Annonce
AC Horsens

AC Horsens forlænger med keeper

Michael Lansing har forlænget sin kontrakt med AC Horsens til udgangen af 2020. Arkivfoto: Ole Nielsen
Michael Lansing bliver i AC Horsens i resten af 2020 og skal opereres, når tiden tillader det.
Annonce

Horsens: AC Horsens' målmand Michael Lansing er en af syv spillere i klubben, der har kontraktudløb 30. juni. De skal alle tilbydes en måneds forlængelse på grund af det ændrede kampprogram, men Michael Lansing har i stedet skrevet under på en kontrakt, der løber til udgangen af 2020.

Årsagen til kontraktforlængelsen skal findes i den amerikanske keepers ene knæ.

- Det kræver en operation på et tidspunkt, så ved at forlænge aftalen med et halvt år, har vi givet hinanden tid til at få det på plads, siger manager Bo Henriksen.

Michael Lansing ville med kontraktudløb om et par måneder helst have klaret operationen med det samme, så han kunne være klar til en ny sæson og i den bedst mulige position i forhold til at få en ny kontrakt. Med det sammenpressede program i de kommende måneder og uden et oplagt tredjevalg som keeper, passede det dårligt ind i manager Bo Henriksens planlægning.

AC Horsens har i denne sæson satset på Matej Delac og Michael Lansing som målmandsduo, og så har klubbens U17-keeper fungeret som tredjevalg med pensionerede Søren Jochumsen som alternativ. Han har de seneste sæsoner vogtet målet på HFS' jyllandsseriehold ved siden af sit arbejde som eliteidrætskonsulent i Horsens Kommune.

Søren Jochumsen nåede også at være indkaldt til et par kampe i efteråret, da Michael Lansing var ude med karantæne efter det røde kort, som siden har kostet ham pladsen som førstevalg i målet.

Men Søren Jochumsen skulle med en operation af Michael Lansing her og nu stå stand by i de kommende otte uger.

Hvis Matej Delac løb ind i en skade eller karantæne, ville det sætte AC Horsens i en vanskelig situation i det nedrykningsdrama, der venter.

- Nu har vi stedet fundet en løsning, hvor vi hjælper hinanden. Michael Lansing har ikke problemer med at spille og træne, så indtil vi har en afklaring på vores sæson, er han med i truppen. Når tingene er afgjort, kan han blive opereret, og så vil han bagefter have god tid til at genoptræne, siger Bo Henriksen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os gå sammen om at redde Lillebælt

Annonce