Annonce
Livsstil

Amanda Collin: - Man kan da lige så godt tale pænt til sig selv

Amanda Collin er uddannet på en dramaskole i New York og husker stadig årene på den anden side af Atlanten som helt afgørende for, hvordan hun griber sit fag an i dag. Foto: Nicolai Lorenzen
Skuespiller Amanda Collin kender alt til tvivl og usikkerhed, men hun har for flere år siden besluttet sig for at give de negative tanker en positiv modvægt. Måske derfor går hun i dag uforfærdet til sit arbejde og sit liv i det hele taget - og den stædige insisteren på, at hun har masser at byde på, har båret frugt. På få år har hun fået en række markante roller - og er netop nu aktuel i filmen ”Undtagelsen”, hvor hun er i selskab med tre andre dygtige kvinder.
Annonce

Dagen efter interviewet sender Amanda Collin en sms. Aftenen forinden har hun været inde og se ”Undtagelsen” for anden gang, og det har sat flere tanker i gang.

Filmatiseringen af Christian Jungersens bog om ondskabens psykologi med afsæt i en giftig arbejdsplads var egentlig overstået for længst, men så blev alle biografer lukket ned og forsinkede filmpremieren. Derfor er det måneder siden, Amanda Collin første gang så sig selv i rollen som den unge Malene, der er en af i alt fire kvindelige ansatte på Center for Information om Folkedrab.

De fire arbejder for at bekæmpe ondskab, men ondskaben trives i høj grad blandt dem selv. Ikke mindst Malene evner kunsten at fryse andre ude så subtilt, at det er svært at kæmpe imod. Det er iskoldt og ødelæggende - og voldsomt at være vidne til. Også for Amanda Collin her anden gang, hvor hun ser filmen, skriver hun.

"Jeg fik bare lige lyst til at tilføje, at jeg tager meget afstand fra, hvordan Malene opfører sig, og det er også derfor, jeg mener, at min opgave som skuespiller er løst. Den var jo virkelig ubehagelig," skriver hun blandt andet om den fortælling, der har været med hende siden den dag for mere end tre år siden, da hun første gang blev kaldt til casting til filmen. Dengang var hun højgravid, netop færdig med gennembrudsfilmen ”En frygtelig kvinde” og egentlig stadig i gang med at finde sine egne ben i en omskiftelig branche.

- Men ”Undtagelsen” VILLE jeg være med i, siger hun og knytter næverne som en illustration af den målrettede indsats, der blev indledt, da muligheden første gang åbenbarede sig, og hun begyndte at gøre sig tanker om, hvad ondskab udspringer af. Så slapper kroppen af igen, og en vigtig pointe afslutter sætningen.

- Den umiddelbare dyriske reaktion i sådan et forløb er, at man vil gøre ALT for at få sådan en rolle, men den slags besættelse er aldrig sund. Hverken i forhold til arbejde, partnere eller andre ting. Hvis det skal fungere, må man insistere på det ligeværdige. Det nytter ikke, man tænker: ”Jeg fortjener slet ikke den film.” I stedet bliver man nødt til at tænke: ”Sikke en dejlig mulighed. Her er mit bud på, hvordan man kan gøre.”

Amanda Collin

Født 4. marts 1986 og opvokset i Rungsted med mor, far og tre søskende.

Er uddannet skuespiller fra William Esper Studio i New York, hvor hun boede i en årrække.

Har været en del af ensemblet på Mungo Park og Det Kongelige Teater. På film har hun blandt andet medvirket i ”En frygtelig kvinde”, ”Harpiks” og nu også ”Undtagelsen”. Hun vandt i øvrigt en Robert og en Bodil for rollen i ”En frygtelig kvinde”.

Amanda Collins og hendes mand, Christoffer, har sammen datteren, Frankie, på tre år.

Annonce

En forfærdelig følelse

Amanda Collin gik til casting og kom langt. Og fik afslag. Blev mor og blev optaget af alt muligt andet, da hun så pludselig blev inviteret med om bord alligevel. Sådan er det, siger hun og ryster på hovedet ad forestillingen om, at et forløb som det må være benhårdt.

- Selvfølgelig er det ærgerligt, hver gang man får afslag. Men det er præmissen i et fag som mit. Så er der jo en anden, der får rollen, og det er endda højst sandsynlig en veninde. Hende må du bare klappe på skulderen og så glæde dig over, at du overhovedet fik muligheden for at komme med dit bud. Jeg ser faktisk det at gå til casting som noget af den bedste træning, man kan få.

Sådan snor der sig mellem overvejelser og konkrete oplevelser en tilsyneladende rød tråd gennem fortællingen om den 34-årige skuespiller, som andre uden forbehold kalder ”et ungt talent” og ”nyudsprunget superstjerne”.

