Vejle: Udrykningskørsel.
Et ord, der er gået igen i aviser, læserbreve og på sociale medier de seneste uger.
Årsagen er, at åbningen af Politiskolen i Vejle har medført masser af trænings-udrykningskørsler i den offentlige trafik.
Politiskolens leder, Per Allan Hansen, har forklaret, at Politiskolen selvfølgelig ikke ønsker at genere nogen, men at eleverne er nødt til at træne udrykningskørsel - og at træningen indimellem er nødt til at foregå steder, der kan belaste beboere i nærområdet.
- Det handler om, at eleverne skal lære stressfaktoren for sig selv, ligesom de skal lære, hvordan trafikanterne reagerer, siger han.
Politiskolen har siden mødt opbakning i Facebook-gruppen ”Facebook Vejle”, hvor knap 1.500 medlemmer har liket et opslag, hvor man kan tilkendegive sin støtte til skolen.
- Hvordan skal de nogensinde lære at køre udrykningskørsel, hvis de ikke må træne det i den virkelige verden? Vi ønsker vel alle, at politiet kommer hurtigt og sikkert frem? Det kan altså ikke øves på en lukket bane, lød en af kommentarerne til støtteopslaget.
Opbakning fra den ene side, kritik fra den anden
Forinden har Facebook dog også været ophav til mange kommentarer af knap så positiv karakter.
Flere vejlensere har påpeget støjproblemer fra de mange sirener - samt at skoleveje ikke er beregnet til øvelsesrute.
- Resultatet bliver, at de risikerer ikke at blive taget seriøst, når det virkelig gælder, skrev en Facebook-bruger.
Også en pensioneret beredskabschef og en pensioneret kriminalbetjent har stiller spørgsmål ved Politiskolens udrykningsøvelser.
Deres argument lyder, at der må findes andre områder, hvor eleverne kan øve de nødvendige situationer, og at øvelserne ikke bør belaste allerede tæt trafikerede veje i myldretiden.
- Selvfølgelig skal eleverne træne i det offentlige rum, men det bør ikke ske i myldretrafikken på eksempelvis Horsensvej eller Fredericiavej, hvor det skaber så meget panik, at det nemt kan ende i ulykker, siger eksbetjenten Tom Skovgaard.
Men hvad tænker du?
Er det okay, at Politiskolen træner udrykningskørsel i Vejles bytrafik? Eller skal skolen ændre måden, hvorpå køreundervisningen gennemføres?
Deltag i afstemningen herunder.