Annonce
Vejle

Arkæologer jubler: Vi har fundet Vejles ældste vej

Arkæolog Esben Klinker Hansen kigger nærmere på den 15 meter lange vej, som måske stammer helt tilbage fra 1100-tallet. Foto: VejleMuseerne
I Kirkegade bliver der i øjeblikket gravet vandledninger ned. Arbejdet har afsløret en gammel vej - måske er den helt fra 1100-tallet. Det vil i givet fald være Vejles ældste vej.

Vejle: Det kunne potentielt bare have været endnu en dag på kontoret for VejleMuseernes to arkæologer Esben Klinker Hansen og Dorthe Horn Christensen.

De to var sendt ud for at følge med i gravearbejdet i forbindelse med de nye vandledninger, der er ved at komme i jorden i Kirkegade.

Men mandag ved middagstid fik de øje på noget i hullet, som fik dem til at stoppe vejarbejdet.

- Vi finder et lag af små sten på fem til seks centimeter og mindre, som ligger helt tætpakket. Det ligner brosten, bare meget mindre, fortæller arkæolog Dorthe Horn Christensen og tilføjer, at stenene kan følges nede i grøften på en strækning af 15 meter.

Stenene udgør en vejbelægning, som arkæologerne mener, kan være belægningen på den ældste vej, man arkæologisk nogensinde har fundet i Vejle.

Det ældste stykke vej, arkæologerne hidtil har fundet, ligger i gågaden og er fra 1400-tallet.

- Dermed er det, vi har fundet, et par hundrede år ældre, og det synes vi er helt vildt, jubler arkæologen.

Annonce

Vi har fundet keramik i lagene lige over, der indikerer, at de lag er fra 1200-tallet. Derfor må vejbelægningen også være fra 1200-tallet eller ældre.

Dorthe Horn Christensen, arkæolog

Vej som i Odense og Horsens

Dorthe Horn Christensen forklarer videre:

- Vi har fundet keramik i lagene lige over, der indikerer, at de lag er fra 1200-tallet. Derfor må vejbelægningen også være fra 1200-tallet eller ældre,

Den type vej, som jorden i Kirkegade altså gemte på, er også kendt fra middelalderens Odense og Horsens, hvor man etablerede dem i netop 1100- og 1200-tallet.

Arkæologernes fund tyder indtil videre på, at vejen i Vejle har været benyttet i et godt stykke tid, for belægningen på den er tydeligvis blevet repareret i flere omgange. Og jordlaget ovenover tyder på, at de, der har gået på vejen, har smidt affald og afføring igennem flere år.

Dorthe Horn Christensen vurderer, at vejen har været en mindre slippe eller gyde, som er gået fra Vejles ældste rådhus på hjørnet af Grønnegade ned forbi den daværende præstebolig, hvor Danske Bank nu ligger, forbi kirkegården og ned til Dæmningen og Mølleåen.

- Kirkegade bliver først den bredde og størrelse, den har i dag, da kirkegården bliver nedlagt i 1820-30. Derfor har man måske heller ikke opdaget vejen tidligere, fordi den ikke er så bred. Da vi gravede ved skeletterne på selve kirkegården for to år siden, fandt vi den jo ikke.

Prøver skal give svar

Arkæolog Dorthe Horn Christensen betegner fundet som "helt ufatteligt heldigt," og nu venter hun og kollegerne spændt på de jordprøver, der er blevet taget fra det arkæologiske fund i grøften.

En kulstof-14-datering skal være med til at afgøre, om der er tale om en vej fra 1100-tallet eller 1200-tallet.

- Vi har ikke så mange håndgribelige ting fra Vejle fra den tid. I og med at vores lag over vejen indikerer 1200-tallet, så kan det ikke afvises, at vejen er fra 1100-tallet, håber arkæologen og tilføjer:

- Men det kan også være, at det er en 1200-tals-vej. Så vil det ikke være så mærkeligt, men det vil stadig være det ældste, vi har fra middelalderens Vejle.

I lagene omkring den vej, arkæologerne har fundet, er der ingen tegn på tegl. Det er godt, for fraværet af tegl er en arkæologisk rettesnor for, at noget er gammelt, fortæller Dorthe Horn Christensen fra VejleMuseerne. Foto: VejleMuseerne
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce