Annonce
Egtved

Anerkendt billedkunstner er blevet Egtved-borger

Billedkunstner Birgitte Støvring er sammen med sin familie flyttet til Egtved. I forbindelse med familiens hjem har hun nu etableret atelier , og det er herfra, hendes værker nu flyver ud i verden. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Birgitte Støvring er billedkunstner på fuld tid. Hun er for nylig flyttet fra Sjælland sammen med sin familie til Egtved. Nu skaber hun værker i sit nye atelier med skoven som nabo.
Annonce

Egtved: Stolte kronhjorte, stærke gudinder med bue og pil, heste, cirkler og andre geometriske former, balance og ubalance, det perfekte og det uperfekte, farveflader mod og med hinanden, nogle transparente i flere lag, andre med patina, det feminine, frugtbarhed, gentagelser, jagt og vandring.

Elementerne er mange og alligevel tydelige, enkle og stærke i deres billedlige fortællinger, når den 38-årige billedkunstner Birgitte Støvring skaber sine værker fra sit atelier i Egtved.

I sit sit nye lyse atelier er Birgitte Støvring i denne tid i gang med at forberede et antal større værker til en kommende udstilling på Himmerlands Kunstmuseum. Foto: Mette Mørk

Hun og hendes familie er nemlig flyttet hertil fra Sjælland, de fleste år i København, hvor en helt anden puls har sat dagsordenen.

Annonce

I Frejas Sal

Med skoven lige udenfor vinduerne til det store lyse atelier i forbindelse med billedkunstnerens hjem i et boligkvarter i Egtved står Birgitte Støvring med pensel i hånden. Lige nu er hun godt i gang med et antal større malerier, der skal være en del af en udstilling på Himmerlands Kunstmuseum. Her skal hun udstille sammen med kunstnerkollegaen Camilla Thorup i Frejas Sal.

Til tider kombinerer Birgitte Støvring akryl- og oliefarver i sine værker. Akrylfarverne bruges altid i de første lag. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard

Frejas Sal er en del af en tilbygning på Himmerlands Kunstmuseum, hvis grundform er tegnet efter figuren af Thors hammer fra den nordiske mytologi.

- Det er helt perfekt at kunne komme til at udstille i en bygning, der har referencer til den nordiske mytologi, for det er jo netop noget af det, som jeg beskæftiger mig med i mine værker for tiden, lyder det fra Birgitte Støvring, der blandt andet er optaget af den nordiske gudinde Freja og hendes "søsterfigur" fra den græske mytologi, Artemis.

Birgitte Støvring kan godt lide at sætte eksistentielle spørgsmål i spil i sine værker.


Jeg synes, det er spændende at gå på opdagelse i mytologien. Det kan noget.

Birgitte Støvring, kunstner


- Jeg synes, det er spændende at gå på opdagelse i mytologien. Det kan noget. Gudinderne Freja og Artemis repræsenterer blandt andet noget urkraft, noget feminint, og der er frugtbarhed. Artemis er også jagtens gudinde, og for mig er hun med til at illustrere jagten på det rette sted i livet og forbindelsen til naturen og en søgen efter det, man kommer af. Jagten. Frugtbarheden. Hvad kommer vi af… Det optager mig meget, forklarer Birgitte Støvring.

Annonce

Maleriet lever

I denne tid, hvor nærmest alt, hvad man kan forestille sig, er illustreret, malet, tegnet, skabt i skulpturer, installationer, grafik, fotografi, lyd, og mere til... og hvor den virtuelle verden og teknikken i det hele taget kan bruges for at skabe spektakulære illusioner, kunne man måske godt fristes til at tænke, om ikke maleriet er passé. Det er det dog slet ikke ifølge Birgitte Støvring.

"Med månen i hånden". 180 x 156 cm, akryl og olie på lærred, af Birgitte Støvring. Privatfoto

- Jeg synes helt bestemt, at maleriet stadig har sin berettigelse, for det handler jo lige så meget om det indhold, man skaber, og det handler også om sanseligheden og det nærværende, og det har vi stadig brug for. Og for eksempel så er der jo også mange malerier af de store kunstnere gennem tiden, der stadig rører noget i os, konstaterer Birgitte Støvring.

Selv holder hun meget af processen med at arbejde med blandt andet maleriets flader opbygget lag på lag. Ofte, hvor hun først gør brug af akrylfarver og herefter oliefarver og til tider oliekridt. Hver flade får sit eget liv i samspil med hele værket.

Annonce

At finde sin egen vej

Birgitte Støvring har, lige siden hun dimitterede fra kunstakademiet, arbejdet målrettet med sit kunstneriske virke. Det har inkluderet en masse til- og fravalg, gode netværk i kunstnerkredse og fodarbejde med at markedsføre sig selv, søge legater og meget mere til.

- Det handler jo om at finde sin egen vej og skabe noget selv. Og jeg føler, at jeg er et rigtigt godt sted nu, siger Birgitte Støvring, der dog nu er flyttet flere hundrede kilometer væk fra sine kunstnerkolleger og netværk, hvor dialogen er noget af det, hun værdsætter meget.

- Men større er Danmark jo heller ikke, end at man kan mødes alligevel, og på sigt kan det være, at der dukker nye muligheder op for mig her på egnen. Og så er der også de sociale medier, og her er det jo lige meget, hvor i verden man befinder sig, lyder det fra billedkunstneren, der nu også kan kalde sig for Egtved-borger.

Blå bog Birgitte Støvring

Birgitte Støvring født 1982 i Nr. Nissum (Vestjylland).

Bor i dag i Egtved med sin familie.

Hun har arbejdet professionelt med billedkunsten siden 2008, hvor hun dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København under professor Jesper Christiansen og Peter Bonde. Var vild med akademi-tidens frihed og rigdommen i at lære nyt.

Birgitte Støvring har boet i København i knap 20 år og har haft et kortere kunstnerophold i Berlin.

Hun har været primus motor bag udstillingsstedet "Kvadrat16". Stedet blev etableret ud fra en stor lyst til det kunstnerdrevne og til at gøre tingene selv - og ikke mindst til at opbygge en egen eksperimenterende platform

Birgitte Støvring har tidligere udstillet på eksempelvis Kastrupgårdsamlingen, Vestjyllands Kunstmuseum, Kunstbygningen i Vrå, Malmö Kunsthall, Galleri Kant, Charlotte Fogh Gallery, Museet for Religiøs Kunst og Galerie Michael Andersen.

Hun har blandt andet udsmykket Horserød Statsfængsel og Karise Sognegård og har modtaget en række udmærkelser og arbejdslegater, herunder Statens Kunstfonds arbejdslegat.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Hundeejer efterlod Annette blødende efter angreb fra schæfer: - Hvordan kan man få sig selv til det

Annonce