Annonce
Sport

Agent: José Mourinho er meget glad for at være i United

Rygter om managerposten i Manchester United fik fredag José Mourinhos agent, Jorge Mendes, til at kommentere den portugisiske managers forhold til Manchester United.

Agent Jorge Mendes følte fredag trang til at tale på José Mourinhos vegne om managerens forhold til klubben.

José Mourinho er tilsyneladende "meget glad" for at være manager i Manchester United.

Det beretter Mourinhos agent, Jorge Mendes, fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Der har været flere rygter om, at José Mourinho forlader Manchester United. Det er fuldstændig usandt.

- José er meget glad for klubben, og klubben er meget glad for ham. Han har en lang kontrakt med Manchester United, og han er er fuldt engageret i klubben og i at bygge et solidt vinderprojekt op, siger Mendes.

Udtalelsen fredag fra agenten kommer efter rygter i britisk presse om, at United overvejer at købe Tottenham-manager Mauricio Pochettino fri og erstatte Mourinho med argentineren.

Andre rygter har sat Mourinho i forbindelse med Real Madrid, hvor han tidligere har været træner.

Sæsonen har indtil videre været utilfredsstillende for Manchester United.

Klubben ligger på ottendepladsen i Premier League med 23 point i 15 kampe, og United er 18 point efter Manchester City på førstepladsen.

Manchester United er i øjeblikket otte point fra fjerdepladsen, som giver adgang til Champions League.

Sæsonen igennem er Mourinhos angiveligt mindre gode forhold til stjernespillere Paul Pogba også blevet endevendt i britiske medier.

55-årige José Mourinho har kontrakt til 2020 med Manchester United. Han kom til klubben i 2016.

Manchester United vandt senest det engelske mesterskab under ledelse af managerikonet Sir Alex Ferguson i sæsonen 2013.

Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB vandt igen - og den bedste var på midten

Annonce