Annonce
VB

Amundsen vil blive i varmen efter koldstart på sæsonen

Malte Amundsen (til højre) var tilbage i VB's startopstilling til kampen mod Vendyssel, efter han kiggede på i sæsonens første to turneringskampe. Arkivfoto: Frederik Nordhagen
Malte Amundsen kalder Vejle Boldklubs indledning på sæsonen for skuffende, da målet i hver eneste kamp er tre point.

Vejle: Intet får humøret i vejret på fodboldspillere som en sejr.

Sådan én hentede Vejle Boldklub i lørdags i Hjørring, og det betød en brat opadgående humør-stigning i Nørreskoven.

Ikke mindst hos Malte Amundsen som i Hjørring spillede sine første 1. divisions-minutter i denne sæson. Han deltog fra start til slut, da VB vandt med 3-0 over Vendsyssel efter en ellers ikke alt for lovende indledning på sæsonen - og slet ikke for Malte Amundsen selv.

I sæsonpremieren mod Fremad Amager så han alle 90 minutter plus tillægstiden fra udskiftningsbænken og otte dage senere, da VB hjemme mødte Nykøbing FC, kiggede han på fra tribunen.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke var med - det er jo ikke mig, som sætter holdet, siger Malte Amundsen og fortsætter:

- I de første tre kampe er der skiftet en del rundt på holdet, og nu må vi se, om jeg er med, når vi spiller næste gang.

Det gør VB onsdag aften på Vejle Stadion, når det gælder lokalopgøret mod FC Fredericia, og en hel del tyder på, at Malte Amudsen igen er at finde på positionen som venstre back. Det bliver i givet fald første gang i denne sæson, at VB-træner Constantin Gâlcă giver genvalg på netop den position.

Malte Amundsen håber det, og på baggrund af, at VB i Hjørring hentede sæsonens første sejr, tyder en del på genvalg.

Annonce
I de første tre kampe er der skiftet en del rundt på holdet, og nu må vi se, om jeg er med, når vi spiller næste gang.

Malte Amundsen

En skuffende VB-indledning

VB’s første sæsonsejr kom på et kærkommet tidspunkt efter blot ét point i de to første kampe - uafgjort ude mod Fremad Amager og nederlag hjemme mod Nykøbing FC.

Trods sejren over Vendsyssel kalder Malte Amundsen VB’s sæsonindledning for skuffende. Det kan efter Malte Amundsens vurdering ikke være anderledes, når målet hver eneste gang er sejr.

- Med sejren over Vendsyssel kom vi tilbage på sporet, og vi skal udnytte det momentum, den gav os, siger Malte Amundsen.

VB ligger placeret midt i 1. division, men Malte Amundsen ser rækken som én, hvor tingene hastigt ændrer sig.

- Det er svært at sige ret meget, når der kun er spillet tre kampe, for der er en tendens til, at tingene i 1. division skifter meget i løbet af et par spillerunder, siger han.

To er ude med skader

Om Malte Amundsen spiller eller ej, er op til Constantin Gâlcă.

VB-træneren holder som normalt startopstillingen for sig selv, men Amundsen er med i truppen til opgøret mod FC Fredericia. Truppen er til gengæld uden målmand Thomas Hagelskjær og Tobias Mølgaard, som begge fortsat er ude på grund af skader. Gâlcă melder dog om fremgang hos dem begge og kalder dem mulige deltagere, når VB om en uge møder Kolding IF, men de står over mod FC Fredericia.

Ellers råder Constantin Gâlcă over en skadesfri trup til mødet med naboen mod syd, som Gâlcă kalder et godt spillende hold.

- Fredericia vil gerne spille fodbold, og derfor skal vi stå kompakte og lukke ned for deres spil, siger VB-træneren.

Det er ifølge Galca opskriften tilsat hårdt arbejde og en god organisation.

- De ting lykkedes for os mod Vendsyssel, når det lykkes, er vi svære at spille mod, mener Gâlcă.

Bænken vælges blandt disse: Gianluca Zanette (målmand). Thomas Gundelund, Nicolas Dantas, Arbnor Mucolli, Brenner Alves Sabino, Kerim Memija, Vitinho og Christian Kudsk. Skader: Thomas Hagelskjær og Tobias Mølgaard. Karantæner: Ingen. Dommer: Chris Johansen.
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce