Annonce
Indland

Anmeldere om Valhalla-film: Skuffer fælt og kedelig

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

En ny film om Valhalla, der baserer sig på 40 år gammel tegneserie, imponerer ikke anmelderne.

Da filmatiseringen af Peter Madsens tegneserie "Valhalla", baseret på nordisk mytologi, i 1986 blev vist i de danske biografer, løste mere end en halv million billet.

Nu rammer instruktør Fenar Ahmads fortolkning af historien - denne gang med rigtige skuespillere - de danske biografer.

Men biografgængere risikerer at blive skuffede, hvis man spørger man anmelderne.

I Politiken konkluderes det, at filmen "skuffer fælt", og den får to hjerter, mens den i Jyllands-Posten får tre stjerner og bliver kaldt "jætteflot, men kedelig."

- Han (Fenar Ahamad, red.) arbejder i blockbusterens tjeneste, og det ligner, at mange af beslutningerne i filmens kreative proces er taget i en komité, hvor udtrykket er blevet buldrende, lidt koldt – og flot, javel – men også noget ligegyldigt, skriver Jacob Wendt Jensen i Jyllands-Posten.

Berlingskes anmelder Kristian Lindberg skriver, at de "langsommeligt deklamerede replikker buldrer som en tom mjødtønde." Han kvitterer med tre stjerner.

Filmen får blandt andet kritik for at mangle humor.

- Uden humor forsvinder enhver nuance i filmens karaktertegning, hvilket er den største mangel i forhold til forlægget, hvor særligt Loke var en dybt forunderlig figur, skriver Politikens anmelder Joakim Grundahl.

Han mener heller ikke, at de visuelle muligheder i filmen bliver forløst overbevisende.

- "Valhalla" er ikke en produktion, der kan måle sig med de internationale fantasyfilm, den efterligner. Og som arvtager til Peter Madsens særlige nordiske tone, der ligger i forlængelse af den overleverede mytologi, skuffer den fælt, lyder det videre fra Politiken-anmelderen.

Filmen får dog ros for sit visuelle udtryk af Berlingskes anmelder, der er imponeret over, hvor loyalt det visuelt er lykkedes at genskabe tegneseriens karakterer:

- Filmens Røskva (Cecilia Loffredo) har store cirkelrunde øjne som i tegneserien og på hendes storebror, Tjalfe (Saxo Moltke-Leth) hænger hårtjavserne ned over øjnene, nøjagtig som Peter Madsen tegnede dem for 40 år siden, skriver Kristian Lindberg.

/ritzau/

Annonce
Link til anmeldelse i Politiken
Link til anmeldelse i Berlingske
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Alle plejecentre får måske fast læge

Annonce