Fredericia: 12 kinesiske unge står forrest i køen til at få lov at fortælle om deres innovative ideer. I deres ternede skoleuniformer skiller de sig ud blandt de tusindvis af elever fra grundskoler og ungdomsuddannelser, som torsdag har indtaget MesseC.
Den årlige udgave af Danish Entrepreneurship er i fuld gang, og i den fjerneste ende af hallen står de ældste elever i kø for at pitche deres ideer.
61 elever fra IBC er med i den store idekonkurrence, som har 2200 deltagere fra hele landet. Med i konkurrencen er også de 12 kinesiske studerende fra Shanghai.
- Vi er blevet inviteret til at deltage af Fonden for Entreprenørskab, og vi har haft vores elever til at arbejde målrettet med design og innovation i den forbindelse, forklarer de unge kineseres lærer, mens hun sikrer sig rigeligt med fotos på sin Huwai-telefon.
De 12 fordeler sig ved tre borde med hver deres oplæg. Køen til de engelske dommere er minimal i forhold til køen til de danske deltagere, hvor der typisk er tre-fire elever om et projekt.
Det er første gang, at jeg er med som dommer. Det er virkelig inspirerende.Christine Kloster Warberg - innovationskonsulent
God ide fra Erritsø
I den anden ende af hallen er tre elever fra Erritsø Fællesskole afdeling Bygaden i gang med at sælge deres ide om Talentfabrikken til dommer Christine Kloster Warberg - innovationskonsulent på Randers social- og sundhedsskole.
- Det er første gang, jeg er dommer, og det er vildt inspirerende, siger Christine Kloster.
Hun har spurgt grundigt ind til de tre elevers ide om, at 8-15 årige børn skal kunne samles i fællesskaber for at finde noget, de har lyst til at bruge deres fritid på.
- Det handler meget om at se, hvordan de har arbejdet med processen. Her har de været omkring Fredericia Kommune for at teste, om der kunne være et behov for deres ide, og det tæller godt i bedømmelsen, siger Christine Kloster.
For eleverne Emil Haugaard, Noah Andersen og Freja Weiss Nielsen har Edison-projektet været en sjov oplevelse. Det er anden gang, de skal forsvare deres ide over for en dommer. Ved udtagelseskonkurrencen til at være med i MesseC gjorde de det så godt, at de vandt deres kategori.
- Det har været sjovt at få tid til at arbejde med et emne i dybden, siger de tre elever, som var afsted sammen med seks andre elever fra 7. årgang i Erritsø og deres to projekter.