Annonce
Vejle

90 millioner kroner, gravemaskiner og rør i tonsvis er forsvundet: Her er forklaringerne på, hvad der skete - og her er svaret på Kais gode spørgsmål

De fleste bilister med rute gennem Vejle-egnen ved, at Tvis har gravet en del i området i 2021. Også selv om Tvis tog nætterne i brug - som her på Fredericiavej i Vejle - for at tage toppen af trafikgenerne. Foto: Tvis
Tvis har brugt et års gravearbejde, 90 millioner kroner og 20 kilometer fjernvarmerør. Nu er den store investering forsvundet som dug for solen, og bilisterne har et knurrepunkt mindre.

Vejle: "Oh-oh-no", har en og anden erfaren Vejle-egns-bilist nok tænkt, da skilte dukkede op for et år siden og fortalte, at Tvis havde sat et stort gravearbejde i gang for at føre fjernvarmerør ud vest for Vejle.

For Vejle-veje har et virusgen, der slår ud ved selv den mindste ændring af trafikstrømmene.

I løbet af 2021 har der været mange grunde til at bande stygt igennem bag bilrattene, men nu er det i hvert fald ikke længere Tvis, der er årsag til de grimme ord.

Annonce

Netop i disse uger løber fjernvarmevandet rundt i rørene på prøve, og det går godt.

- Der er ikke registreret problemer, efter at filtrene har fanget de urenheder, som i etableringen fanddt vej ind i rørene. Kunderne har ikke mærket forskel, siger Frans Andersen, der er formand for Jelling Varmeværk, der er ny i Tvis-familien.

Hvorfor den besværlige omvej?

Forud for denne situation er gået et stort arbejde med at grave hele 20 kilometer fjernvarmerør ned i Vejle og området vest for byen.

Kunne de mange meter rør ikke placeres andre steder end under vejenes asfalt med alt det trafikale kludder, det nu har givet?

Den tanke har mindst en af avisens læsere haft. Det gælder blandt andre Kai Damgaard Kristensen, der skrev til avisen:

"Nyt Tvis-fjernvarmerør fra Skærbæk og/eller Fredericia til Skibet og Jelling - hvorfor skal det passere Koldingvej, Fredericiavej og Toldbodgade ? Det forekommer mig at være en meget besværlig "omvej"!"

Vi har spurgt Tvis, som svarer med et kort med mange streger på, som skal vise, at der ligger megen eftertanke bag lige netop den rørrute, det endte med.

Her ses, hvor meget Tvis har grublet over, hvor fjernvarmerørene skulle gå mellem Vejle og oplandsbyerne. De blå streger viser, hvor de 20 kilometer fjernvarmerør endte med at blive gravet ned - bortset fra tre små sidsteøjebliksændringer i Jennum, V. Hornstrup og ved Fårup Sø. De gule og grønne streger viser andre "ruter", der blev valgt fra. Kort: Tvis

- Det er altså ikke kun os, der har gravet. Blandt andet har vi gravet lige efter Vejle Spildevand, fordi der ikke var plads til os begge på samme tid. Og det er ikke let at se de mange hensyn, vi har taget, siger projektleder Brian Schmidt, der sammen med projektchef Anders Jepsen har været to centrale Tvis-folk på det store arbejde.

Annonce

Tre nye fjernvarmeselskaber med

Vi skal tilbage til 2015 for at finde baggrunden for graveriet.

Skærbækværket blev ombygget i årene fra 2014 til 2017, og det efterlod en gæld på 1,5 milliarder kroner. Derfor gav det mening at forsøge at få flere med på det fælles fjernvarmenet.

Der blev rettet henvendelse til syv fjernvarmeselskaber. Tre af dem endte med at blive tilsluttet: Jelling, Bredsten-Balle og Vamdrup. Egtved var også inde i billedet, men valgte en anden løsning med flisfyr og varmeveksler.

Længere mod nordvest end Jelling kommer Tvis ikke, fordi eksempelvis Give er for langt væk. Det næste projektområde bliver Strib.

