Vejle: "Helt uacceptabelt."
Sådan er holdningen blandt mange ansatte på Sygehus Lillebælt efter, at det er kommet frem, at to medlemmer af sygehusets direktion er blevet vaccineret mod coronavirus før sygehusets frontpersonale - angiveligt, fordi der var vacciner i overskud.
De to direktører er Thomas Larsen, lægelig direktør, og Helle Adolfsen, sygeplejefaglig direktør.
Ifølge oplysninger fra de ansatte undskylder sygehuset sig med, at der i januar var vaccine-doser i overskud, som skulle bruges i løbet af kort tid, da doserne ellers skulle kasseres. Og at det - ifølge sygehuset - ikke var muligt at komme i kontakt med ansatte på sygehusets prioriteringsliste og kliniske medarbejdere med patientkontakt.
Den forklaring betegner flere ansatte som "bullshit", da der altid er plejepersonale og portører i huset.
Forargelsen blandt frontpersonalet bliver ikke mindre af, at mindst fire ansatte på Sygehus Lillebælt i samme periode blev smittet med covid-19.
Medarbejderne vil derfor gerne have et svar på, hvad der ligger til grund for, at man prioriterede topledelsen i stedet for det personale, som alt andet end lige er tættere på patienterne og dermed også løber større risiko for at blive smittet.
Bekræfter forløbet
Cathrin Tromborg Bræstrup, kommunikationschef for Sygehus Lillebælt, bekræfter i et skriftligt svar til Vejle Amts Folkeblad, at nogle få medarbejdere, der ikke er i frontlinjen, er blevet vaccineret, herunder to direktører.
I svaret hedder det videre: "Der var tale om en her-og-nu beslutning, fordi vaccinerne er meget skrøbelige og skal bruges stort set med det samme, når de er trukket op. De kan heller ikke tåle at blive flyttet."
Sygehusets skriftlige svar til avisenDer var tale om en her-og-nu beslutning, fordi vaccinerne er meget skrøbelige og skal bruges stort set med det samme, når de er trukket op. De kan heller ikke tåle at blive flyttet.
Sygehusdirektør beklager
Administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt Christian Sauvr beklager, at det ikke lykkedes at få fat på frontpersonale fra prioriteringslisten, da de sårbare doser skulle bruges.
- Jeg vil gerne beklage, at der på Sygehus Lillebælt har været nogle få medarbejdere, som har fået vaccinen, selv om de ikke matcher Sundhedsstyrelsens kriterier for frontpersonale. Der er generelt lagt et meget stort arbejde i at få alt vores frontpersonale vaccineret, og vi er glade for, at det indtil videre er lykkedes at få vaccineret så mange, siger Christian Sauvr.
- I forhold til de få medarbejdere, der har fået vaccinen, selv om de ikke har stået på prioriteringslisten, er det vigtigt at sige, at de ikke bevidst har forsøgt at snyde sig foran i køen eller skubbe andre til side. Der har været tale om en pludselig opstået situation, fordi der på dagen har vist sig at være flere vacciner til rådighed end forventet, siger Christian Sauvr.
Han beklager samtidig, at prioriteringslisten ikke har været tilstrækkelig.
- Vi må på den baggrund erkende, at der ikke har stået et tilstrækkelig antal på vores prioriterings- og ringelister, så de rigtige medarbejdere kunne blive vaccineret i den rigtige rækkefølge. Listerne er derfor udvidet, så vi kan kontakte og tilkalde frontpersonalet, hvis der skulle vise sig at være ledige vacciner igen.
- Ingen må være i tvivl om, at vi har gjort og fortsat gør alt, hvad vi kan, for at få så mange medarbejdere - kliniske medarbejdere og frontpersonale - vaccineret som overhovedet muligt, og at vi naturligvis følger Sundhedsstyrelsens prioriteringsliste, siger den administrerende direktør.
Sygehus Lillebælt tæller sygehusene i Vejle, Kolding og Middelfart.