Hun ved godt, hvor nemt man kan komme til at føle, at hele ens liv afhænger af, om en casting går godt. Hun har også siddet og græmmet sig over sin egen præstation på det hvide lærred. Og selvfølgelig kan man forfalde til benovelse, når man pludselig er i selskab med dygtige kvinder som Sidse Babett Knudsen, Lene Maria Christensen og Danica Curcic. Men hun har for længst taget en aktiv beslutning om ikke at ligge under for den usikkerhed og tvivl, der følger med ethvert menneskeliv.

- Sagen er den, at hvis du grundlæggende føler, at du ikke er god nok, så påvirker det alt. Også det blik, du har på andre. Så ser du hele tiden nogle, der er bedre end dig selv eller vil tage noget fra dig. Og dét er en forfærdelig følelse, som man må arbejde aktivt for at give slip på, siger Amanda Collin, der især kom i kontakt med netop den følelse under arbejdet med rollen som Malene.

Annonce

Alle har en historie

Selvom hun i sin sms understreger, hvor meget hun tager afstand fra Malene, så ved hun godt, hvor ondskaben kommer fra. Det er nemlig et svar, hun selv er kommet frem til under arbejdet med rollen.

- At sætte sig ind i en rolle er for mig at finde ud af, hvorfor karakteren gør, som hun gør. Jeg må ikke dømme hende. Eller hade hende. For så spiller jeg noget, jeg har set i en anden film. Malene er helt alene, hun har en sygdom, der er ved at æde hende op, og hun er så bange for at miste det, hun har. Sådan en frygt kan få mennesker til at gøre modbydelige ting og føle enormt had, siger Amanda Collin og medgiver, at hun havde svært ved at finde følelsen i sig selv.

- Jeg kender slet ikke den form for had eller frygt fra mig selv, men det er virkelig interessant at undersøge, hvad der skaber et menneske. Jeg er for eksempel så heldig at være udstyret med et grundlæggende selvværd. Når jeg træder ind i et rum, har jeg tillid til, at andre ikke taler grimt om mig, siger hun og tilføjer så med en alvor i blikket:

- Men arbejdet med filmen har virkelig øget min opmærksomhed på, at alle har en historie. Også dem, der opfører sig modbydeligt. Vi er altid så gode til at pege fingre ad andre. Men vi kommer længere med at forsøge at forstå hinanden, tror jeg, siger hun og trækker sin sweater af, da solen for alvor tager fat.

Det summer af liv på pladsen foran Folkehuset Absalon på Vesterbro i København, og Amanda Collin bliver helt blød i stemmen, da hendes blik fanger en nybagt mor og hendes baby ved et andet bord.

- Ah men, se lige en lille putte. Helt ny og fin.

3 hurtige til Amanda Collin

Hvad er det bedste råd, du har fået?- ”Få et arbejde!” På det tidspunkt var jeg i høj grad stadig slave af mine tanker og lå derhjemme og tænkte, hvornår jeg mon blev skuespiller. Beskeden fra min far var, at jeg tænkte for meget og burde få et arbejde. Så fik jeg et arbejde på en salatbar, og det var bare rigtig fedt. For man kan gå rundt og tænke alt muligt, men der er ikke noget, der slår at skulle møde et sted og få en løn. Det kan noget, synes jeg.Hvad har du senest brugt mange penge på?- Møbler! Vi er flyttet, og det er dyrt at flytte. Jeg bruger også mange penge på tøj. Det er dumt. Men jeg kan godt lide at bruge penge.Hvad er din indre alder?- Jeg kan godt lide at være min alder. Jeg vil virkelig gerne være 34. Det er SÅ fedt at blive ældre. Alle er begejstrede over ungdomsserier som ”Skam” og ”Normale mennesker”, men jeg kan næsten ikke holde ud at blive mindet om, hvordan man er fanget i sådan et net af usikkerhed. Jeg er så glad for, at jeg er videre og ikke skal ligge med en Nokia 3210 og vente på en sms, som aldrig kommer.
Annonce

Skuespiller uden ego

Amanda Collin er - med egne ord - ”virkelig dårlig til at huske ting, der ligger mere end to år tilbage”, men nogle skelsættende oplevelser står alligevel klart. Da hun som stort barn for første gang stod på en scene, for eksempel. Stedet var den lokale folkeskole i hjembyen Rungsted, og anledningen var den årlige skolekomedie.

- Det var helt vidunderligt! Ikke på grund af opmærksomheden, men fordi jeg mærkede sådan en stærk følelse af noget meget hjemligt og meget naturligt, som jeg ikke havde lyst til at give slip på igen, husker hun.

Oplevelsen gav liv til en hemmelig drøm om at blive skuespiller, men vejen til målet slog nogle krøller. Det var sådan set nemt nok at mærke, hvad hun ville. Det var knap så nemt at stå ved det.