Vi undersøger alt før, vi vælger, hvor rørene skal lægges: Hvad er muligt, hvordan er bundforholdene, hvad er der af åer og jernbaner, hvilke andre ledninger - som eksempelvis højspænding og naturgas - er der i jorden, hvor er der overhovedet plads til os?

Brian Schmidt, projektleder ved Tvis

- Vi undersøger alt, før vi vælger, hvor rørene skal lægges: Hvad er muligt, hvordan er bundforholdene, hvad er der af åer og jernbaner, hvilke andre ledninger - som eksempelvis højspænding og naturgas - er der i jorden, hvor er der overhovedet plads til os? Hvad kan fungere trafikalt? Der er  både hensyn til golfbaner, flagermus og arkæologiske interesser, fortæller Brian Schmidt og Anders Jepsen.

Annonce

Vejdirektoratet sagde nej

Tvis spurgte, om rørene kunne føres langs motortrafikvejen, men der kom et negativt svar tilbage fra Vejledirektoratet.

De to Tvis-mænd er enige om, at Vejleområdet rent landskabeligt ikke er fjernvarmevenligt. Dertil er der alt for mange højdemeter.

Særligt slemt har det været omkring Knabberup og op ad Jennum-bakken, hvor vejens bund mere var en grusgrav end en ordentlig vejkasse.

Også inde i Vejle var der vanskeligheder. Blandt andet på grund af ukendte rør og ledninger. Kun omkring en tredjedel er registreret.

Når man en lørdag midnat finder hidtil ukendte rør fra 1902, så kan  man jo ikke bare kan hugge dem over og se, hvad der sker. Arbejdet måtte stoppe, indtil entreprenørernes folk kunne få afklaret, hvad de havde med at gøre. Og det tager alt sammen tid.

Projektet er blevet tilpasset undervejs. Eksempelvis lykkedes det at finde en vej over marker ved Jennum, så den lokale brugs dér ikke skulle døje med en endnu en trafiklukning, lige efter at kloakfolkene har været der.

Ofte ligger fjernvarmerørene i vejene, men et par steder fik Tvis aftaler med lodsejere, så det blev muligt at skyde genveje over markerne som her ved Vester Hornstrup. Foto: Leif Baun

Ved Vester Hornstrup fik man aftaler med lodsejere, så man kunne gå en mere direkte vej over markerne frem for en snoet vej omkring et vandhul, en rute, som tilmed ville have været til store gene for de mange turistbusser i området.

Ved Skovdallund var planen at tage den lige retning op gennem skoven, hvor den oprindelige vej fra hestevognenes tid lå. Men det viste sig, at andre havde haft samme tanke, så der skulle lægges alt for mange andre ledninger om, hvis varmerørene også skulle være der.

I stedet måtte Tvis så følge nutidens snoede serpentinevej op gennem skoven med de ekstra gener for trafikken, det gav.

"Argh!" har nok været et af de blideste udtryk, som bilisterne har brugt, når de er stødt på et af de mange steder, hvor der så ud som her på Amhøjvej i Jelling. Foto: Leif Baun

En del af de ting, der har påvirket tilrettelæggelsen af arbejdet, har været hensynet til trafiksikkerheden.

Annonce

Tvis sendte skolebus

- Der var en situation med skolebørn, der skulle til Bredsten-Balle. De ville få en omvej på to kilometer, og der kunne ske en ulykke, hvis et barn lige pludselig blev fristet til at "hoppe over" omvejen. Hvordan undgår vi det? Ved at tilbyde dem en skolebus. Og hvordan sikrer vi så, at det tilbud bliver brugt? Ved at udføre arbejdet i den koldeste tid. Der var også dele af arbejdet, der blev udført i skoleferier efter ønske fra skolerne, forklarer Brian Schmidt.

-  Det er en del af en grøn omstilling, hvor tre hele gasbyer tages ud. Det er dét, vi siger, når folk har været lidt trætte af det, siger Anders Jepsen.

Tilsammen reducerer udvidelsen til Jelling og Bredsten-Balle CO2-udledningen med 108.000 tons over en 20-årig periode. Det svarer til en reduktion på 93 procent.

