Annonce
Vejle

65 borgere blæser til klimaplan: Man kan da sagtens cykle 15 kilometer til job - og hjem igen

Arbejdet med at formulere en klimaplan for Vejle Kommune har været en omfattende proces i løbet af 2019 og 2020. Politikere, borgere, virksomheder og kommunale fagfolk har holdt møder og workshops. Nu er tiden kommet til, at en endelig klimaplan ser dagens lys. Arkivfoto: Mette Mørk
65 vejlensere har indsendt nye forslag til den kommende klimaplan i Vejle Kommune. De mener, at byrådspolitikerne skal hæve barren. Natur- og miljøudvalget skal stemme om planen i dag.
Annonce

Vejle Kommune: Det skal være lettere at cykle og sværere at køre bil. Og  politikerne skal gøre en aktiv indsats for at skære ned på antallet af biler.

Sådan lyder det blandt andet fra 65 borgere, der har sendt forslag og feedback til Vejle Kommunes kommende klimaplan.

Klimaplanen er hovedopgaven til Realdanias projekt DK2020. Den skal vise vejen til, hvordan kommunen når i mål med at reducere udledningen af drivhusgassen CO2 med 70 procent senest i 2030 og være såkaldt klimaneutral i 2050.

Klimaplanen findes i øjeblikket som et udkast, men i december skal byrådsmedlemmerne afgøre med sig selv, om de og kommende byråd vil forpligte sig til at arbejde for en grøn fremtid for kommunens borgere - og vedtage planen.

- Der er mange gode elementer i klimaplanen, men vi synes godt, at man må være endnu mere ambitiøse, siger Britta Edelberg, tidligere frontfigur for Grønt Forum.

Hun er en af de 65 borgere bag forslaget. Bag underskrifterne gemmer også postbude, læger, en murer, en kirketjener og en række medlemmer af foreningen Klimafokus Vejle og Den Grønne Studenterbevægelse.

Annonce

Op på cyklen

Kommunen bør arbejde for, at flere indbyggere i kommunen ikke automatisk udløser endnu flere biler, lyder det fra borgergruppen.

- Politikerne ser elbiler som en løsning. Det ser vi ikke som en løsning. Det er en del af løsningen, men det er mere vigtigt at få cyklerne på banen. Elbiler kræver stadig meget energi, idet de skal produceres. Elbiler er en løsning på den lokale forurening, men det er ikke en langsigtet løsning, siger Britta Edelberg.

Hun taler derimod for at fremme cyklismen og gøre det mere besværligt at være bilist i byen.

- Man kan sagtens cykle 15 kilometer til arbejde. Hvis man er lidt sart over for dårligt vejr, så gør man det måske ikke hver dag. Hvis vi nu cyklede hver anden dag, så ville vores samfund se fuldstændigt anderledes ud, siger Britta Edelberg.


Alle vil jo have alt muligt grøn energi - vindmøller og solceller, men de vil ikke have dét der, hvor de bor.

Karl Erik Lund (DF, formand for natur- og miljøudvalget


Annonce

Ikke gas

På energi-området mener underskriverne, at politikerne skal åbne for at rejse fællesejede vindmøller, hvor overskud fra møllerne går til investeringer i lokalområderne. Derudover er borgerne ikke begejstret for mere biogas.

I stedet bør politikere undersøge muligheden for at bruge jordvarme til at dække varmebehovet. Det forklarer Ruth Marie Kondrup, ejer af Markedshaven Kastanjely og en del af Klimafokus Vejle.

- Det er fantastisk, at de går ind for sol- og vindenergi, men der er alligevel nogle kraftige huller i at sikre bæredygtig energiforsyning. I øjeblikket skal hullerne dækkes med biogas. Men hvis du ser på, hvor længe vi skal afskrive på biogasanlæggene, så forudsætter det også, at vi har dyreproduktion i mange år. Det hænger ikke helt sammen med, at de anbefaler, at vi spiser mindre kød, siger Ruth Marie Kondrup.

Ruth Marie Kondrup roser kommunen for at inddrage borgere og foreninger i den grønne omstilling. - Der er sket en kæmpe forskel, og det er så godt. For et par år siden blev vi anset som nogle aktivister, men nu bliver vi taget mere alvorligt, siger hun. Arkivfoto: Yilmaz Polat

De 10 mest oplagte handlinger inden 2030

  1. Biogas - fuld udnyttelse af lokal biogasressource
  2. Personbiler og varebiler - 30 procent omstilling til el
  3. Skovrejsning på 3000 hektar
  4. Gasfyr - 9200 stk. afvikles
  5. Øvrige tiltag på landbrug
  6. TVIS-systemet - udfasning af naturgas
  7. Bredsten-Balle, Egtved og Jelling - udfasning af naturgas
  8. Udtagning af kulstofrig landbrugsjord
  9. Industri - 25 procent reduktion i naturgasforbrug
  10. Oliefyr - cirka 1000 stk. afvikles
Annonce

Godt med idéer - meeen

Denne mandag eftermiddag mødes medlemmerne af natur- og miljøudvalget. De skal nu tage stilling til udkastet til den kommende klimaplan. Om de vil sige ja og anbefale over for byrådet, at CO2-reduktionsmålet på 70 procent vedtages, samt at kommunen fastsætter målene om at tilpasse kommunen mod klimaforandringer og gå efter CO2-neutralitet i 2050.

- Nu fanger bordet snart, siger Karl Erik Lund (DF), formand for natur- og miljøudvalget

Borgernes pip har indtil videre ikke ført til ændringer i klimaplanen. Karl Erik Lund hilser dog deres engagement og idéer velkommen. Men han er dog langt fra enig.

- Skal vi parkere vores biler 15 kilometer fra byen og så cykle? Og skal vi helt droppe kød? Det mener jeg ikke er nødvendigt. Alting med måde. Vi skal have varmepumper og elbiler, men hvordan skal vi få al den strøm til det? Alle vil jo have alt muligt grøn energi. Vindmøller og solceller. Men de vil ikke have dét der, hvor de bor, siger Karl Erik Lund.

Han mener, at det er bedre at udnytte de lokale biogasressourcer. Han er umiddelbart heller ikke begejstret for at undersøge muligheden for at hente varme op fra jorden i et geotermisk anlæg.

- Det har man jo prøvet på i Givskud. Det kostede spidsen af en jetjager, og det fik man ikke noget ud af, siger han.

Inden året er omme skal klimaplanen afleveres til DK2020. Den sendes til endelig vedtagelse i Vejle Byråd den 9. december.

Vejle og CO2'en

  • Vejle Kommune vedtog sin første Klimastrategi i 2009. Den havde  et mål om en CO2-reduktion på 10 procent i forhold til et CO2-regnskab baseret på data fra 2007.
  • En revideret udgave, Klimastrategi 2.0, blev vedtaget i 2013 med et mål om en 15 procents reduktion. Men i 2015 måtte byrådet sande, at de igangsatte initiativer slet ikke var nok til at nå det mål-
  • Herefter holdt politikerne sig fra nye reduktionsmål. Men i 2019 sagde byrådet ja til at være en del af Realdanias projekt DK2020. Det er en fælles indsats mod klimaforandringerne.
  • I 2020 skal Vejle og 19 andre kommuner diske op med klimaplaner til DK2020. Planerne skal vise, hvordan de bliver klimaneutrale senest i 2050, og hvordan de vil reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Efter endnu en uge med rekordhøje smittetal: Disse områder i Vejle er lige nu hårdt ramt

Annonce