Annonce
Alarm 112

Coronaparagraf droppes i demo-sager efter to nederlag

Det var en lettet Nanna Skov Høpfner, der onsdag forlod retten som en fri kvinde, efter at hun i Østre Landsret blev frifundet for flere forhold, og retten samtidig afviste at tage en særlig coronaparagraf i spil og forhøje hendes straf. Rigsadvokaten har nu taget konsekvensen og dropper paragraffen i kommende demo-sager ved både lands- og byret. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Både byret og landsret slipper fremad for at vurdere coronaparagraf i kendte demo-sager, siger rigsadvokat.

Det er slut med at forsøge at få mænd og kvinder dømt efter en særlig coronaparagraf, 81d, hvis de har begået lovbrud ved demonstrationer imod coronarestriktioner.

De skal således ikke frygte at få straffen for deres ugerninger fordoblet.

Anklagemyndigheden har valgt at droppe paragraffen både i sager, hvor en person allerede er blevet dømt efter 81d i byretten, og ved kommende sager. Det oplyser myndigheden i en pressemeddelelse fredag.

Annonce

Det sker, efter at det onsdag for anden gang ikke lykkedes at få en domsmandsret i Østre Landsret til at dømme en person efter paragraffen og forhøje straffen.

Onsdag blev 31-årige Nanna Skov Høpfner idømt 60 dages fængsel for at have deltaget i opløbet den 9. januar. Hun blev frifundet for en stribe alvorligere anklager, og retten afviste samtidig at tage 81d i brug. I byretten lød straffen på to år.

Hun slipper også for at få sin sag for Højesteret.

Det oplyser rigsadvokat Jan Reckendorff, efter at anklagemyndigheden har vurderet sagen.

- Landsretten har nu i to domme – i modsætning til byretten – fastslået, at paragraf 81d ikke kan anvendes alene, fordi der begås strafbare forhold i forbindelse med en demonstration, der handler om modstanden mod coronarestriktioner.

- Der er dermed etableret en klar retstilstand på området, og derfor vurderer anklagemyndigheden ikke, at der er behov for at forsøge sagen indbragt for Højesteret, udtaler Jan Reckendorff i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Det betyder, at der fremadrettet ikke vil blive rejst tiltale mod andre efter paragraf 81d for deres rolle i forbindelse med de demonstrationer, der har været mod coronarestriktionerne, siger Jan Reckendorff.

I maj afviste landsretten at dømme en 24-årig mand efter paragraffen. Han fik skåret fem måneder af sin dom - fra 15 til 10 måneder.

Sagerne er alle udløbere af en demonstration, der udviklede sig til uroligheder den 9. januar i København. Her blev 16 betjente ramt af genstande som dåser, fyrværkeri, flasker og sten.

Også andre efterfølgende demonstrationer kastede sigtelser af sig til fremmødte demonstranter.

Der er faldet dom i 11 demo-sager ved Københavns Byret, hvor domstolen skulle tage stilling til 81d. I otte af sagerne fik den dømte forhøjet straffen.

I to af de otte sager har landsretten altså allerede afvist, at der skulle dømmes hårdere end i lignende sager. I de resterende seks ankesager er paragraffen fisket ud af tiltalen forud for behandlingen i Østre Landsret.

Paragraffen handler om, hvorvidt "lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark" og kan hæve straffen til det dobbelte.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Alarm 112 For abonnenter

44-årig mand tiltalt i grov sag om voldtægt af børn under 12 år

Alarm 112

Nej, den flinke mand var ikke fra politiet: Nyt forsøg på at narre penge fra folk

Annonce