Annonce
Vejle

96-årig Vejle-maler bliver trækplaster for ny udstilling

Albert Bertelsen er her foreviget for P-hus Albert, der bærer flere af hans billeder på forsiden. Nu kan folk gå fra P-huset til Bygningen og se hans kunst, når Galleri Sct. Gerrtud udstiller her i oktober. Arkivfoto Michael Svenningsen

Galleri Sct. Gertrud fra København har lejet Bygningens store sal til en kunstudstilling den første weekend i oktober.

Vejle: Maleren Albert Bertelsen bliver trækplastret, når Bygningens store sal den første weekend i oktober danner rammen om en udstilling af færøske og danske kunstnere.

Det sker i weekenden 5. - 7. oktober, og bag udstillingen står det københavnske Galleri Sct. Gertrud.

Galleriets indehaver, Kurt Svendsen, har med velberådet hu valgt Albert Bertelsens hjemby, Vejle, som centrum for udstillingen.

- Jeg har kendt og samarbejdet med Albert Bertelsen i over 20 år. Han er enestående som menneske og som kunstner. Jeg synes, det er fantastisk, at han i en alder af 96 år stadig har lyst til at male. Han siger altid, at han har det bedst, når han fordyber sig i atelieret, maler og tegner. Albert er et stort navn i galleriet i København, såvel som når jeg er på kunstmesser. Hans billedunivers er unikt og taler til mange mennesker, siger Kurt Svendsen.

Når han lægger billeder af Alberts nye malerier på sin hjemmeside, bliver han straks kimet ned af folk, der vil eje et af dem.

Annonce

Jeg synes, det er enestående, at Albert Bertelsen stadig er optaget af at male og tegne, når han er 96 år. Han har det bedst, når han opholder sig i sit atelier.

Kurt Svendsen, Galleri Sct. Gertrud

Galleri Sct. Gertrud

Galleri Sct. Gertrud, der ejes og drives af Kurt Svendsen, er med sine over 35 år i dansk kunst et af de ældste. Galleriet blev grundlagt i Sct. Gertruds Stræde i København, og herfra stammer navnet.Nu bor galleriet i smukke lokaler i et middelalderhus i Møntergade 10 i København, der bare emmer af historie. Huset er opført i 1700-tallet og skulle være det eneste hus i Møntergade, som overlevede den store brand i 1728.

Galleri Sct. Gertrud er kendt for sit samarbejde med nordiske, især færøske kunstnere, og repræsenterer navne som blandt andre Amariel Nordoy, Eydun av Reyni og Øssur Mohr. Albert Bertelsen er den danske kunstner, som Kurt Svendsen nu gennem 20 år har haft et tæt samarbejde med.

P-Hus Albert er udsmykket med maleren Albert Bertelsens billeder. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Altid en glæde at besøge Albert

Det var Albert Bertelsens ven fra kunstnersammenslutningen Pro, Bjarne Troelstrup, der skabte kontakten mellem Kurt Svendsen og Albert Bertelsen.

- Albert havde dengang en udstilling i Musikhusets galleri i Aarhus, som jeg besøgte. Jeg blev omgående fascineret af hans univers, kontaktede ham, og siden har han været tilknyttet mit galleri. Det er altid en stor glæde for mig at besøge Albert i hjemmet i Mølholm og se, hvad han arbejder mig. Han er altid i gang. Hvis han ikke maler, så tegner han nogle af sine fine erindringsportrætter, fortæller Kurt Svendsen.

Han har lejet Bygningens store sal, som vil blive indrettet med spanske vægge, hvor galleriets kunstnere kan præsentere deres billeder.

Kurt Svendsen har kigget på flere udstillingssteder i Vejle, men valgte Bygningen af flere grunde.

- Huset har en historisk plads i vejlensernes bevidsthed, og så ligger det centralt i byen som nabo til P-Hus Albert, hvor Alberts billeder er udsmykning på husets forside. Det kan ikke være bedre. Så kan folk gå fra P-huset til udstillingen og se hans nye malerier, siger Kurt Svendsen.

Albert Bertelsen har en stor fan-skare lokalt men også i hele landet, og det er Kurt Svendsen, ejer af Galleri Sct. Gertrud i hovedstaden, der nu står bag en udstilling i Vejle med Albert som træpkplaster. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Den 96-årige Albert Bertelsen er stadig aktiv som maler, og han skal male nye billedet til udstillingen i Bygningens store sal i oktober. Arkivfoto Michael Svenningsen
Albert Bertelsen er med sine 96 år Danmarks ældste aktive billedkunstner. Han har det bedst, når han opholder sig i sit atelier og er fgordybet i at male eller tegne. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce