Give: Der kunne ses en sort røgsøjle fra både Tørring og Give, da en mand på Thyregodvej torsdag formiddag havde givet sig til at brænde affald af.
Affaldet bestod blandt andet af en gammel landbrugsvogn pålæsset med gummidæk og jern, som manden havde trukket ind i et stort bål.
- Men det er altså ikke efter forskrifterne, selvom man er uden for byzone, fortæller politikommissær Jesper Duus fra Patruljecenter Midt.
Der var nemlig tale om ulovlig afbrænding af affald og dermed en overtrædelse af miljøloven.
Den 70-årige forklarede selv, at han bare var ved at rydde op.
- Men det blev den dyre måde at rydde op på, siger indsatsleder Henrik Due fra TrekantBrand, som var ude og slukke det ulovlige bål.
Indsatslederen beskriver bålet som "voldsomt."
Manden på Thyregodvej kan altså nu se frem til en bøde, og han er desuden blevet meldt til Vejle Kommunes miljøafdeling.