Dan Cake har mange ansatte, som har været i årtier på fabrikken i Give. En af dem er Anne-Marie Thomsen. I løbet af 28 år har hun sendt tonsvis af citronmåner gennem samlebåndene, sagt farvel til mange kolleger og goddag til nye maskiner.
Give: De første år rullede medarbejderne rouladerne i hånden. Nu er det en maskine, som sprøjter dej ud, smører creme på og ruller ud.
Det er den slags anekdoter, som mange medarbejdere på Dan Cake kan berette om. For mange ansatte på Dan Cakes fabrik på Hjortsvangen har høj anciennitet.
En af dem er produktionsmedarbejder Anne-Marie Thomsen. Hun steppede første gang ind ad dørene hos Dan Cake for 28 år siden. Hun holder af den frie tone og humor mellem medarbejderne over kagerne, og når der stemples ud, har hun fri.
- Førhen var jeg hjemmesyerske og arbejdede meget. Nogle gange når børnene var lagt i seng. En dag ringede jeg til Dan Cake, og jeg sagde, jeg godt kunne tænke mig at arbejde på fabrikken. Så fik jeg at vide, at jeg kunne begynde klokken 16 samme dag. Det kunne jeg ikke. Jeg kunne begynde dagen efter. Og det fik jeg så lov til, siger hun
Hun husker tydeligt den første dag.
- Jeg skulle pakke nogle kager, og jeg kunne overhovedet ikke følge med. Det var jeg slet ikke tilfreds med, siger Anne-Marie Thomsen.
Anne-Marie Thomsen, produktionsmedarbejder på Dan CakeVi har fulgt hinanden gennem mange faser af livet. Og når der kommer nye til, så kan jeg straks føle med dem, når de ikke kan følge med tempoet.
Med på job
Hver uge besøger Vejle Amts Folkeblad en arbejdsplads i Vejle Kommune. Serien kaldes Med på job. Jer læsere bliver inviteret med indenfor bag murene for at blive klogere på mange af de virksomheder, der har bosat sig i Vejle.
Maskiner rykker ind
Anne-Marie Thomsen fik dog hurtigt fart i fingrene. På nært hold har hun også oplevet industrialiseringen på fabrikken. Maskinerne er rykket ind. Med hjælp fra dem og næsten 200 ansatte kan Dan Cake hvert år sende 17.000 ton citronmåner, roulader, muffins og skærekager ud fra virksomheden i Give.
Maskinerne har været med til at øge volumen og lette de ansatte for fysisk arbejde, men har også betydet, at der skal færre hænder til at lave og pakke kager. Anne Marie Jepsen har i perioder været bekymret for den rivende udvikling, da hun mistede mange kolleger.
- Men i dag vil jeg ikke være maskinerne foruden. Var vi blevet ved på den måde, var vi blevet slidt op. Så det har været en meget positiv udvikling, siger hun.
Anne-Marie Thomsen betragter sine kolleger som sin anden familie.
- Vi har fulgt hinanden gennem mange faser af livet. Og når der kommer nye til, så kan jeg straks føle med dem, når de ikke kan følge med tempoet, siger Anne-Marie Thomsen.
Dan Cake har haft tre medarbejdere, der er blevet belønnet med Den Kongelige Belønningsmedalje, da de har været ansat i minimum 40 år.