Fjernvarmen kommer langvejs fra

Der var en gang, hvor fjernvarmen kom fra et varmeværk i den by, man boede i. Den tilstand er på vej væk. Når Tvis leverer fjernvarme til Vejleegnen, fordeler leverandørerne sig på denne måde:

  • 55 procent kommer fra Skærbækværket og flisfyring.
  • 20-25 procent kommer fra Crossbridge Energi, som olieraffinaderiet i Fredericia hedder i dag.
  • 20-25 procent stammer fra affald hos Energnist i Kolding.
  • Desuden er der overskudsvarme forskellige steder fra.

Tvis har netop fortalt sine kunder, at prisen kan holdes i ro, selv om flere andre melder om store prisstigninger. Det skyldes, at Tvis har flere varmekilder og næsten ikke bruger fossilt brændstof (olie).

En gang var transport af varme et problem, men nutidens rør er så velisolerede, at varmetabet fra transmissionsledningerne er nede på to procent.

Nu er millionerne, gravemaskinerne og rørene så væk. Og det menes, at man ikke skal have fat i dem de næste 50 år. Rørene slides kun lidt.

Vandet i dem er gjort iltfrit for at mindske indvendig tæring, og udenom rørene ligger en kraftig kappe, så rørene ikke er kontakt med undergrunden.

Byernes vækst er der også taget højde for.

I et af de populære tilflytterområder i Vejle Kommune, Jelling, ventes fjernvarmeforbruget i 2042 kun at være fire procent højere end nu trods stigende folketal. At flere borgere ikke giver ret meget ekstra varmeforbrug, kan forklares med moderne huses lave energiforbrug og efterisolering af de ældre boliger.

Det eneste, der er synligt af projektet nu, er et par pumpestationer i Stenager og Vester Hornstrup. Og de pakkes ind i træ og græstag, så de nærmest vil falde i ét med omgivelserne.

Annonce
Egtved For abonnenter

'Vi føler os ført bag lyset': Styregruppe har meldt sin exit fra Tour de France-planlægning

Danmark

Fredagens coronatal: Sætter rekord med 53.655 smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Vejle Boldklub

VB får kæmpe bøde og går efter hybridgræs helt til kanten: Det er ikke småpenge, kommunen må finde ekstra til banen

VEJLE For abonnenter

Hun lukker sin forretning efter 40 år: Nu siger Betzy farvel til arbejdslivet

Hedensted

Er der for lidt plads i skraldespanden? Nu kan du også aflevere de her produkter på genbrugsstationen

Debat

Styregruppen for tryghed, ro og sikkerhed i Sandvad og omegn svarer på kritik i VAF: Vi kæmper ikke imod asylansøgere, men imod Udlændingestyrelsen

Antallet af børn med forældre på kontanthjælp er næsten halveret på få år

Vejle

Stormvejret kan betyde oversvømmelser i Vejle: Sommerhusejere får særvarsel - det dige, der skulle sikre deres huse, er forsinket

Erhverv For abonnenter

Se video: Storbrand i Fredericia rammer hårdt i Vejle - 'Vi er sendt tilbage til start, men vi tager fat straks'

Jesper Buch kalder sagen grotesk: - Åndssvage iværksætter-regler bremsede min datters virksomhed

Erhverv

Skat og politi besøgte syv virksomheder under razzia i Vejle: Seks af virksomhederne skal kigges efter i sømmene

Topnazistens lillebror reddede mange fra de tyske kz-lejre: Men helten Albert endte selv som udstødt og glemt - fordi han hed Göring

Børkop

Stort idrætscenter har ansat en centerleder, der er kender af det lokale foreningsliv og italienske vine

VEJLE For abonnenter

'Sandvad er ved at grave sin egen grav': Det var ikke Udlændingestyrelsen, der opfordrede de vrede borgere til at droppe demonstrationerne - men hvem var det så?

Alarm 112

Stormens første ofre: En bokser er knockoutet og et væltet træ spærrer Hærvejen

Annonce