Annonce
Vejle

Afgørelse: Vejle Ådal fredes - lodsejere er tossede

Istidens spor er tydelige omkring Runkenbjerg, som nu er en del af den store fredning af Vejle Ådal, Fredningsnævnet for Sydjylland netop har vedtaget. Foto: Mette Mørk

Fredningsnævnet har besluttet at frede store dele af Vejle Ådal, selvom både Vejle Kommune og langt de fleste lodsejere i ådalen er imod.

Vejle Ådal: Mandag tikkede en mail ind til en stribe lodsejere med jord i Vejle Ådal.

Mailen rummede et brev fra Fredningsnævnet for Sydjylland, og brevets indhold var ikke som håbet.

Her bekendtgør fredningsnævnets formand, Vagn Kastbjerg, at nævnet har valgt at tage Danmarks Naturfredningsforenings reviderede forslag om fredning af Vejle Ådal til følge.

Med andre ord er mere end 800 hektar af ådalen fra Vingsted ud forbi Runkenbjerg nu fredet, hvilket betyder, at "der lægges visse bånd på de fredede arealer", som nævnet skriver i brevet til de mange lodsejere.

Annonce

Nogle lodsejere er meget klemt og har over 100 hektar i ådalen. Hver gang de skal gøre noget, skal de søge fredningsnævnet om lov med ekstremt lange svartider og bøvl til følge.

Per Johansen, næstformand i Lodsejerforeningen Vejle-Ådal
Fredningsnævnet har besluttet at gennemføre fredningen af Vejle Ådal fra Vingsted ud forbi Runkenbjerg, hvilket fremgår af fredningskortet. Illustration: Fredningsnævnet for Sydjylland, nordlige del

Sikre dynamisk ådalslandskab

Formålet med fredningen er at sikre og udvikle en stor og sammenhængende natur i et dynamisk ådalslandskab omkring Vejle Å, hvor de bærende og mest værdifulde elementer er de mange kilder og vandløb, overdrevene, skræntskovene, der alle sammen med de store enge ved Ravning og Runkenbjerg danner stor variation i landskabet, Ifølge brevet skal fredningen sikre en stribe punkter. Det gælder blandt andet den biologiske mangfoldighed i området og forbedre levevilkårene for et rigt dyre- og planteliv.

Fredningen skal beskytte de geologiske terrænformer og sikre deres formidling, sikre områdets kulturspor og sikre og forbedre områdets rekreative kvaliteter.

Ingen hindringer

Både Vejle Kommune og et stort flertal af de 133 berørte lodsejere er imod fredningsbeslutningen, som medfører en række restriktioner. Modstanderne forsøger Fredningsnævnet dog at komme i møde med følgende formulering:

"Fredningsnævnet har ved beslutningen om at gennemføre fredningen taget udgangspunkt i, at fredningen ikke skal lægge hindringer i vejen for den hidtidige erhvervsmæssige udnyttelse af arealerne i ådalen med især landbrug, dambrug og skovbrug, idet nævnet har ønsket at tage vidtgående hensyn hertil, og til beboerne i ådalen, således at der efter fredningen fortsat sikres en dynamisk erhvervsmæssig udvikling inden for fredningsområdet."

Det er ikke betryggende

Det er dog ikke en formulering, som beroliger en af de berørte lodsejere, Per Johansen, der er næstformand i Lodsejerforeningen Vejle-Ådal.

- Det lyder betryggende, men det er det ikke. Det er ikke frit, og vi er ekstremt tossede over det her. Nu skal der sidde tre mand i et fredningsråd, der skal bestemme, om vi skal have lov, hver gang vi skal lave noget erhvervsmæssigt. Nogle lodsejere er meget klemt og har over 100 hektar i ådalen. Hver gang de skal gøre noget, skal de søge fredningsnævnet om lov med ekstremt lange svartider og bøvl til følge, siger Per Johansen.

Han mener, at Danmarks Naturfredningsforening og nu Fredningsnævnet fuldstændigt har overhørt indsigelserne fra lodsejerne og kommunen, og afviser, at fredningen er nødvendig for at beskytte naturen.

- Vi skal i forvejen overholde gældende regler og love, og ingen skal være i tvivl om, at vi også ønsker en dejlig natur. Det er derfor, vi har passet på den i århundreder, siger Per Johansen.

Skal søge erstatning

Lodsejerne i ådalen har nu mulighed for at klage over afgørelsen og skal samtidig i gang med at opgøre deres erstatningskrav og rejse kravene over for Fredningsnævnet.

Erstatningskravene skal være fredningsnævnet i hænde senest 1. januar, men Per Johansen er ikke optimist.

- Nu kører den proces, og så må vi se, om vi kan få så meget erstatning som muligt. Men det bliver svært, konstaterer han.

Det var tirsdag formiddag ikke muligt at få en kommentar til beslutningen fra Fredningsnævnets formand, retspræsident ved Retten i Kolding Vagn Kastbjerg.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Alle plejecentre får måske fast læge

Annonce