Horsens/Vejle: - Den blev fundet af politiet. På parkeringspladsen ved Rema 1000 - faktisk lige ved siden af politistationen i Vejle.
Det fortæller Allan Bahn fra Horsens, der siden torsdag har manglet sin bil på grund af tyveri. Eller faktisk har han manglet den i længere tid, for tirsdag i sidste uge lejede han den ud til en kvinde og hendes søn fra Vejle gennem udlejningsappen SnappCar.
De skulle aflevere bilen tilbage igen om torsdagen, men da de ikke gjorde det, kørte Allan Bahn og en kammerat selv til Vejle for at hente den. Her var beskeden fra kvinden, at sønnen og bilen var væk.
Sagen kort
De kom aldrig tilbage med bilen, da den skulle afleveres torsdag aften, så Allan Bahn og en kammerat kørte til Vejle for at hente den. Her var beskeden fra kvinden, at sønnen og bilen er væk.
- Vi kørte derned og bankede på, og der virkede hun rimelig ligeglad - nærmest som om, hun forventede det, fortalte Allan Bahn, da Folkebladet snakkede med ham første gang.
Han kontaktede med det samme politiet, og derefter blev både bilen og sønnen efterlyst.
- Hun har afleveret alle oplysninger. Kørekort, adresse og telefonnummer, så det er et forholdsvis dumt tyveri, fortalte Allan Bahn.
Nu er bilen så fundet igen.
Ligner en losseplads
I går, tirsdag, fik han så et opkald fra politiet ved 16-tiden. Bilen var fundet, og nu ville betjentene lige observere den et stykke tid, hvis nu gerningsmanden skulle dukke op. En times tid senere ringede de igen, og så kunne Allan Bahn tage turen til Vejle sammen med sin kone.
- Vi observerer den også lige først, men vi kan også se, at den ikke er låst, fordi ellers ville sidespejlene været klikket ind. Så jeg ringer til politiet og får lov til at kigge i den, siger Allan Bahn, der ikke mødes af samme bil, som han lejede ud ugen forinden.
- Den ligner en losseplads, der er blevet røget derinde, og der ligger nogle ting, som ikke er vores. Dem kom politiet så og beslaglagde, og så blev bilen fjernet af SOS, fortæller Allan Bahn.
Ingen nøgler
Bilen er dog ikke meget værd for Allan Bahn lige nu. Nøglen var nemlig forsvundet med gerningsmanden, og ekstranøglen blev væk i et DSB-tog for halvandet år siden. Bilen er derfor heller ikke fragtet hjem til adressen i Horsens, for der vil gerningsmanden bare kunne vende tilbage og snuppe bilen igen.
Allan Bahn afventer derfor at få et nyt sæt nøgler, og så skal bilen have en ordentlig tur med diverse rengøringsmidler.
- Den skal jo fremstå som en ikke-ryger-bil igen, og der har jeg taget sagen op med SnappCar, som bilen blev udlejet igennem. Det er nemlig ikke vores forsikring, men deres, der skal bruges til at dække det, siger han.
Folkebladet har været i kontakt med Sydøstjyllands Politi, der har gennemgået døgnrapporten for det forgangne døgn. Her fremgår sagen ikke, og politiet kan derfor hverken be- eller afkræfte historien.