Annonce
Give

Afdelingsleder frygter snus-epidemi: 'De fleste i 9. klasse bruger snus,' siger elev

Afdelingsleder på Firkløverskolens Søndermarksafdeling Elin Aggeboe kan med stor bekymring berette om udbredt brug af snus blandt eleverne i især 8. og 9. årgang på skolen. Foto: Cecilie Uhre
Afdelingslederen på Firkløverskolens Søndermarksafdeling, Elin Aggeboe, frygter, at en stor del af de ældste elever bruger snus. Elever fra 9. klasse fortæller, at flere af deres klassekammerater bruger det.

GIVE: Elin Aggeboe, der er afdelingsleder på Firkløverskolens Søndermarksafdeling i Give, er bekymret for, at mange af eleverne på skolen bruger snus.

- Efter sommerferien fandt vi snusstykker og -dåser på skolen. Vi lavede en frit lejde-ordning, så eleverne kunne komme og fortælle, hvem der tog det. Vi kom frem til, hvem det var, og snakkede med eleverne og forældrene om det. Og så tænkte vi, at det nok var stoppet der, fortæller Elin Aggeboe.

Men det har vist sig, at snusen stadig florerer blandt de unge. Ikke mindst i Give Lystanlæg. Elin Aggeboe fortæller, at skolen gennem eleverne har fundet ud af, at mange stadig tager snus nede ved anlægget og nok også i skoletiden.

- Vi har fundet snusbøtter igen, og vi kan høre på snakken, at der stadig er snus, siger hun.

Hendes fornemmelse er, at mange af eleverne på Firkløverskolens Søndermarksafdeling - hvor de ældste elever går - har prøvet snus. Og hun ved, at der er nogen på 9. årgang, der bruger det lidt mere fast.

- Men hvor mange der helt præcis bruger det, det ved jeg reelt ikke, for vi kan ikke få fat på dem, siger hun.

Annonce

Det, det bekymrer mig, er, at nikotinen er så afhængighedsskabende, og jeg ved ikke, om vi voksne ved nok om det. Vi bliver nødt til at skabe mere opmærksomhed omkring det. Snus er værre end rygning, og det breder sig som et steppebrand.

Elin Aggeboe, afdelingsleder, Firkløverskolens Søndermarksafdeling

De fleste elever i 9.-klasse bruger snus

Eleverne på Søndermarken fortæller selv, at mange af kammeraterne tager snus. Det er specielt til festerne, at mange prøver det.

- De fleste i 9. klasse gør det, fortæller en af eleverne til Give Avis.

Snus blev for alvor populært i sommer og har siden da tit været at finde hos eleverne, når de fester.

- Hvis man tager snus til en fest, kommer man hurtigere i gang. Så kan man drikke bagefter, siger en af eleverne.

Alle fem elever fra henholdsvis 8. og 9. klasse, som avisen har snakket med, har prøvet snus. Et par af dem har gjort det oftere.

Man skal være 18 år for at købe tobaksmidlet, men eleverne fortæller, at de selv kan købe det i Vejle.

Snus er skadeligt og afhængighedsskabende, specielt for unge

Snus indeholder en stor mængde tobak og nikotin. Det vil sige, at det på mange måder minder om at ryge en cigaret.

Da snus indeholder nikotin, bliver eleverne afhængige af tobaksproduktet. Nikotinen glider gennem slimhinden i munden og over i blodet.

Nikotinen er, ifølge Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, ekstra afhængighedsskabende hos unge, fordi deres hjerner stadig udvikler sig, og så længe hjernen er under udvikling, er den mere følsom over for nikotinen.

Og ligesom alle andre tobaksprodukter indeholder snus også kræftfremkaldende stoffer. Nogle typer snus øger, ifølge Kræftens Bekæmpelse, risikoen for kræft i bugspytkirtlen, spiserøret og mundhulen.

De fleste i 9. klasse på Søndermarkskolen i Give bruger snus. Snus blev for alvor populært i sommer og har siden da tit været at finde hos eleverne, når de fester. Arkivfoto

Det er ikke kun skolens problem

Elin Aggeboe ser snusproblemet som noget, hele lokalsamfundet er nødt til at gå ind i.

- Det er ikke kun skolens problem, det er hele lokalsamfundets problem. Det er bare os, der kan se det, siger hun.

Derfor har skoleafdelingen på Søndermarken i denne uge en kampagne, der skal oplyse eleverne om, at det er skadeligt at bruge snus.

- Eleverne skal se en video, og vi prøver at få nogle til at komme ud og fortælle om det. Gerne nogle, der har brugt det og nogle, der kan fortælle, hvorfor de ikke har brugt det. Og så laver vi nogle post-its og giver dem postkort fra Kræftens Bekæmpelse med hjem, fortæller Elin Aggeboe.

Men det er ikke nok, at det kun er skolen, der handler på problemet. Forældrene er nødt til at være med og gå i dialog med de unge.

- Vi skal som forældre støtte dem i, at det er okay at prøve ting af, og det er okay at fejle, og så skal vi støtte dem i at komme videre med den erfaring, de nu er rigere. Jeg håber, at forældrene tør at gå i dialog med deres børn. Det handler om, at de unge ved, at de kan spørge voksne til råds, og ved at de voksne ikke svigter, men gerne vil hjælpe, siger Elin Aggeboe.

Indtil nu har skolen fortalt forældrene til forældremøder, at der er snus på årgangen. Lærerne har opfordret til, at man hjælper hinanden og siger til, hvis man ved noget om snus.

- Når eleverne har set videoklippet, viser vi det også til forældrene og lægger det ud på intra. Så kan forældrene se, hvad det handler om, fortæller Elin Aggeboe, der håber, at forældrene vil støtte op og hjælpe med at løse problematikken.

Brug af snus kan medføre en lang række skader på tænder, tandkød og mundhule. Ultimativt kan det føre til kræft i mundhulen. Arkivfoto

Ingen hjælp at hente udefra

Uden for lokalsamfundet er det svært at hente hjælp.

Sundhedsafdelingen i Vejle Kommune fokuserer kun på røg, altså cigaretter, og SSP-afdelingen (samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi, red.) anerkender problemet. Men da snus ikke er ulovligt, og de ikke mener, de ved så meget om det, har de svært ved at gøre noget.

- Lige nu, synes jeg faktisk, at vi står lidt alene med det. Men jeg tror også, det er, fordi vi voksne ikke helt ved, hvad konsekvenserne er, siger Elin Aggeboe.

Elin Aggeboe oplever snus, som et større problem end cigaretter. Snusen er let tilgængelig og nem at skjule.

- Det det bekymrer mig er, at nikotinen er så afhængighedsskabende, og jeg ved ikke, om vi voksne ved nok om det. Vi bliver nødt til at skabe mere opmærksomhed omkring det. Vi har gjort alt for at gøre opmærksom på det skadelige ved rygning, men egentligt, er det her værre, og det breder sig som et steppebrand, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Små børn efterladt i Aarhus: Nu er to frihedsberøvet og en anholdt i sagen

Annonce