Efter gymnasiet flirtede Amanda i stedet med film- og medievidenskab på universitetet og arbejdede som booker på et modelbureau, inden hun i de tidlige 20'ere besluttede at bruge en sommer på en dramaskole i USA. Sommerkurset bekræftede hende i, at det var skuespiller, hun ville være, og da det sluttede, begyndte hun på et toårigt forløb på skuespillerskolen The William Esper Studio i New York.

Det var her, hun blev udstyret med store dele af den solide værktøjskasse, hun trækker på i dag - og her, hun mødte en lærer, der fik afgørende betydning for hendes tilgang til faget. Når eleverne for eksempel blev bedt om at spille en scene med svære følelser på spil, fik de ikke ros for at bruge det som en mulighed for at få noget personligt ud. Tværtimod.

- ”Get a therapist!” sagde hun. Skuespil er det modsatte af terapi. Her skal du være så egoforladt som muligt for i stedet at stille dig til rådighed for rollen, og den indstilling har jeg i høj grad taget med.

”En typisk 3er” kalder Amanda Collin sig selv med henvisning til sin plads i søskendeflokken og sin evne til hele tiden at løsne stemninger op med en joke eller hurtig kommentar. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Skal man være usikker?

Hjemkomsten til Danmark var ikke ubesværet, husker hun. Et er at være fuldstændig overbevist om, at man har noget at byde på. Noget andet er at overbevise andre.

For Amanda Collin har en del af vejen til succes været at forstå, at man må ud i virkeligheden for at blive opdaget - og at man lige så godt kan blive ved med at dygtiggøre sig imens. Så hun har taget kurser og suget til sig og taget en beslutning om, hvordan hun vil være i verden. Hun vil for eksempel ikke tale sig selv ned. Heller ikke som skuespiller.

- En central nøgle for mig har været at give mig selv lov til at være tilfreds med min egen indsats. Jeg ved godt, det er lidt tabubelagt. ”SKAL man ikke være usikker og ydmyg i dit fag?” er der nogle, der spørger. Det ved jeg ikke, om man skal. Men jeg ved, at man skal være varsom med, hvordan man bruger de følelser. Jeg kan sagtens være ydmyg og håbe, at publikum får det rigtige ud af ”Undtagelsen”, og samtidig føle, at jeg faktisk har løst min opgave, siger hun og holder blikket fast. Som om hun godt ved, at nogle vil rømme sig og påpege, at helt tilfreds skal man vel aldrig være.

- Det er ikke, fordi jeg ser mig selv spille og tænker, ”hold da op, det var helt perfekt”, men jeg nægter at slå mig selv i hovedet. Jeg nægter også at lade det alene være op til andre at bestemme, om jeg er god til mit arbejde. Selvfølgelig er der altid noget, man kunne gøre bedre. Det lærer man så af og tager med videre. Sådan er det med livet.

Så smiler hun. Vel vidende, at det kan lyde så nemt. Det er det selvfølgelig ikke.

Som skuespiller færdes man konstant i nye sammenhænge, og Amanda Collin elsker det. - For så kan man selv bestemme, hvem man vil være. Vi ændrer os jo hele tiden som mennesker, og det kan være svært at få lov til i sammenhænge, hvor andre har kendt dig længe. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Så smuk du er her til morgen

Det er ikke mere end 10 år siden, at Amanda Collin selv begyndte for alvor at lære kunsten at tale pænt til sig selv og forvise de negative tanker til skammekrogen, så de mere positive kan komme til.

Hun var i midten af 20’erne. En veninde havde en selvhjælpsbog liggende, og for den unge skuespiller blev det en afgørende aha-oplevelse, da hun indså styrken i at erstatte dårlige tanker med gode tanker.

- Jeg kan da stadig være usikker en gang imellem. Det går op og ned med alt. Så er man for grim, for tynd, for høj, for meget. Altså, på det punkt er jeg ikke anderledes end andre, men jeg forstod på et tidspunkt, at man ikke ER sine tanker. Og at det har en enorm stærk effekt, når man øver sig i at tænke positivt. Faktisk synes jeg, man burde lære den slags i skolen. Sikken ungdom man kunne få!

Hun tager en dyb indånding og konstaterer, at hun får helt ondt i maven ved tanken om dem, der aldrig slipper følelsen af at være forkerte.

- Jeg står ikke og kaster komplimenter efter mig selv hver morgen, men hvis jeg fanger mig selv i at tænke noget nedsættende om mig selv, så skynder jeg mig at fortælle mig selv noget pænt i stedet. Man kan da lige så godt tale pænt til sig selv. I sidste ende er det et valg. Hvilken historie vil du fortælle om dig selv? spørger hun og skyder med det samme et lille forbehold ind - men også kun et lille.

