Annonce
Jelling

87 skolebørn blev sendt hjem og en klinik måtte lukke: To falske corona-svar fik store konsekvenser

Katrine Schmidt Jørgensen fra FysioFit Jelling havde nogle hektiske døgn, efter hun blev testet positiv for coronavirus. Mere end 50 telefonsamtaler havde hun med patienter, kolleger, venner og familie frem til, at hun få dage senere fik et negativt testsvar. Arkivfoto: Anders Kynde
Først var den positiv, så var den negativ. Det fik store konsekvenser for adskillige personer på Jelling-egnen, at to personer for nylig blev testet falsk positive for coronavirus.
Annonce

Jelling: Kan man stole på resultatet fra en coronatest?

Det spørgsmål er relevant at stille, efter at en folkeskolelærer og en fysioterapeut i Jelling på under en uge først blev testet positive for coronavirus og få dage senere testet negative. Begge havde ingen symptomer på noget tidspunkt.

Men da de negative svar først dukkede op på Sundhed.dk, var himmel og hav allerede sat i bevægelse flere døgn forinden.


Det er tankevækkende, hvad min positive test nåede at sætte i gang. Bare på grund af mig er mindst 50 personer blevet testet, og så vidt jeg ved, er alle testet negative.

Katrine Schmidt Jørgensen


På Bredagerskolen blev 87 elever og tre medarbejdere sendt hjem fra mandag til fredag på grund af den coronaramte lærer, som altså alligevel ikke var ramt af corona.

Og hos fysioterapiklinikken FysioFit Jelling fik medindehaver Katrine Schmidt Jørgensens positive coronatest også vidtrækkende konsekvenser.

Alle patienter blev kontaktet og medarbejderne sendt hjem. Noget, som også påvirkede Thommysminde Centret, som ligeledes valgte at lukke ned, fordi en af Katrine Schmidt Jørgensens kolleger arbejder begge steder.

Men fire dage efter hendes positive coronatest, fik hun svar på en ny test: negativ.

Annonce

Unødvendige bekymringer

Så nu er Katrine Schmidt Jørgensen tilbage i FysioFit Jelling. Hun føler sig stadig helt rask, men alligevel nager det hende, hvor stor betydning den positive test fik for rigtig mange mennesker.

- Jeg synes, den har haft kæmpestore konsekvenser. Først og fremmest har den givet bekymringer for en masse mennesker. Særligt patienterne har frygtet, at de var blevet smittet af mig. Noget andet er de økonomiske konsekvenser, der er forbundet ved at lukke en virksomhed i to et halvt døgn, men det er trods alt bare penge, siger hun.

Hendes tillid til testsystemet er faldet efter oplevelsen.

Tidslinje

Katrine Schmidt Jørgensen havde en hektisk uge med to coronatest, der gavto forskellige svar.

  • Mandag 14. september klokken 17.01: Coronatest foretages i Billund Lufthavn
  • Onsdag 16. september klokken 11.45: Svaret viser, at testen er positiv.
  • Fredag 18. september klokken 09.20: Ny coronatest foretages ved Kolding Sygehus
  • Lørdag 19. september klokken 14.00: Svaret viser, at testen er negativ.

- Jeg synes, det er svært at stole på, at vi får det helt præcise svar. Problemet er, at vi ikke kan finde ud af, om det er det rigtige eller det forkerte, og når vi så får en positiv test, er vi nødt til at følge alle retningslinjer, siger hun.

- Jeg vil ikke sige, at jeg har fortrudt, at jeg lod mig teste. Jeg kan jo ikke være sikker på, om det var en falsk positiv, for det kan også have været en falsk negativ, jeg fik til den sidste test. Det har jeg bare svært ved at tro på, fordi jeg ingen symptomer har haft. Nu ved jeg bare, at jeg er frikendt og må tage på arbejde igen, fortsætter hun.

Også på Bredagerskolen var der heller ingen fortrydelse over, at man sendte en hel årgang hjem. Men der var også plads til en forundring.

- Man kan undre sig over, at læreren først testes positiv og derefter negativ, men lige meget hvad har vi handlet på den rigtige måde, sagde skoleleder på Bredagerskolen, Lance Luscombe, til avisen i sidste uge.

Annonce

Tæt på 100 procent

Ifølge Statens Serums Institut (SSI) og Sundhedsministeriet bør man stole på resultatet af en coronatest. Til avisen Information skrev ministeriet følgende svar 29. juni 2020:

"Specificiteten ved de PCR-analyser, som SSI foretager, antages at være tæt på 100 procent. Dermed bør der ikke være falsk-positive svar."

Men om man kan stole på testen, er én ting. Noget andet er ventetiden.

- Jeg synes, det største problem ligger i, at det tager alt for lang tid, inden vi får et svar. Vi skal vente op til 72 timer. Vi nåede at lukke klinikken i to et halvt døgn, før jeg min svar på min anden test, som var negativ, siger Katrine Schmidt Jørgensen.

Hun står nu tilbage med en følelse af frustration.

- Det er tankevækkende, hvad min positive test nåede at sætte i gang. Bare på grund af mig er mindst 50 personer blevet testet, og så vidt jeg ved, er alle testet negative. Måske er det spild af ressourcer. Måske er det teststrategien, der fejler. Hvis du spørger mig, synes jeg, at det er lægen, der skal henvise til en coronatest og ikke personen selv. Men jeg er ikke ekspert, lyder det fra fysioterapeuten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Regeringen vil udvide hjælpepakker efter nye restriktioner

Annonce