Annonce
Danmark

Alex og Vera klar med forslag til politikerne: Hjælp os med at blive klimavenlige

Alex og Vera Haurand vil gerne mindske deres CO2-aftryk. De har selv taget første skridt, men efterspørger politiske tiltag, der kan hjælpe dem og andre familier til at reducere deres CO2-udledning.

.

1 Sænk afgift på elbiler og udvid flekstrafik

- Det ville være en god idé at sænke afgifterne på elbiler eller på anden måde tvinge danskerne over på andet brændstof end benzin og diesel, som man roligt kan hæve prisen på. Der bør også stilles standardiserede krav til bilernes energiforbrug over for bilproducenter.

- Hvis flekstrafikordningen blev udvidet, og man eksempelvis kunne bestille en bil inden for en halv time, ville vi kunne nøjes med en bil. Vi ville ikke have noget imod, at prisen steg.

2 Oplys om mulighed for energitjek

- Det ville være rigtig godt, hvis flere fik lavet energi- og klimatjek for deres husholdning. Hvis man lavede en stor landsdækkende kampagne om danskernes energiforbug og CO2-udslip ville der komme mere fokus på det.

- Efter vi har haft et energitjek, har vi skiftet til grøn el og biogas. Grøn el koster stort set det samme, og biogas koster kun 150 kroner mere om måneden. Ved skiftet til biogas mindsker vi vores CO2-udledning med fire ton årligt. Måske kunne man udvide det energitjek, der er, når man køber hus, så man får en samlet opgørelse af klimaaftrykket i ejendommen.

3 Giv tilskud til plantning af privat skov

- Vi har en eng bag vores ejendom. Der er kommet ti træer af sig selv, som får lov at vokse. Men det ville betyde noget, hvis vi kunne få tilskud til at plante skov. Så ville vi plante alle de 3000 kvadratmeter til. Vi har ikke brug for tilskud, fordi træerne er dyre, men det ville koste en del arbejdstid. Jorden vil skulle forberedes og renholdes, og der er en del praktisk arbejde i det. Hvis vi eksempelvis kunne få folk ud at plante træerne, vil vi virkelig gerne bruge jorden på det.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Møbelhus: Vejle har fået en Ilva

Annonce