Grindsted: - Det er en kæmpe skuffelse.
Sådan indleder Grindsted-træner Flemming Pedersen beskrivelsen af lørdagens udflugt til det østligste Fyn, hvor Grindsted led et forsmædeligt nederlag på 27-26 mod 1. divisions absolutte bundprop SUS Nyborg.
Syv minutter inde i 2. halvleg var Grindsted foran med fire mål, men den føring blev på 14 minutter forvandlet til, at det pludselig var hjemmeholdet, der var foran med fire kasser. Det var mere, end Grindsted kunne nå at indhente.
- Det var så langt fra normal standard, at man bare sidder og tænker ”hver sker der?”, velvidende at det sker engang imellem i håndbold. Det må bare ikke ske alt for tit, siger Flemming Pedersen om sit holds præstation.
Meget symptomatisk for holdets samlede indsats kylede Frederik Nielsen et straffekast helt forbi målet, da han med et minut igen havde muligheden for at udligne.
Mange tekniske fejl
Og nej, nederlaget skyldes ikke, at Grindsted var oppe mod en stærk og kompetent modstander. SUS Nyborg lå inden kampen på rækkens sidsteplads, og det er der faktisk en god grund til. Holdet har i ugens løb endvidere mistet sin topscorer, der har valgt at stoppe af personlige årsager, men på dagen formåede fynboerne altså alligevel at være bedre end Grindsted.
Grindsteds målscorere
Nikolaj Svalastog - 9 mål.
Frederik Nielsen - 5 mål.
Rolf Ravn - 4 mål.
Hjalmar Andersen - 3 mål.
Bjarke Jørgensen - 2 mål.
Kristoffer Jessen - 1 mål.
Emil Larsen - 1 mål.
Thomas Theilgaard - 1 mål.
En enorm mængde af tekniske fejl hos Grindsted var en af årsagerne til, at det gik så galt.
- Vi laver urimeligt mange tekniske fejl. Normalt ligger vi på et sted mellem 8 og 11 tekniske fejl i løbet af en kamp, men i dag laver vi 12 alene i 1. halvleg og formentlig lige så mange i 2. halvleg. Det er voldsomt, siger Flemming Pedersen.
Hvorfor laver I så mange fejl?
- Hvis jeg havde svaret, ville jeg gøre noget ved det. Jeg kan bare forholde mig til, at det ikke er normalen. Så er jeg bare forbandet over, at det sker mod Nyborg ikke mod Nordsjælland, siger Grindsted-træneren med henvisning til, at Nordsjælland er et hold, som Grindsted selv på en god dag vil få meget vanskeligt ved at få point mod.
Tre udvisninger blev dyre
Trods den forfærdelige indsats var Grindsted foran med 12-10 ved pausen, og med en føring på fire mål syv minutter inde i 2. halvleg, så tingene trods alt fornuftige ud. Men da Grindsted i 2. halvleg blev ramt af tre udvisninger og sammenlagt tabte disse seks minutter i undertal med 8-0, var der i mere end én forstand lang vej hjem.
Den skrækkelige eftermiddag i Nyborg er ifølge Grindsted-træneren sæsonens ringeste indsats – langt ringere end den udekamp mod Skovbakken, hvor alting også gik i kage. Derfor har han heller ikke planer om at hænge sig for meget i, hvad der gik galt.
Flemming Pedersen, træner, Grindsted GIFDet var så langt fra normal standard, at man bare sidder og tænker ”hver sker der?”.
- Nogle gange opstår der nogle kampe, som man ikke skal pille for meget i. Jeg tror ikke, vi kan finde nogle løsninger ved at se denne kamp igen, for så begynder vi bare at tro på, at det er standarden. Der er ikke noget, vi kan tage med fra den kamp, siger Flemming Pedersen.
Profil i coronakarantæne
Grindsted måtte stille op uden den målfarlige bagspiller Daniel Jørgensen, der er sendt i coronakarantæne, fordi et nært familiemedlem er testet positiv. Først fredag, da Daniel Jørgensen kunne fremvise en negativ test, kunne resten af holdet indstille sig på en tur til Nyborg. Var han testet positiv, ville hele holdet ryge i karantæne.
Målmand Christian Wetche var den eneste Grindsted-spiller, der holdt et nogenlunde niveau. Han kan, ligesom holdkammeraterne, glæde sig over, at der kun går en uge, inden Grindsted får mulighed for at vaske den grimme plet væk. Det sker, når Ajax København på lørdag kommer på besøg i Lynghallen – igen til en kamp, hvor der ikke kan være tilskuere til stede.