Give: Ikke overraskende har styregruppen bag sommerhalvårets Kunst- og Skulpturdag i Give valgt at kaste håndklædet i ringen og aflyse den efterhånden traditionsrige og folkepopulære event, der skulle have fundet sted lørdag den 4. juni.
Årets tema var ellers Hollywood, og det skulle nok kunne have inspirere til en masse fest og liv i gaden downtown Give. Andre år har evenetn taget folket med til London, New York og Berlin, men i år må folket altså takket være coronakrisen blive hjemme fra disse sjove kulturrejser ud i den vide verden.
Baggrunden for aflysningen skal naturligvis ses i lyset af det forsamlingsforbud, som sundhedsmyndighederne og regeringen har sat op for danskerne. Et forbud, der betyder, at større events som festivaler, markeder, større sportsarrangementer osv. ikke må eller kan finde sted i hvert fald frem til 1. september.
- Vi har valgt at aflyse årets Kunst- og skulpturdag i juni og genoptage det gode arbejde til muligvis at lave en god isskulpturfestival i december og ellers lægge kræfterne i en fantastisk Kunst- og Skulpturdag 2021. Vi håber her at kunne invitere bredere ind, så alle de gode ideer og helt lokale aktiviteter kommer i højsædet, siger Trine M. Laursen, der er projektkonsulent og kommunikationsansvarlig på Kunst- og Skulpturdagen i Give.
Trine M. Laursen tilføjer, at skulle man gå rundt med gode ideer og input, så er man mere end velkommen til at fodre hende med iderigdom på trine@cityco.dk.