandlet til en snusket skimmel-kælder. Vi skulle sove på madrasser, der havde pletter af, vi ved ikke hvad. En af os måtte ligge ind under knækket på en nedfaldsstamme.

På vej dertil havde vi problemer på færgen, fordi vores trailer var for høj, så vi måtte køre vores lillebitte bil ind på lastbildækket, hvor den lignede noget, nogen havde tabt mellem de store biler.

Nå, men planen var helt enkelt, at vi skulle drikke hele hyren op, inden vi tog hjem. Og det gjorde vi.

10:

- Så var der også dengang, hvor vi havde vores måske mest pinlige øjeblik nogensinde, fortæller Miller.

Tøsedrengene skulle spille i Middelfart, og vi blev hyret til at spille efter-koncert. Vi besluttede at lave en parodi på Tøsedrengene. Stig var i lårkort for at ligne Anne Dorte Michelsen, og Ole var klædt ud som Maria Bramsen - med kulør på huden og babser og det hele. Hans mikrofon var en pik med bananskræl.

Vi havde skrevet en anden tekst til "Sig du ka' li' mig", og alle var klædt ud for at ligne det tilsvarende medlem af Tøsedrengene.

Da vi kom ind på scenen, gik det op for os, at de rigtige Tøsedrengene - som vi så meget op til - stod lige foran scenen og så på os. Det var så vildt pinligt, at vi næsten ikke kunne være i det. Det var bare for meget. Men de tog det nu meget pænt.

11:

- Så var der også dengang, hvor vi skulle spille i Esbjerg, fortæller Claus.

Der var én betalende publikummer. Og da han ville til at gå, begyndte vi at forære ham øl for at få ham til at blive.

Det var et stort sted med diskotek på én etage og livemusik på en anden etage, så vi konkurrerede mod husets eget diskotek. Men selvom vi kun havde én publikummer, ringede spillestedet til os og hyrede os til endnu en koncert. Vi sagde ja. Aften nummer to var der nul betalende publikummer.

12:

- Så var der også dengang, hvor vi skulle indrette øvelokale. Her viste det sig, at Claus' evner som guitarist ikke slår igennem i hans håndværker-skills, fortæller Miller.

Det lykkedes ham at skrue sin behandskede hånd fast til loftet. Vel at mærke med en gammeldags, manuel skruetrækker.

Så hang han dér. Men det lykkedes dog at få gjort lokalet færdigt alligevel.

I lang tid havde pedellen på Fredericia Gymnasium i øvrigt givet os lov at låne et øvelokale der. Rar mand. Men man vil jo gerne have sit eget sted.

13:

- Så var der også dengang, hvor vi havde udgivet en scrapbogs-cd med vores samlede værker, fortæller Claus.

Et af vores børn ville have cd'en med i skole for at spille noget af den for kammeraterne i indskolingen. Cd'ens sidste nummer, som ikke var anført på indholdslisten, var "Røvballe, fisse og den 5. maj".

Det var selvfølgelig dét nummer, børnene valgte at spille for skolekammerater og lærere. Børnene kunne vist godt lide det, men i lang tid derefter fik jeg det onde øje fra både lærerne og pedellen.

14:

- Så var der også dengang, hvor vi skulle spille til damefrokosten på Fredericias heste- og kræmmermarked, fortæller Miller.

Jeg havde fået for meget vand at drikke inden koncerten, og efter omkring fem numre, skulle jeg tisse. Jeg kunne ikke vente.

Så snart et nummer sluttede, råbte jeg til de andre, at jeg skulle tisse og løb så om bag ved teltet og tog trykket af den overbelastede blære. Men inde på scenen havde ikke alle opdaget, at trommeslageren manglede.

Så mens jeg stadig tissede, begyndte Claus på introen til næste nummer. Resultatet blev, at jeg måtte storme ind på scenen - med åbne bukser - og kaste mig ned bag trommerne for at falde ind i nummeret.

15:

- Så var der også dengang, hvor Claus havde fået en knæskade, fortæller Miller.

Hans ben var stift, og smerterne var uudholdelige. Hos lægen havde han fået noget smertestillende - men det var nok liiidt stærkere end planlagt.

Claus blev ved med at sige til os andre, at "Altssså, I sstresssser bare helt vildt i dag, maaand". Vi andre kunne ikke lade være med at grine, for i virkeligheden var det ham, der sejlede rundt 15-16 pulsslag bag os andre.

16:

- Så var der også dengang, hvor vi havde fået en pladekontrakt og var på Sjælland for at indspille i et studie, fortæller Claus.

Samme dag skulle Danmark spille den senere så berømte fodboldlandskamp mod Sovjetunionen, grundlovsdag 1985 i Idrætsparken. Så vi fandt et værtshus med tv.

Mange værtshuse var tørlagt på grund af en øl-strejke, men vores sted havde tyske øl til overpriser.

Pludselig dukker en ældre herre op og spørger, om der er plads ved vores bord. Det var Ove Sprogøe.

Så sad vi dér: Vi havde været i studiet og følte os på vej mod stjernestatus. Det var grundlovsdag. Danmark vandt 4-2 over Sovjetunionen. Vi var blandt de få i landet, der kunne få en kold øl. Og vi nød det hele sammen med selveste Egon Olsen. Alt dét på én gang. Det var næsten for meget af det gode.

Røverhistorier fra Barocks første 40 år: Så var der også dengang, hvor...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce