Annonce
Vejle

Anke i Jytte Jensen-sagen eller ej: Udvalg delt midt over på lukket møde

Medlemmerne af Vejle Byråd kommer til afgøre, om kommunen skal anke erstatningssagen fra Jytte Jensen - de mødes dog ikke fysisk som her i Spektrum i DGI Huset, men virtuelt på næste onsdag. Arkivfoto: Leif Baun
Økonomiudvalget diskuterede Jytte Jensens erstatningssag for lukkede døre - sagen går nu videre til byrådet uden indstilling.
Annonce

Vejle: Skal Vejle Kommune anke sagen om en eventuel millionerstatning til Jytte Jensen til Vestre Landsret eller ikke?

Det spørgsmål står stadig åbent efter, at politikerne i byrådets centrale økonomiudvalg onsdag eftermiddag mødtes for at drøfte sagen.

Sagen var lukket - derfor står det ikke klart, præcist hvad kommunens jurister har anbefalet politikerne.

Men hvis anbefalingen ligger i tråd med tidligere indstillinger, er det uden tvivl, at politikerne skal anke.

Tidligere har embedsværket blandt andet fremhævet risikoen for personligt økonomisk ansvar, hvis politikerne ikke fulgte kommunens forsikringsselskabs krav om anke i sagen, som også Kommunernes Landsforening følger tæt af principielle grunde.

Risiko eller ej endte diskussionen i økonomiudvalget med en 4:4-afgørelse. Fire medlemmer gik ind for, at sagen skal ankes, fire sagde nej. Dermed går sagen videre til byrådets endelige afgørelse uden en anbefaling fra økonomiudvalget.

Retten i Kolding kom tirsdag frem til, at Jytte Jensen ikke er berettiget til den erstatning på 3,9 millioner kroner, som hun sammen med sin advokat har stillet krav om.

Dommeren mente ikke, at det var bevist, at der uden enhver tvivl var sammenhæng mellem de senfølger, Jytte Jensen lider under, og hendes tab af erhvervsevne i slutningen af nullerne - 25  år efter, at den nu 54-årige blev seksuelt misbrugt af sin far.

Annonce

Jytte Jensen vil anke

Den afgørelse vil Jytte Jensen anke. I den situation er det nærmest kutyme, at den sagsøgte - i dette tilfælde Vejle Kommune - også anker. På den måde kan kommunen samtidig få afprøvet, om landsretten er enig i byrettens halvanden år gamle afgørelse om, at kommunen svigtede teenageren Jytte Jensen tilbage i starten af 1980'erne.


Vi anbefalede et andet scenarie - men det var der heller ikke flertal for.

Martin Sikær, gruppeformand for Socialdemokratiet, om diskussionen på det lukkede møde


Ud over at få afprøvet afgørelsen vil kommunen også håbe på at slippe for at betale den tort-erstatning på 300.000 kroner, som er en følge af den snart halvandet år gamle afgørelse i byretten.

Den anke gik fire af økonomiudvalgets medlemmer ind for - de tre Venstrefolk med borgmesteren i spidsen. Fire sagde nej - tre socialdemokrater med gruppeformand Martin Sikær i spidsen plus den konservative viceborgmester Dan Arnløv.

Annonce

Afbud fra SF'er

SF’s gruppeformand i Vejle Byråd, Lone Myrhøj, havde ikke mulighed for at deltage i mødet. Havde hun været der, ville der uden tvivl have været flertal for ikke at anke. SF har gennem hele forløbet været indstillet på at acceptere dommen fra byretten.

Jytte Jensens sag

  1. Jytte Jensen blev i årevis voldtaget af sin far - der i januar 1986 blev idømt tre års fængsel for incesten mod Jytte og hendes lillesøster.
  2. Fra 1980 var det Vejle Kommunes ansvar at holde øje med familien, fordi kommunen valgte at lade de to piger komme hjem  til den dysfunktionelle familie fra børnehjemmet Brogården.
  3. På trods af klare advarsler blandt andet fra den tilsynsførende, der for eksempel skrev, at pigernes far "ikke kunne forstå, at han ikke måtte gå i seng med sine døtre", og Jytte Jensens selvmordsforsøg kort efter, at hun var fyldt 15 år, blev pigerne ikke fjernet fra hjemmet. 
  4. I oktober 2019 afgjorde Retten i Kolding, at kommunen havde svigtet sin handlepligt.

Onsdag 20. januar er det nu op til det samlede byråd at beslutte, om man vil anke. I den sammenhæng vil meget afhænge af byrådets små partier - blandt andet den radikale Torben Elsig-Pedersen, Liberal Alliances Anja Daugaard og den konservative løsgænger, Kim Hesel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Tre personer anholdt for afbrænding af statsministerdukke: En mistænkt er stadig på fri fod

Annonce