- Der kan selvfølgelig være livsomstændigheder, der gør det svært. Det er jeg med på. Men hvis man ellers er sund og rask, så ... Jeg ved godt, at mange vil tænke, at det kan man da ikke bare. Men hvad er det, man ikke bare kan? Hvad er det for en modstand mod at have det godt?

I ”Undtagelsen” spiller Amanda Collin sammen med tre både talentfulde og erfarne skuespillere, og det er ikke angstprovokerende, men til gengæld inspirerende, siger hun. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Mødet med Ridley Scott

Amanda Collin vender sit usminkede ansigt mod solen. Håret er tilbagestrøget og kort - på vej til at blive længere, mens lyse spidser afslører, at det ikke er mange måneder siden, at hun var helt korthåret og afbleget.

For efter at have spillet den langhårede Malene har hun blandt andet brugt otte måneder i selskab med Ridley Scott og holdet bag hans kommende sci-fi-serie ”Raised by Wolves”, der får premiere på HBO. Den britiske filminstruktør har film som ”Black Hawk Down”, ”Thelma and Louise” og ”Blade Runner” på sit CV, og nu også Amanda Collin på listen over skuespillere, han har arbejdet sammen med. I den nye serie spiller hun en af de fremtrædende hovedroller, og hun kalder selv oplevelsen ”sindssygt spændende”.

- Jeg ved ikke, om jeg har været god eller dårlig, men omstændighederne omkring mig har været så vilde, at der skal meget til for at falde alvorligt igennem. Der er kostumer og omgivelser og instruktører og medspillere og klippere og lyd, der gør, at man er godt hjulpet, siger hun og konstaterer, at det - igen - mere er et spørgsmål om at være opmærksom på, hvad der skal gøres bedre næste gang.

- Man kunne måske ønske, jeg var lidt mere ydmyg, griner hun, mens selvironien lyser ud af øjnene.

- Selvfølgelig kan jeg knibe mig selv i armen en gang imellem, når jeg tænker på de muligheder, jeg har fået de senere år. Jeg føler mig da taknemlig. Men jeg er ikke typen, der bliver i tvivl. Jeg minder mig selv om, at nogle har besluttet at vælge mig, og det må betyde, at de har tillid til det, jeg kommer med. I øvrigt skal man huske, at alle har usikkerheder. Selv de største og mest erfarne kan blive i tvivl. For tvivl hører med til at befinde sig i det kreative felt. Det er der ikke noget negativt i. Det er tværtimod en motor.

Engang forestillede Amanda Collin sig, at det bare var et spørgsmål om ”at blive opdaget”. Men efter en del venten ændrede hun tilgang og forstod, at det ikke handler så meget om, hvad man får, men hvad man giver. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

En cirkulær bevægelse

Som alle andre skuespillere har Amanda Collins forår været en underlig venten på, hvornår det igen blev muligt at gå på scenen eller stå foran et kamera. Det har egentlig været okay, siger hun. Så har der været tid til andre ting. Som at flytte til en ny lejlighed og være mere sammen med sin mand og deres datter.

I det hele taget befinder hun sig godt med at være der, hvor hun er. Lykkeligt befriet for forestillingen om, at livet som skuespiller skal være én lang kamp for at bevise sit eget værd. Ligesom livet i det hele taget ikke skal være det.

- Min mand og jeg taler meget om, at livet er ikke noget nulsumsspil. Hvis du giver noget af dig selv, bliver det ikke taget fra et andet sted. Sådan fungerer det ikke. Hvis et træ taber et blad, mangler det ikke resten af livet. Så gror det et nyt. Sådan er det også med mennesker. Nogle gange føler man sig sikker, og så kan man gavmildt dele ud af sig selv. Andre gange er det omvendt. Så bliver man usikker, og så gælder det om at være omgivet med mennesker, der siger ”Ro på”. Det er en cirkulær bevægelse, siger hun og smiler.

Samme aften skal hun se ”Undtagelsen” igen, fortæller hun lidt senere, og hun er spændt, men ikke nervøs.

Dagen efter kommer så sms’en. Som en umiddelbar reaktion på den ondskab, hun lidt overraskende har mødt i biografmørket, og med en vigtig tilføjelse. Hun er glad for sin egen præstation, men især begejstret over sine medspilleres.

"Wow, så beæret over at være i deres selskab!!!" lyder en af de afsluttende linjer.

Man kan sagtens anerkende andres præstation, uden at det tager noget fra ens egen.

- Hvis du giver noget af dig selv, bliver det ikke taget fra et andet sted. Sådan fungerer det ikke. Hvis et træ taber et blad, mangler det ikke resten af livet. Så gror det et nyt. Sådan er det også med mennesker. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Midt i oprykningsfest: Minde om VB's storhedstid - og Brøndbys bratte fald - rykkes ned

Hedensted For abonnenter

Triax med stort underskud i årsregnskabet: - Det er vi ikke tilfredse med

Annonce