Annonce
Sport

Aggressiv ukrainer ser fordel i træner med Wozniacki-fortid

Patrick Hamilton/Reuters
Efter 2017 stoppede Bajin og Wozniacki samarbejdet. Nu kan han måske være med til at afslutte hendes karriere.

Når Caroline Wozniacki i løbet af onsdag går på banen i Australian Open mod den 19-årige ukrainer Dayana Yastremska, møder hun ikke blot et af de mest hypede navne på WTA-touren.

Hun møder også en spiller med insiderviden fra Wozniacki-lejren.

Ukrainerens træner er nemlig tysk-serbiske Sascha Bajin, der har en fortid som slagmakker og i praksis assistenttræner for danskeren.

Yastremska anerkender tirsdag, at det kan være en fordel, at Bajin tidligere har været med på Wozniackis hold.

- Måske. Måske, ja, for han kender hende bedre, det er sikkert. Han kender til de små detaljer, siger Yastremska efter at have udspillet Kaja Juvan fra Slovenien natten til tirsdag dansk tid.

- Jeg har også min egen mening om hende (Wozniacki, red.), og hvordan jeg skal spille imod hende, så jeg skal helt sikkert tale med Sascha (Bajin, red.) om det hele.

- Men når man er på banen, kan man ikke kun følge en taktik, men må bare følge spillet.

Ukraineren er kendt som en af de mest aggressive spillere på WTA-touren.

Hun virker ikke benovet over potentielt at kunne gøre en ende på Caroline Wozniackis karriere ved anden runde af afskedsturneringen.

- Det tænker jeg ikke på. Jeg læste først i går, at det vil blive hendes sidste turnering, siger Yastremska.

Caroline Wozniacki og den hårdtslående ukrainer har mødt hinanden en gang før i 2019.

Her blev det til en sejr på 6-4, 6-4 til ukraineren i en turnering i Cincinatti i USA i august.

Fra mødet husker Yastremska den danske stjerne og nummer 35 i verden som en "god spiller".

- Hun er tålmodig, hun løber godt på banen, og hun læser spillet godt, siger Yastremska om Wozniacki.

Selv ligger Yastremska nummer 21 i verden og har med høj fart taget turen op ad ranglisterne.

Endnu forsøger hun dog at lære at tøjle alle aspekter af spillet.

- Vi arbejder med min stil og forsøger at gøre den lidt mere kontrolleret - at være i stand til at kontrollere min aggressivitet lidt mere på den rigtige måde, siger hun.

Målet for denne sæson har Sascha Bajin og Yastremska dog allerede på plads.

- Det er at vinde en grand slam-turnering, siger Yastremska og påpeger, at det er et af flere mål.

Skal det ske, står den tidligere danske verdensetter i vejen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jelling

Sognehus lukker - midlertidigt

Annonce