64-årige Inga stod ved operationsbordet i Afghanistan: ’På tre måneder amputerede jeg 80 ben og 15 arme og kiggede efter skudsår i 170 maver’

Udsendt: - Jeg kan huske, da vi fik indleveret en soldat i 30 års-alderen på operationsbordet. Da vi var færdige med manden, som var far til fire børn, havde vi amputeret begge hans ben, hans ene arm, mens der kun resterede et lille stykke af den anden arm. Da vi skulle lægge ham i seng, var det fortsat en menneskekrop, men der var jo kun torso og hoved tilbage.

- Jeg tænkte, om det var bedre for ham, at han bare døde, men så sagde en klog mand, at det kun var manden selv, der kunne besvare dét. Men at det var vores opgave at sørge for, at han havde valget.

Det er bare en af de oplevelser, den nu 64-årige Inga Frisk havde i sin tid som operationssygeplejerske i Afghanistan.

En tid, der strakte sig over tre udsendelser af tre måneders varighed, hvor hun og andre danske sygeplejersker opererede både afghanske børn, engelske soldater og talibankrigere.

En tid, der i høj grad bar præg af intense arbejdsdage og søvnløse nætter, men også en tid, hun ikke fortryder at have været en del af.

For selvom hun har set mange mennesker miste livet, har hun også været med til at redde tusindvis. Mennesker, der fortsat er i live i dag, uanset hvor håbløs deres situation så ud, da de kom på operationsbordet. Inklusiv den føromtalte soldat, der fortsat i dag er far til fire.

Inga Frisk er født på halvøen Kegnæs på sydspidsen af Als. Hun har boet størstedelen af sit liv i Nordjylland, men flyttede sidste år til Vejle sammen med sin 67-årige ægtefælle Karsten, kort efter at hun tog afsked med arbejdslivet som sygeplejerske.

Hun blev for første gang udsendt som operationssygeplejerske i 2007, hvor hun tilbragte tre måneder i Kosovo. Måneder, der på ingen måde kan sammenlignes med den tid, hun var i Afghanistan.

For da hun året efter drog til Kandahar - en by i det sydlige Afghanistan med mere end 600.000 indbyggere - tog hun hul på knap 100 intensive dage, hun aldrig vil glemme.

- Skemaet var bygget op, så vi havde vagt ét døgn, mens vi næste døgn var tilkaldevagt og kun skulle møde op, hvis der var mange tilskadekomne. Men på de tre måneder var der kun fem nætter, jeg ikke blev kaldt ind, siger Inga Frisk.

Hun var tilknyttet et canadisk felthospital og samarbejdede med danske, canadiske og engelske læger.

Hun husker særligt tiden på grund af de mange afghanske børn helt ned til toårsalderen, hun opererede, fordi de havde lidt alvorlige hovedskader efter eksplosioner, der fik dem til at flyve flere meter i luften på grund af trykbølgerne.

Operationerne foregik i telte, hvor man var nødt til at lægge de kirurgiske instrumenter fra sig, når der var højlydte brag udendørs.

- Vi fjernede typisk et stykke af kranieknoglen, som vi opererede ind i lysken, fordi vi ikke havde et sterilt sted at opbevare det, som man har det på danske sygehuse. Vi fjernede så knoglen igen en uge senere og opererede den tilbage i hovedet.

- Det påvirkede mig ekstremt meget, at børn lå og skreg, men vi formåede at redde deres liv, fortæller Inga Frisk.

Hun har selv tre voksne børn og otte børnebørn. Den ene af sønnerne, der selv har været i Afghanistan, opfordrede sin mor til at melde sig til Forsvaret.

Den nu 64-årige kvinde blev året efter sendt til Camp Bastion, den afghanske militærlejr i Helmand-provinsen, hvor hun og andre danske læger og sygeplejersker arbejdede på et engelsk felthospital.

Selvom arbejdstiden var betragteligt bedre tilrettelagt end året forinden, så er det alligevel dén tid, der har sat de største spor.

Hun påpeger, at der var så travlt, at der ofte var indleveret 20 tilskadekomne på én gang, hvilket regelmæssigt resulterede i timelange operationer.

Hun var på tre måneder med til at amputere 80 ben og 15 arme, mens hun undersøgte 170 maver for skudsår. Endvidere skar hun hjertet ud på seks soldater for at se efter livstruende skader.

- Hvis jeg ikke havde haft den imaginære kasse i baghovedet, hvor jeg gemmer alt dét, jeg har oplevet, led jeg nok af PTSD eller noget andet, men det gør jeg ikke. Min mand kan i al fald skrive under på, at jeg ikke er anderledes, end jeg plejer, smiler hun.

Hun havde kun tre fridage på de tre måneder i Helmand-provinsen, hvor hun boede i telt og sov i en feltseng med under 60 centimeters gulvplads.

Når Inga Frisk - der af soldaterne var kendt under navnet ”Mama Fresh” - forlod Afghanistan, gik der ikke mere end to dage, før hun var tilbage på operationsgangen på Aalborg Universitetshospital.

En markant anderledes hverdag, som pludselig var svær at vænne sig til, når hun var blevet vant til rædselsdage og nætter, hvor hun enten arbejdede eller blev vækket for at søge i sikkerhed.

- Der var perioder, hvor jeg ikke kunne sove, fordi jeg havde været vågen om natten i flere måneder. Der var dage, hvor jeg blev nødt til at gå hjem undervejs, fordi jeg var svimmel og utilpas, siger Inga Frisk, hvis operationsbord i det hjemlige ikke kan sammenlignes med Kandahar og Helmand-provinsens ditto.

- Nogle gange lå der en talibankriger på det ene operationsleje, mens der lå en soldat på det andet. De havde muligvis skudt hinanden, men de lå side om side. Det var ikke sådan, at vi bare lod nogen dø, for når man først står ved operationsbordet, så redder man dem, der kan reddes, siger Inga Frisk, der som en af få danske sygeplejersker var for tredje og sidste gang i Afghanistan i 2013, hvor hun samarbejdede med et engelsk og amerikansk sundhedspersonale.

Her efter Talibans hurtige fremrykning og kollapset i hovedstaden Kabul gør hun sig tanker om det mørke, der har lagt sig over Afghanistan netop nu.

Hun begræder, at Taliban på kort tid har overtaget magten, og hun frygter særligt for kvinders rettigheder og pigers skolegang, da undervisningen hurtigt kan komme til at bestå af læring fra Talibans egne lærebøger.

Men at Afghanistans situation på et øjeblik har forvandlet sig fra det bedre til det værste, ændrer ifølge Inga Frisk ikke på, at hendes måneder i Afghanistan var noget værd. Noget, hun i dag er enormt stolt af at have udrettet.

- I dén tid, vi var der, var det godt for rigtigt, rigtigt mange afghanere, men det er slut nu. Det kan sagtens være, det ender med at være, som det var for 20 år siden, men det ændrer ikke på, at det var noget værd menneskeligt, at vi var der i de år. Vi har reddet så mange fra at dø, at det ikke kan tælles på tusinde hænder. Det må ikke gå i glemmebogen, siger Inga Frisk, der ikke fortryder, at hun for 16 år siden lyttede til sin søn og meldte sig til Forsvaret, som hun endeligt forlod i 2014.