Annonce
Erhverv

Als poster over en milliard i nyt feriecenter med vandland

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Et feriecenter med vandland, restauranter og 500 ferieboliger bliver bygget på Als og står klar i 2023.

Børnefamilier med hang til vand og bølger får fra 2023 endnu et feriecenter at vælge imellem.

Her åbner et stort feriecenter på den nordlige del af Als. Det står klart, efter at finansieringen af projektet er faldet på plads. Feriecenteret vil koste 1,3 milliarder krone, oplyser parterne bag projektet i en pressemeddelelse.

Der skal blandt andet bygges 500 feriehuse, et vandland og et strandområde med promenade og havbad.

Knap halvdelen af pengene kommer fra ejerfonden bag Danfoss, Bitten & Mads Clausens Fond, samt virksomheden Linak, der har milliardæren Bent Jensen i spidsen. Desuden investerer Sønderborg Kommune. Den resterende del vil blive lånt.

Det første spadestik forventes at blive taget i november 2020.

Det nye feriecenter forventes at kunne tiltrække 200.000 turister om året til Als og skabe 300 job.

Planerne om et feriecenter kom op til overfladen i 2015, og i 2016 skød projektets tre investorer 24 millioner i at gå videre med planerne.

Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), glæder sig over, at projektet nu bliver en realitet.

- De mere end 200.000 nye turister hvert år vil få meget stor betydning for vores område.

- Både i forhold til arbejdspladser, men også i forhold til at sikre nye aktiviteter og mere liv. For os, der bor her, får jo også glæde af det nye resort, siger Erik Lauritzen i pressemeddelelsen.

Det nye feriecenter på Als vil blandt andet komme til at konkurrere med Lalandia i Billund samt det Lalandia, der er på vej i Søndervig på den jyske vestkyst og efter planen står færdig i 2022.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund

Pigespejderne holder julemarked

Annonce