Jelling: Mange spændende fund i Jelling har gennem årene gjort os klogere på historien om vikingetiden.
Men fundet af en cykellignende genstand fra vikingetiden bag Kongernes Jelling, som vi beskrev i Vejle Amts Folkeblad tidligere i dag, torsdag 1. april, ja, det er en historie, som er lidt for god til at være sand.
Derfor er der naturligvis tale om en aprilsnar - hvad de fleste nok har gættet.
Til gengæld er det rent faktisk korrekt, at det omtalte stof med den sennepsgule farve blev fundet i Sydhøjen under udgravningerne i 1941. Dog kræver det en del fantasi at forestille sig, at stoffet blev brugt af vikingernes som en slags gul førertrøje a la den, vi kender fra cykelløbet Tour de France.
Den rigtige gule førertrøje kan du i øvrigt få at se søndag 3. juli 2022, når Vejle er startby på tredje etape i Tour de France. Her begynder etapen på havnen i Vejle, hvorefter rytterne sætter kursen mod Jelling og hilser på Unesco-monumenterne, inden de vender tilbage til Vejle og kører sydpå. Målstregen når de efter 182,2 kilometer i Sønderborg.